Idan Artikel 23.12.2016

Ny bestyrelse for Idan

Kulturministeren har udpeget Camilla Andersen, Morten Bo Andersen og Tine Bendix som nye medlemmer af Idans bestyrelse med virkning fra den 1. januar 2017.

Skrevet af: Redaktionen

Kulturminister Mette Bock (LA) har udpeget tre nye bestyrelsesmedlemmer til Idrættens Analyseinstitut for en fire-årig periode med virkning fra 1. januar 2017:

  • Camilla Andersen, direktør i Travel Sense
  • Morten Bo Andersen, direktør i GAME
  • Tine Bendix, stifter og partner i IN-SPITE

De tre bestyrelsesmedlemmer afløser bestyrelsesmedlem i DR Danmark Anne-Marie Dohm, direktør for TrygFonden Gurli Martinussen og direktør i Street Movement Mikkel Mølgaard Frandsen Rugaard, der alle tre afgår efter tur.

De resterende tre bestyrelsesmedlemmer fortsætter for yderligere en toårig periode. Idans bestyrelse består pr. 1. januar 2017 af:

  • Formand Johs Poulsen, medlem af Herning byråd, tidligere MF (R)
  • Johan R. Norberg, professor i idrætsvidenskab ved Malmö Högskola
  • Hans Stavnsager, seniorkonsulent på Center for Frivilligt Socialt Arbejde
  • Camilla Andersen, direktør i Travel Sense
  • Morten Bo Andersen, direktør i GAME
  • Tine Bendix, stifter og partner i IN-SPITE

Tine Bendix har siden 2015 været indehaver af kommunikationsfirmaet IN-Spite. Hun har tidligere arbejdet som programchef ved Metronone og redaktionschef på DR.

Camilla Andersen er kendt som en af landets bedste håndboldspillere gennem tiderne i sin aktive karriere, hvor det blandt andet blev til 194 landskampe og OL-guld i 1996 og 2000. Hun har siden 2002 drevet rejsebureauet Travel Sense og har i perioden 2008-2016 været medlem af Team Danmarks bestyrelse.

Morten Bo Andersen har siden august 2013 arbejdet for gadeidrætsinitiativet GAME og haft titel af direktør siden august 2016. Før det var han i en årrække leder ansat i salg og marketing i Humac A/S, hvor han blandt andet var country manager for Danmark fra 2010-2013.

Ifølge Idans vedtægter udpeger kulturministeren instituttets seks bestyrelsesmedlemmer, der tilsammen skal repræsentere kompetencer inden for ledelse, dansk og international idrætspolitik, medievirksomhed, idrætsforskning, folkeoplysningsområdet og økonomi.