Idan Artikel 19.11.2025

Ny opgørelse: Små centre driver ny stor vækst i fitnessbranchen

En ny opdatering af Facilitetsdatabasen viser den største vækst i kommercielle fitnesscentre siden 2017. Det er især de mindre kæder og centre samt mere specialiserede træningsformer, der er i vækst.

Siden 2022 har fitnessbranchen været præget af stagnering og kun få nye centre, men i 2025 er udviklingen vendt. Væksten minder nu om niveauet før coronakrisen, men hvor det tidligere har været de store kæder, der har drevet udviklingen, ser det nu ud til, at mindre centre med specialiserede træningstilbud vinder frem, mens de store kæder lukker centre.

En ny opgørelse fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) viser, at der i september 2025 var 1.603 centre i hele landet, hvilket er 84 flere centre end i 2024, hvor Idan sidst opdaterede tallene fra Facilitetsdatabasen, som drives i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden.

Opdateringen viser således, at væksten udelukkende sker blandt de private centre, mens antallet af kommunale, forenings- og selvejende centre er stort set uændret siden 2024.

Tabel 1: Udvikling i antal fitnesscentre mellem 2018 og 2025 fordelt på driftsform

  Feb 2018 Apr 2019 Apr 2020 Jun 2021 Sep 2022 Sep 2023  Okt 2024 Sep 2025
Private/kommercielle 803 883 938 969 965 972 980 1.065
Foreninger 335 358 365 370 374 373 369 369
Selvejende 162 135 133 131 131 133 130 130
Kommunale 53 38 39 35 35 36 37 36
Ikke oplyst/andet 10 2 11 10 10 3 3 3
I alt 1.363 1.420 1.486 1.515 1.515 1.517 1.519 1.603

Det er samtidig den største stigning i antallet af kommercielle fitnesscentre siden 2017, og Danna Corke, der er branchedirektør i Dansk Fitness- og Helseorganisation (DFHO), ser udviklingen som et udtryk for, at fitness har ændret karakter.

”Der er kommet et bredt udvalg af, hvad du kan dyrke inden for fitness, og det giver nye sociale muligheder for at være sammen. Lige pludselig er fitness ikke bare, at man går ned, træner, hører noget musik og så går igen,” siger hun.

Figur 1: Udviklingen i antallet af kommercielle fitnesscentre i Danmark

Figur 1: Udviklingen i antallet af kommercielle fitnesscentre i Danmark

Fald i store fitnesskæder

Selvom der er kommet mange nye kommercielle fitnesscentre, er det som sagt ikke de store kæder, der driver udviklingen fremad. PureGym er en af de kæder, som de seneste år har lukket en række centre. Ifølge Facilitetsdatabasen havde kæden 174 centre i 2022, mens tallet i dag ligger på 128 fitnesscentre. Ifølge deres årsrapport blev 20 centre lukket alene i 2024.

Danna Corke opfordrer dog til at holde igen med at drage forhastede konklusioner ud fra tallene, da PureGym har andre strategier i forhold til, hvilke centre der skal lukkes, og hvilke der skal forblive åbne.

”PureGym er et godt eksempel, men når det er kapitalfonde, der står bag, opererer de på en helt anden skala, fordi de har et helt andet økonomisk bagland. Så det er ikke, fordi det går dårligt for dem,” siger hun.

Til gengæld oplever mindre kæder som BeneFit og FysioDanmark vækst. Fælles for mange af centrene er, at de har tilknytning til fysioterapeuter og tilbyder både almindelige medlemskaber og fysioterapeutisk træning på hold eller individuelt.

Ifølge Danna Corke hænger noget af populariteten sammen med, at flere ønsker at forebygge skader og styrke kroppen.

Nye træningsformer

En anden del af forklaringen på de mange nye træningscentre er, at der er kommet en større efterspørgsel efter mindre, populære træningsformer. Flere centre tilbyder f.eks. reformer på maskiner, der er med til at styrke muskler og balance, eller Kaatsu, hvor man kombinerer lette vægte med specielle bælter, der begrænser blodgennemstrømningen til musklerne.

Men især HYROX er vokset markant det seneste år. I Danmark findes der i dag omkring 60 officielle centre, hvor størstedelen er fitnesscentre, der ikke er en del af en kæde. Dertil kommer mange centre, der tilbyder HYROX-inspireret træning som en del af deres holdprogrammer.

