Idan Artikel 15.05.2025

Ny undersøgelse af idrætsvaner i Grønland skal også fokusere på de frivillige 

Når Idrættens Analyseinstitut i 2025 undersøger idrætsvaner i Grønland for tredje gang, er der også fokus på at skabe indblik i, hvordan man kan rekruttere og fastholde de frivillige, som bærer en stor del af idrætten.

Nøgleord: Motion Frivillighed

I 2030 vil Grønland være verdens mest fysisk aktive land. Det er visionen, Grønlands Idrætsforbund (GIF) arbejder efter. Men den slags ambitioner kræver stærke fællesskaber og ikke mindst frivillige kræfter. Derfor skal en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) af grønlændernes idrætsvaner også undersøge frivillighed. 

"Vi har ikke særlig meget viden om frivillighed inden for idrætsområdet i Grønland. Derfor er vi meget nysgerrige på, hvad der motiverer dem, der er frivillige, og hvordan vi får nye med," forklarer Bjørn Søvsø, som er udviklingskonsulent i GIF. 

Ifølge Bjørn Søvsø er foreningerne på Grønland altid optaget af, hvordan de får flere frivillige kræfter. Derfor er det vigtigt at skabe et fælles billede af foreningslivet, så det ikke bare handler om, hvad én forening oplever i forbindelse med frivillighed i lokalområdet. 

Frivilligheden i Grønland 

I Grønland spiller frivillige foreninger og offentlige tilskud til aktiviteter og kurser en vigtig rolle i idrætslivet, men der er alligevel en særlig måde, frivilligheden udspiller sig på. 

“I Grønland vil mange gerne hjælpe til, men man forbinder det ikke nødvendigvis med at være frivillig. Derfor passer den episodiske frivillighed, hvor man hjælper til ved enkelte events uden langvarige forpligtelser, måske bedre i den grønlandske kontekst,” fortæller Peter Forsberg, som er chefanalytiker i Idan. 

Bjørn Søvsø peger i samme retning og understreger, at selvom engagementet er stærkt, er det ikke altid knyttet til organiserede frivillige roller. 

“Jeg var med til Arctic Circle Race i Sisimiut, og der oplever man nærmest, at hele byen er frivillig. Det viser, at engagementet er der, men når det handler om det organisatoriske frivillige arbejde i form af bestyrelsesarbejde og faste ugentlige træninger, er det svært at rekruttere frivillige,” fortæller han. 

Fokus på omfanget af frivillighed 

Undersøgelsen skal se nærmere på omfanget af frivilligheden i Grønland. 

"Vi kigger på, hvor mange der er frivillige, og hvilke roller de har. Vi spørger direkte: Hvis du bliver spurgt, hvad skal der til, for at du bliver frivillig?” fortæller Peter Forsberg.  

Svarene på dette spørgsmål kan give nogle indikationer på, hvad foreningerne konkret kan gøre, hvis de gerne vil have flere frivillige.  

Idan undersøger desuden, om der er forskelle mellem køn, alder og interesser i forbindelse med at melde sig som frivillig.  

“Hvis nu man gerne vil have flere kvindelige frivillige, er de så interesseret i en særlig type af frivillighed? Og hvad med mænd eller på tværs af aldersgrupper? Det kan hjælpe med at tegne et overordnet billede og give nogle retninger og ideer med afsæt i, hvad folk svarer,” siger Peter Forsberg. 

En statusmåling på idrætsvanerne 

2025-undersøgelsen af grønlændernes idrætsvaner er først og fremmest en statusmåling i forhold til GIF’s vision om at gøre Grønland til verdens mest aktive land i 2030. 

"Vi kigger på, hvordan udviklingen har været siden 2015 og 2020. Er flere blevet aktive på egen hånd? Er der fremgang i foreningsidrætten? Er der nogle aktiviteter, som har fået øget tilslutning?” fortæller Peter Forsberg.    

Ifølge Bjørn Søvsø handler visionen om at tænke fysisk aktivitet ind i alle aspekter af livet.  

