Idan Artikel 04.05.2026

Ny rapport: Idrætspolitik baseres på en model, der ignorerer, hvordan flertallet af europæere dyrker idræt

Den såkaldte europæiske sportsmodel afspejler ikke, hvordan millioner af europæere er fysisk aktive. Det viser en ny undersøgelse, som foreslår en ny metode til at kortlægge sammenhængene mellem fysisk aktivitet og de arenaer, de foregår i.

Skrevet af: Redaktionen

I årtier har europæisk politik på idrætsområdet været baseret på en vision om solidaritet symboliseret ved en pyramide, hvor indtægter fra elitekonkurrencer i toppen flyder ned til lokale klubber og på den måde skaber et økosystem med gensidige fordele.

Nu hævder en ny forskningsrapport fra Play the Game, at denne vision – kendt som den europæiske sportsmodel (ESM) – ikke stemmer overens med virkeligheden, og at millioner af fysisk aktive europæere bliver overset, hvis beslutningstagerne fortsætter med at basere deres prioriteringer på en forestilling om en pyramide.

Undersøgelsen er gennemført af Play the Game som en del af et EU-finansieret projekt med titlen “The Real European Sport Model”, ledet af International Sport and Culture Association (ISCA).

Forskerne har gennemgået 50 års politiske dokumenter, akademisk litteratur og nyere økonomiske data fra idrætsforbund i hele Europa og når frem til en klar konklusion: Den europæiske idrætsmodel indfanger ikke, hvordan flertallet af europæere faktisk organiserer eller dyrker idræt.

Forskere foreslår et alternativ: et relationelt kort over idrætsaktiviteter

I stedet for at fremstille idrætten som en pyramide har hovedforfatter Layne Vandenberg fra Play the Game sammen med Olivier Riquier og Antoine Noël Racine fra Université Côte d’Azur udviklet et kort med en række overlappende cirkler, der illustrerer 12 måder, hvorpå fysisk aktive europæere organiserer og dyrker idræt.

Forskerne kalder kortet Relational European Sporting Map (RESM). I stedet for at tage udgangspunkt i forbund og institutioner tager det afsæt i selve aktiviteten og anerkender 12 forskellige profiler – fra den enkelte løber på et løbebånd derhjemme til klubatleten, der på en og samme tid er afhængig af kommunale faciliteter, private fitnesscentre og forbundsstøtte.

Tre overlappende cirkler

Figuren viser 12 måder, som europæere organiserer og praktiserer idræt og fysisk aktivitet på. Den er en del af en akademisk artikel af Vandenberg, L., & Riquier, O. (2026). From the European Sport Model's Pyramid to a Relational Map of Sporting Activity, der i øjeblikket gennemgår peer review. Kilde: RESM Research Report.

Modellen blev testet i en pilotundersøgelse med 100 deltagere, som beskrev deres egne fysiske aktiviteter, og ifølge forskerne, kunne hver eneste aktivitet, de fik beskrevet, placeres i en af de 12 profiler. 

Målet med den nye model er at give både individer og organisationer et redskab til bedre at kunne beskrive – og argumentere for – deres behov.

ISCA’s præsident, Mogens Kirkeby, glæder sig over rapporten, der ifølge ham udfordrer nogle af de mest sejlivede myter i idrætssektoren.

“Rapporten bidrager til et mere præcist billede for beslutningstagere, der ønsker at forstå idrætsdeltagelse i Europa set fra borgernes perspektiv. For deltagelsen i idræt er faldende, og mange borgere får derfor ikke glæde af de sociale, mentale og fysiske fordele ved en aktiv livsstil,” siger han.

Eliteidræt omfordeler ikke i praksis til breddeidrætten

Forskerne har også undersøgt en anden central påstand om den europæiske sportsmodel, nemlig at velhavende eliteidrætter omfordeler deres indtægter til breddeidræt og lokale klubber. Selv om undersøgelsen ikke kortlægger pengestrømme i alle detaljer, peger dataene i en anden retning, end modellen tilsiger.

