Idan Artikel 01.09.2005

Ny uro i international volleyball

Det internationale volleyballforbund, FIVB, skiller sig af med sin kontroversielle generalsekretær.

Skrevet af: Redaktionen

Det internationale volleyballforbund, FIVB, har efter flere ugers rygter bekræftet, at forbundet med hovedsæde i Lausanne har afskediget sin kontroversielle direktør, Jean-Pierre Seppey.

Ifølge den schweiziske avis Le Matin skulle Jean-Pierre Seppey have udbetalt i alt 150.000 schweizerfranc til en lokal hockeyklub og et ungdomsprojekt uden tilladelse fra forbundet.

FIVB’s præsident, Rubén Acosta, skulle på den baggrund have bedt de to projekter om at tilbagebetale pengene. En anmodning, som ifølge Le Matin er blevet modtaget med forundring, da støtten angiveligt blev givet i fuld åbenhed.

Fornyet uro

 FIVB har ud over at bekræfte samarbejdets ophør ikke kommenteret sagen nærmere. Det samme gælder Jean-Pierre Seppey. Men konflikten skaber fornyet uro om et forbund, hvis topledelse længe har været under anklage for vilkårlig magtanvendelse og misbrug af sponsor- og tv-indtægter.

Mest markant er den anmeldelse, som den tidligere formand for det argentinske volleyballforbund har indgivet mod Rúben Acosta og Jean-Pierre Seppey. Ifølge Goijman har Acosta bl.a. forsøgt at dække over, at han har modtaget kommissioner på over 40 millioner kroner for sponsor- og tv-aftaler indgået i forbundets navn. Sagen behandles stadig af de schweiziske myndigheder.

Dansk udløber

 Netop Mario Goijman har også givet anledning til en konflikt med Play the Game, som har inviteret argentineren til at tale på Play the Games konference i København til november. FIVB har truet Play the Game med retslige konsekvenser med henvisning til, at Goijmans optræden er i strid med schweizisk lovgivning, fordi sagen stadig kører ved retten. Denne påstand afvises af uafhængige jurister.