Interessen har især taget fart herhjemme, efter det første HYROX-løb blev afholdt i Danmark i 2024. Her deltog 3.000 personer i Bella Center i København. I år blev løbet udvidet til to dage med omkring 7.000 deltagere, og næste år afholdes det over tre dage.

Hvad er HYROX?

HYROX kan bedst beskrives som et løb med høj puls, der kombinerer styrke og kondition. Deltagerne løber otte kilometer fordelt på otte etaper, hvor de udfører en styrkeøvelse efter hver kilometer. Til forskel fra f.eks. crossfit er øvelserne de samme ved hvert event.

Henrik van Komen Poulsen, der er HYROX-coach og personlig træner, er en af dem, der kan mærke den stigende interesse i fitnesskonceptet. Han har kendt til HYROX siden 2023 og har selv både deltaget og trænet andre op til at deltage i et HYROX-løb.

”Før var det almindeligt løb, der fyldte mest, men nu er det nok 75-80 pct. af mine klienter, der er på HYROX-træning. Så det er steget voldsomt i år,” siger Henrik van Komen Poulsen.

Deltager til HYROX

HYROX vender tilbage til Bella Center i København 13.-15. marts 2026. Foto: Sportograf

Han peger også på, at en del af hans egen fascination ved HYROX er, at det kombinerer det velkendte og det uforudsigelige, ved at øvelserne er de samme, mens rammerne er forskellige fra by til by.

”Jeg synes, det fede ved HYROX er, at det er det samme uanset, hvor man er henne. Det er de samme otte stationer og den samme længde, men samtidig kan de venues, hvor det bliver holdt være vidt forskellige. I Berlin foregår det f.eks. på en flyveplads,” siger Henrik van Komen Poulsen.

Han oplever samtidig, at sporten appellerer til en bred vifte af deltagere.

”Det er faktisk alle aldersklasser og alle typer af mennesker, der deltager. Forskellen på f.eks. et almindeligt løb og så HYROX er, at der ikke er nogen tidsgrænse, så du kan selv bestemme, hvor længe du vil være om det. Sidste gang tror jeg, der var nogen på 80, 85 og 90 år, som deltog. Så det er både meget trænede og utrænede mennesker, der deltager,” siger Henrik van Komen Poulsen.

Styrketræning er stadig de unges foretrukne motionsform

Udviklingen med flere centre og nye træningsformer går hånd i hånd med, at danskerne generelt dyrker fitness mere end tidligere.

Tal fra danskernes motions- og sportsvaner 2024 viser således, at halvdelen af danskere over 15 år dyrker fitnessaktiviteter som styrketræning, spinning eller crossfit, og 39 pct. bruger et fitnesscenter eller motionsrum til deres aktivitet – det gælder 54 pct. af de 20-29-årige.

Det er især de unge, der er glade for at styrketræne, og det er også den mest populære form for aktivitet i alderen 13 til 29 år. Hvor 43 procent af de 13-15-årige styrketræner, topper andelen blandt de 16-19-årige med 60 procent.

Lav din egen søgning i Facilitetsdatabasen

Facilitetsdatabasen
Idan

Facilitetsdatabasen

Læs lignende nyheder

Børn i svømmehal
Idan Artikel 17.11.2025
Vandtidsanalyse: Sådan kan kommuner finde svømmetid, de ikke vidste, de havde
Mand på mountainbikespor
Idan Artikel 13.11.2025
Kommunerne får nøglerne til selv at udforske data om facilitetsdækning
Padelspiller
Idan Artikel 06.11.2025
Nye tal: Antallet af padelbaner i Danmark er næsten fordoblet på tre år
Basketballspillere og en træner snakker
Idan Artikel 21.10.2025
Nordea-fonden støtter sociale mødesteder, der skal styrke unges deltagelse i idrætten
Peter Forsberg og Christian Gjersing Nielsen
Idan Kommentar 15.10.2025
Drop ranglisterne og kig på tallene bag, hvis DIF's kommuneundersøgelse skal bruges i valgkampen
Mand i træningscenter
Idan Artikel 11.08.2025
Nyt studie: Idrætsfaciliteter overser individuelle brugere trods politisk fokus
Padelspillere
Idan Kommentar 24.03.2025
Debat: Det er svært at bygge sig til nok kapacitet i idrætsfaciliteterne
Idrætshal
Idan Artikel 04.02.2025
I Varde har kommunen og de selvejende haller udviklet en model for at holde hallerne i god stand