Ny rapport giver bud på forskellige måder at drifte outdoorfaciliteter på

Naturen er danskernes foretrukne arena, når de skal dyrke sport og motion. I 2020 svarer hele 74 pct. af de voksne danskere, at de dyrker deres aktiviteter i naturen, fremgår det af notatet 'Danskernes brug af faciliteter og steder til idræt' fra idrættens Analyseinstitut (Idan). Det er en stigning fra 44 pct. i 2016.

Det er både glædeligt for folkesundheden og turismen, mener Dansk Kyst & Naturturisme. Men når danskerne strømmer ud i naturen, skaber det samtidig et øget pres på både naturen og de faciliteter, der bruges til outdooraktiviteter. Idans undersøgelse viser, at 17 pct. af de voksne bruger faciliteter i naturen som f.eks. mountainbikespor, orienteringsposter eller lignende, mens 9 pct. bruger faciliteter på vandet som eksempelvis havnebade og kabelbaner.

Spørgsmålet er, hvem der skal sørge for at vedligeholde de faciliteter, som både lokale, turister og motionister bruger?

”Problemet er, at mange outdoor-faciliteter anlægges med finansiel støtte fra fonde, men fondene giver generelt ikke penge til driften. Driftsudgifterne er således ofte en barriere, og vi ser i disse år mange fondsfinansierede outdoorfaciliteter, der gradvist forfalder, gror til eller helt forsvinder,” skriver Dansk Kyst & Naturturisme, OnTrail og Danmarks Idrætsforbund (DIF) i et nyt inspirationskatalog om drift af outdoorfaciliteter.

Kataloget præsenterer flere eksempler på driftsmodeller for outdoorfaciliteter. Håbet er, at det kan inspirere offentlige og private aktører til at arbejde med nogle mere langsigtede modeller og ikke mindst samarbejde om driften af faciliteter.

Turismebranchen og idrætsorganisationer samarbejder

Det er første gang, at turistbranchen og idrætten på den måde samarbejder, men det giver god mening, mener Casper Lindemann, der er konsulent i DIF, og en af forfatterne bag kataloget. Mange af faciliteterne kommer nemlig også turisterne og turistbranchen til gode.

”Der er flere kommercielle aktører, som slår sig op på og brander sig på naturen. Mountainbikepensionater reklamerer for, at der er fede spor i nærheden, og de spinder en forretning på det. Men der står nogle foreninger, som har bygget de her spor frivilligt, og nu siger de: ’Kan det være rigtigt, at det er os, der skal rende og bygge de her ting gratis’,” forklarer han.

Derfor ser Casper Lindemann gerne, at opgaven med at drifte faciliteterne bliver løftet af flere aktører end bare foreninger, og han foreslår, at der i stedet bliver kigget på, hvordan de kommercielle aktører også kan bidrage.

”Vi er overbeviste om, at partnerskabsmodeller mellem private og offentlige eller frivillige aktører rummer et stort potentiale, og at det vinder indpas efterhånden som turister og gæster efterspørger faciliteterne, og turistaktørerne begynder af profitere af de gode outdoorfaciliteter og brander deres virksomhed på dem,” skriver parterne i inspirationskataloget.

Møns Museum går sammen med andre aktører

Et sted, hvor man lykkes med et offentligt-privat partnerskab, er på Møn. Langs den 175 km lange vandretur Camønoen kan vandrerne holde pause ved de ni såkaldte pausepladser, som Møns Museum har taget initiativ til. Her er der mulighed for at gå på toilettet, fylde vanddunken, proviantere eller overnatte.

Møns Museum står for den overordnede koordinering af arbejdet med Camønoen, som blandt andet indebærer faste møder med Vordingborg Kommune om driften af ruten samt administration af partnerskabsaftaler med de virksomheder, som lægger sted og forretning til Camønopauserne.

Endelig fører museet tilsyn med og vedligeholder Camønobænkene og de fysiske oversigtskort, som er placeret i forbindelse med de ni Camønopauser.

Byg-, land- og miljøafdelingen under Vordingborg Kommune fører tilsyn med selve ruten og bestiller vedligehold hos Trafik og Ejendomme, mens Trafik og Ejendomme står for den konkrete vedligeholdelse af ruten i form af slåning, beskæring og klipning.

Naturstyrelsen Storstrøm koordinerer og fører tilsyn med den del af vandreruten, som ligger inden for deres arealer, mens overnatningssteder som eksempelvis Pension Elmehøj tilbyder overnatning samt salg af madpakker og aftensmad.

Selvom partnerskabet på nuværende tidspunkt kører, ændrer det ikke ved, at det løbende er en opgave at finde en balance mellem det, de private aktører skal bidrage med for at få ”adgang” til brandet, og så det, som brandet får ud af at kunne tilbyde pausepladserne undervejs, skriver de i inspirationskataloget.

Andre bud på driftsmodeller

Mens Camønoen måske er mere friluftsorienteret, er nogle af faciliteterne i naturen deciderede idrætsfaciliteter, og her foreslår parterne en anden løsning.

”Nogle faciliteter er mere friluftsorienterede, og her giver det måske ikke mening, at det er kultur- og fritidsforvaltningen i kommunen, der skal gå ind og drifte, men mange af faciliteterne som for eksempel mountainbikespor, løbestier, orienteringsposter og så videre er jo deciderede idrætsfaciliteter, så der ville det give god mening,” siger Casper Lindemann, der henviser til, at kommunen bør afsætte et beløb til driften af outdoorfaciliteterne, ligesom hvis det var en kommunal indendørs idrætshal.

Et andet bud på en driftsmodel er, at man arbejder med brugerdonationer, hvor man bliver opfordret til at donere et lille beløb på Mobilepay, hvis man har benyttet et mountainbikespor.

”Selvom vi er imod brugerbetaling, så synes vi, at der er en fordel ved den model, for så er det ikke kun de lokale, der skal løfte opgaven for alle og enhver. Hvis du kommer som turist fra den anden ende af landet, er det måske fint nok, at du bidrager til at drifte de lokale spor,” forklarer Casper Lindemann.

Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at det kan udvikle sig i retning af en egentlig brugerbetaling, som er urimelig, fordi andre idræts- og fritidsfaciliteter er gratis og stilles til rådighed af kommunen, og ulovlig fordi der i Danmark er offentlig adgang til stier og veje i skovene, skriver de i inspirationskataloget.