For eksempel genererede sæsonen UEFA – det europæiske fodboldforbund – 6,8 milliarder euro i indtægter i 2023/24. Heraf var kun 0,2 procent, svarende til omkring 13,75 millioner euro, øremærket til breddeidræt.

En gennemgang af fem danske specialforbund for fodbold, håndbold, cykling, volleyball og badminton tegner et endnu skarpere billede. Når offentlige tilskud trækkes fra, havde fire ud af fem forbund pengestrømme, der gik den modsatte vej – altså fra bredden til toppen.

”Alle undersøgelser gennem de sidste tre årtier har dokumenteret, at det er familierne og skatteyderne, som dækker langt størstedelen af udgifterne til breddeidræt og foreningsliv. Alligevel slipper de største idrætsorganisationer af sted med at hævde, at den lokale idræt er afhængig af, at eliteidrætten udviser solidaritet,” siger Jens Sejer Andersen, seniorrådgiver i Play the Game og deltager i EU-projektet.

”Vores analyse tyder på, solidariteten går den anden vej. Det kalder på en uafhængig gennemlysning af økonomien i europæisk idræt, så vi kan få en politik, der bygger på fakta og ikke på hvem der har de stærkeste lobbymuskler.”

Centrale begreber er blevet udhulede

Et af rapportens hovedresultater er, at de seks grundlæggende begreber, som har båret ESM siden begyndelsen – autonomi, åben konkurrence, pyramide, solidaritet, værdier og frivillighed – har ændret sig så meget gennem de seneste 50 år, at de ikke længere har samme betydning.

Til gengæld har de mål, der er vigtigst for borgerne såsom sundhed, inklusion og tilgængelighed været relativt stabile i den politiske debat, men typisk uden forbindelse til definitionen af ESM.

Undersøgelsen viser også, at de fleste af ESM’s seks nøgleelementer i praksis er abstrakte størrelser uden konkrete mekanismer til at blive omsat til handling og uden pålidelige metoder til at måle deres effekt.

Forskerne peger samtidig på manglende gennemsigtighed i idrætsorganisationers økonomi som en væsentlig barriere. Uden fælles standarder for data er det næsten umuligt at følge pengestrømme, hvilket gør det vanskeligt at udvikle politik baseret på evidens.

Projektet ”Real European Sport Model” er medfinansieret af Erasmus+-programmet under EU.

Læs flere nyheder

Keramikundervisning
Idan Vifo Artikel 30.04.2026
Ny rapport: Idræts- og fritidsliv går hånd i hånd
Elev taler ved rundt bord
Vifo Idan Artikel 27.04.2026
Frivillighed på skoleskemaet styrker unges engagement
Fire paneldeltagere til Vifo-konference-session om Unges Engagement
Vifo Idan Artikel 21.04.2026
Penge er ikke nok: Sårbare unge kræver brobygning og samarbejde på tværs
Kvinder på vej til yoga
Idan Artikel 09.04.2026
Data om fritid kan være med til at løfte folkesundheden: Idan på vej med temaside, cases og konference
vifo-konferencen
Idan Artikel 19.02.2026
Vifos folkeoplysningskonference sætter fokus på foreningsliv, frivillighed og unges engagement
pige spiller fodbold
Idan Artikel 11.02.2026
Gratis webinar præsenterer kortlægning af barrierer og dilemmaer i arbejdet med bæredygtige idrætsfaciliteter
Unge, der kigger ind på en fodboldbane
Idan Artikel 05.02.2026
Ny undersøgelse: Når lysten til idræt er der, men hverdagen spænder ben
Maja og Maria
Idan Kommentar 05.02.2026
Adgang er ikke nok: Idrætten må gentænke både fællesskab og kultur, hvis flere skal med

Download rapporten

PtG Andre Udgivelse maj 2026

Real European Sport Model