Motionsråd til kommunerne
Rådet for Folkesundhed har udarbejdet et oplæg til kommunerne om, hvordan fysisk aktivitet kan tænkes ind i planlægningen på mange områder.
Det Nationale Råd for Folkesundhed er tidligt ude for at klæde landets kommuner på til fremtidens store opgaver på forebyggelsesområdet. Rådet har udarbejdet en letlæst lille folder med gode råd om, hvordan fysisk aktivitet som led i den forebyggende indsats kan indtænkes i planlægningen på mange forskellige områder:
Transport
Byens infrastruktur og grønne arealer
På arbejdspladserne
For børn og børnefamilier
For ældre
Motion på recept
Motion som forebyggelse
Samarbejde med andre interessenter på området
Filosofien bag folderen er den enkle kendsgerning, at der er store gevinster i både livskvalitet og samfundsøkonomi ved at forvandle fysisk inaktive borgere til aktive borgere. Dette blev senest dokumenteret i august 2005 i en rapport fra Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning og Teknologivurdering på Syddansk Universitet.