Idan Artikel 15.05.2006

Norge overvejer OL-søgning

Det norske idrætsforbund skal på sit ledermøde den 12.-13. maj diskutere, om Norge bør satse på at få vinter-OL i 2018 til landet.

Skrevet af: Søren Bang

Også vores nordlige naboer er inde i overvejelser, om man skal arbejde for en OL-ansøgning.

Norges Idrettsforbund tager for alvor hul på diskussionen den 12.-13. maj, når forbundet afholder ledermøde med repræsentanter for forbundets specialforbund og lokale kredse i Gardermoen.

De delegerede skal ikke træffe beslutning om en eventuel ansøgning, men overveje konsekvenserne for norsk idræt. I den forbindelse har Dag Vidar Hanstad fra Norges idrettshøgskole lavet et kort notat på bestilling fra Norges Idrettsforbund.

Notatet forholder sig til, hvad norsk idræt vil kunne få ud af en ansøgning, og hvilke konsekvenser en ansøgning vil have for idrætten.

Et diskussionsoplæg

 I notatet diskuterer Dag Vidar Hanstad bl.a. nogle af de økonomiske, anlægs- og sundhedsmæssige konsekvenser.

Dertil kommer indvirkningen på forholdet mellem elite- og breddeidræt i Norge og magtforholdet mellem de forskellige dele af den organiserede idræt. F.eks. peger Dag Vidar Hanstad på, at Lillehammer-legene i 1994 sandsynligvis var med til at give eliteidrætten under Norges Olympiske Komité en stærkere position.

Notatet er frem for alt et diskussionsoplæg og har ikke haft til ambition at nå hele vejen rundt eller munde ud i en samlet anbefaling. Således berører notatet kun perifert en OL-ansøgnings konsekvenser for hele det norske samfund, ligesom det stiller en række spørgsmål, der skal afklares nærmere.