Idan Artikel 03.01.2011

Ny FIFA-komité mod korruption

FIFA-præsident Sepp Blatter vil oprette en ny intern komité, som skal tage sig af korruption i det internationale fodboldforbund.

Skrevet af: Ditte Toft

Oven på afsløringerne om korruption i det internationale fodboldforbund (FIFA) i slutningen af 2010 vil FIFA efter eget udsagn nu forstærke bekæmpelsen af korruption i egne rækker. I et større interview med den schweiziske avis SonntagsZeitung bebuder FIFA-præsident Sepp Blatter oprettelsen af et nyt organ, som skal stå for intern regelovervågning i FIFA. ”Jeg vil sørge for, at der ingen korruption er i FIFA. Ud over vores etiske komité opretter vi et nyt organ på området. Dette organ vil styrke vores troværdighed og redefinere vores image omkring gennemsigtighed,” siger Sepp Blatter til avisen. Den nye komité vil ifølge FIFA-præsidenten blive præsenteret på FIFA’s kongres i Zürich til juni og komme til at bestå af syv til ni personer. Medlemmerne skal ikke kun rekrutteres fra sportens verden, men også fra områder som politik, økonomi, samfund og politik. Sepp Blatter afviser samtidig, at han selv vil være en del af komitéen, da den ifølge Blatter skal arbejde uafhængigt for at have maksimal troværdighed. I interviewet kommer Sepp Blatter ikke ind på, hvilke konkrete kompetencer den nye komité konkret vil få, eller hvordan komitéen vil adskille sig fra FIFAs allerede eksisterende etiske komité. En etisk komité som bedømt på afsløringerne fra efteråret 2010 ikke har haft stort held med at forhindre korruption i at finde sted.