Ny rapport kortlægger danske bidrag til international idrætspolitik

En lang række danske organisationer, institutioner og myndigheder arbejder aktivt for at understøtte, fremme og beskytte idrættens integritet internationalt – fra bekæmpelse af doping, matchfixing og korruption til fremme af god ledelse og idrættens brede samfundsrolle.

Det konkluderer en ny rapport fra Kulturministeriet, som har kortlagt de forskellige danske indsatser, som udspringer fra regeringen, en række selvejende institutioner på idrætsområdet og foreningsidrættens organisationer.

Rapporten bygger på input fra en bredt sammensat arbejdsgruppe (se boksen) nedsat af Kulturministeriet i 2016 og giver som sådan overblik over, hvilke internationale aktører der i særlig grad har indflydelse på idrættens integritet, og hvordan danske organisationer og aktører på forskellig vis prøver at præge den internationale dagsorden.

Formålet med arbejdet har været at skabe et bedre overblik og identificere oplagte synergier. Til gengæld har det ligget uden for arbejdsgruppens kommissorium at komme med egentlige anbefalinger.

I det afsluttende kapitel trækker rapporten dog nogle forsigtige konklusioner op:

Frem for alt fremhæver arbejdsgruppen, at alle danske aktører har ståsted i den samme ’grundfortælling’ – dvs. en dansk idrætstradition, som bl.a. har udmøntet sig i et mangfoldigt idrætsbillede, en stærk foreningstradition, høj idrætsdeltagelse, god facilitetsdækning og stor integritet.

Samtidig konkluderer rapporten, at ”den danske grundfortælling kan blive styrket af et øget fokus på at tænke og handle på tværs af de institutionelle skel” gennem f.eks. en øget kommunikation mellem danske aktører, når det handler om at udbrede good governance-standarder uden for Danmark.

Ingen konkrete tiltag

Som nævnt er det dog på grund af arbejdsgruppens smalle kommissorium småt med konkrete forslag i rapporten, som blev offentliggjort i slutningen af februar.

Rapporten drister sig dog til at konkludere, at det er ”værd at tage i betragtning, at man for meget små ekstra bevillinger vil kunne opnå relativt stor indflydelse i international idrætspolitik, sådan som adskillige aktører har kunnet dokumentere gennem de sidste to årtier”.

I Kulturministeriets egen omtale af rapporten antyder kulturminister Mette Bock samtidig behovet for en mere koordineret indsats i fremtiden.

”På den brede integritets-dagsordenen vil jeg sammen med de relevante aktører søge en bedre koordinering af den danske indsats. Jeg vil derfor indkalde relevante formænd og direktører fra idrætsorganisationer og idrætsinstitutioner til et møde, hvor vi kan drøfte en koordineret indsats,” siger Mette Bock, som samtidig understreger behovet for at gøre op med en række skyggesider i international idræt:

”Vi har i de seneste år set ærgerlige eksempler på matchfixing, doping og korruption, der skader idrætten på alle leder og kanter. Derfor er arbejdet for idrættens integritet en forudsætning for et godt omdømme for idrætten. Her har vi som politikere, idrætsledere og idrætsudøvere et fælles ansvar.”

Brug for indsats mod idrættens dårligdomme

Idrættens Analyseinstitut/Play the Game har i et tidligere idrætspolitisk oplæg netop peget på potentialerne i det internationale arbejde set med danske øjne, og Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen, hilser kulturministerens udmelding velkommen.

”Det er glædeligt, at ministeren lægger op til en fornyet debat om, hvordan dansk idræt kan styrke sin kamp mod korruption og andre dårligdomme i den olympiske verden. Man kan kun håbe, at hun vil handle hurtigt, for i de to år der er gået siden udvalgsarbejdet startede, er udviklingen i international idræt gået fra ondt til værre, og mistilliden til sportens institutioner ude i verden er støt stigende,” siger Jens Sejer Andersen.

Han håber samtidig, at kulturministeren vil sætte både hastigheden og ambitionsniveauet i vejret, nu hvor kortlægningen er på plads:

”De trusler mod idrættens troværdighed, ministeren omtaler, har en karakter, der ikke bare gør dem ærgerlige. De er tæt forbundet med kriminelle og undergravende kræfter og er decideret farlige både for idrætten og det omgivende samfund. At gå op imod dem kræver en viljestærk indsats fra alle gode kræfter, også det danske kulturministerium.”

Som et positivt eksempel på dansk aktivisme fremhæver Jens Sejer Andersen det brev, som Mette Bocks forgænger Bertel Haarder tog initiativ til at skrive og samle opbakning til blandt en række EU-lande, da IOC tøvede med at give et effektivt svar på den russisk-internationale dopingkrise lige før OL i Rio de Janeiro.

”Brevet fik desværre ikke IOC til at skærpe sin kurs, men det udtrykker en stigende politisk utålmodighed med idrættens organisationer, som man kan være sikker på de tager bestik af.”