”For at forbedre vores mentale sundhed og livskvalitet gennem hele livet må vi holde os aktive – både som børn og som voksne. Derfor har vi fokus på alle aspekter i livet: fra vuggestue, børnehave, skole og arbejdsplads samt fritidsliv og alderdom. Ved at aktivere flere på et generelt plan styrker vi fundamentet for at få flere ind i de organiserede fællesskaber, som for eksempel idræt og foreningslivet,” fortæller han. 

Derfor arbejder GIF på tre initiativer, som skal styrke organisationen og idrættens rolle i samfundet. 

Det første fokus handler om at styrke samarbejdet og sammenhængen internt i GIF, fra sekretariatet- til specialforbundene og med de lokale foreninger. Målet er at skabe bedre støtte og rådgivning til foreningerne og sikre en mere samlet og velfungerende struktur. 

“Vi skal hjælpe foreningerne bedre, så de kan gøre en forskel lokalt,” siger Bjørn Søvsø.  

GIF arbejder desuden aktivt med at nå de grupper, som ikke er fysisk aktive.    

"Det gør vi både gennem idrætsforeningerne og i samarbejde med skoler og organisationer som GAME, der har fokus på gadeidræt og nye målgrupper,” siger han.   

I den forbindelse arbejdes der på at udvikle nye rammer og tilbud, som kan engagere børn og unge, der ikke nødvendigvis finder vej ind i de klassiske idrætsforeninger.  

Som det sidste initiativ vil GIF gerne være en stærk partner i den bredere samfundsudvikling, særligt når det gælder idrætsfaciliteter. Derfor samarbejder forbundet med Idan og kommunale aktører for at præge udviklingen og sikre, at fremtidens idrætsmiljøer er tilgængelige og tidssvarende. 

GIF vil også gerne styrke idrætsområdet som felt, hvilket ifølge Bjørn Søvsø kræver, at man har et stærkt vidensgrundlag og gode analyser af idrætten. Derfor er undersøgelserne fra Idan helt afgørende for at deltage kvalificeret i de politiske drøftelser om, hvad der skal prioriteres på idrætsområdet. 

"Vi har ikke en overflod af data på idrætsområdet i Grønland. Derfor handler det om at kunne dokumentere, hvor der er behov, og hvad der virker. Nu er det tredje gang, vi laver undersøgelsen af idrætsvaner sammen med Idan, og det langvarige samarbejde er med til at sikre kvaliteten,” siger Bjørn Søvsø. 

Undersøgelsen forventes afsluttet i slutningen af 2025. 

Læs mere om undersøgelsen

Folk der står på ski i Grønland
Idan
Idrætsvaner i Grønland

Læs lignende nyheder

Børn der spiller fodbold
Idan Artikel 24.10.2024
Ny undersøgelse af faciliteter og idrætten i Grønland skal hjælpe kommunerne med at lave facilitetsstrategier
Folk i svømmebad
Idan T&V Artikel 20.05.2025
Ny kortlægning: Kommuner trækker mere på sundhedsdata end fritidsdata i sager om sundhedsfremme gennem fritidslivet
Idrætsmødet 2025
Idan Artikel 12.05.2025
Debat på Idrætsmødet: Kan det frivillige foreningsliv rumme alle, eller er der behov for specialiserede tilbud til udsatte målgrupper?
Drenge snakker
Idan Artikel 29.04.2025
Danskernes idrætsdeltagelse nærmer sig tidligere højder, men de sociale uligheder består
Drenge har spillet fodbold
Idan Artikel 24.04.2025
Ny rapport: Aktører har tre ønsker til fremtidens arbejde med inkluderende idræt for alle
Svømmehallen i Kildeskovshallen
Idan Vifo Artikel 12.09.2024
Ny rapport undersøger, hvordan kommuner kan få flere borgere til at bruge idræts- og kulturinstitutioner
Unge i KFUM Idrætsforbund
Idan Vifo Artikel 26.08.2024
Idan er klar med et redskab, der kan måle sammenhængskraften i idrætsforeninger
piger, der spiller basketball
Idan Artikel 21.08.2024
Børn og unge med dårlig trivsel prøver kræfter med idræt, men falder fra igen