Idan Artikel 01.02.2021

Ny undersøgelse: 90 pct. af danskerne går tur i fritiden

Gang er en populær måde at bevæge sig på, viser det første notat fra SDU’s forskningsprojekt ’Danmark i bevægelse’. Undersøgelsen viser, at de fleste går for at gøre noget godt for sig selv, og fordi de kan lide det.

Skrevet af: Kirsten Sparre

Danskerne går ofte tur, viser det første notat fra SDU’s store forskningsprojekt ’Danmark i bevægelse’. Ifølge undersøgelsen går 90 pct. af danskerne tur i fritiden, mens 84 pct. undertiden vælger at gå, når de skal afsted til for eksempel fritidsaktiviteter, på besøg, i institution eller på indkøb.

Undersøgelsen er baseret på svar fra 163.000 danskere, der i oktober og november modtog et spørgeskema fra projektet om alle mulige former for bevægelse i hverdagen. Svarene viser, at gang er meget populært.

”Gang er fantastisk og spiller en kæmpe rolle for vores folkesundhed. Vores undersøgelse viser, at 90 pct. af danskerne går ture. Til sammenligning er det eksempelvis kun 2,5 pct. af voksne, der spiller håndbold,” siger en af forskerne bag undersøgelsen, professor Bjarne Ibsen fra Institut for Idræt og Biomekanik på SDU, til dr.dk.

Kvinder går mere end mænd

Undersøgelsen tegner et meget detaljeret billede af danskernes gå-vaner fordelt på geografiske regioner, køn, alder, hvordan, hvorfor og hvor tit man går tur, og om man gør det alene eller sammen med andre.

For eksempel går de fleste (71 pct.) ture i moderat tempo, mens 22 pct. går ture i hurtigt tempo. Gåture i hurtigt tempo dyrkes i højere grad af midaldrende og af flere kvinder end mænd.

30 pct. af danskerne går tur med en hund, og igen er det kvinder, der er oftere ude med hunden end mænd.

Mange går tur mindst tre gange om ugen. Det gælder for 42 pct. af dem, som går tur i moderat tempo, 37 pct. af dem, som går tur i hurtigt tempo, og 59 pct. af dem, som går tur med en hund.

Undersøgelsen viser også, at mere end hver fjerde (28 pct.) går til eller fra arbejde eller uddannelse.

De fleste går tur for at gøre noget godt for sig selv

Der er mange grunde til, at danskerne går tur. Deltagerne i undersøgelsen blev bedt om at vælge, hvor mange ud af 11 udsagn om at gå tur de var enige i, og her svarede 89 pct., at de går tur for at gøre noget godt for sig selv. Andre populære grunde er at vedligeholde eller forbedre sundheden (86 pct.), fordi de godt kan lide aktiviteten (86 pct.), og fordi aktiviteten passer godt ind i hverdagen (78 pct.).

Langt færre angiver, at de går tur for at være sammen med andre (52 pct.), og den grund, der scorer lavest, er, at man går tur for at konkurrere med sig selv eller andre (21 pct.).

”Kernen i motivationen er glæden ved aktiviteten. Det er rart at komme ud, mærke sin krop, sanse naturen, snakke med nogle venner eller gå med sin hund,” siger Bjarne Ibsen til dr.dk.

Download undersøgelsen

Andre Udgivelse januar 2021
Danskernes gå-vaner – i fritiden og under transport

Læs mere om temaet

Fitness
Idan Tema

Idrætsvaner