Idan Artikel 23.03.2009

Outgames beder om flere penge

Færre deltagere og sponsorer end forventet får nu World Outgames til at bede Københavns Kommune om en underskudsgaranti på fem mio. kroner.

Skrevet af: Søren Bang

World Outgames, der til sommer vil samle homoseksuelle idrætsudøvere fra hele verden i København, er så økonomisk presset, at bestyrelsen har bedt Københavns Kommune om en ekstra underskudsgaranti på fem mio. kroner. I et brev til kulturborgmester Pia Allerslev (V) konstaterer bestyrelsesformand Merethe Stagetorn, at færre donationer og sponsorindtægter i kombination med en reel risiko for blot 5.000 deltagere i værste fald kan medføre et i hul i budgettet på otte mio. kroner. Tre mio. kroner vil World Outgames selv finde sammen med arrangementets formelle ejer, Wonderful Copenhagen, mens man altså foreslår, at de resterende fem mio. kroner om nødvendigt dækkes af en kommunal underskudsgaranti. Alternativet vil ifølge et økonomisk notat udarbejdet af World Outgames være, at man bl.a. må skære i programindholdet med risiko for, at det vil medføre massive aflysninger blandt de allerede tilmeldte og dermed en endnu dårligere økonomi.

For optimistiske forventninger

Både budgetterne og det forventede antal deltagere er flere gange blevet nedjusteret, efter at København i 2005 bød på legene, som året efter trak cirka 12.500 deltagere i Montreal. 

Tilbage i 2005 håbede daværende kulturborgmester Martin Geertsen på et sted mellem 10.000 og 20.000 deltagere. I dag er det officielle mål 8.000 deltagere, men i to scenarier, som ligger til grund for den nye henvendelse til kommunen, opererer World Outgames med blot 6.000 og 5.000 betalende deltagere. Det sidste er dog et 'worst case-scenarium'.Også budgettet har været gennem flere nedjusteringer. Hvor man oprindeligt regnede med at kunne råde over 64 mio. kroner, vil budgettet med den foreslåede spareplan ende på knapt cirka 50 mio. kr. Heraf vil langt hovedparten komme fra offentlige kasser eller fonde.

Finanskrisen forstærker problemer

Ifølge et økonomisk notat udarbejdet af ledelsen i World Outgames 2009 har finanskrisen forstærket problemerne med at nå det ønskede antal deltagere og sponsoraftaler. 

”Ledelsen har måttet konstatere, at det har været stort set umuligt at få tegnet nye sponsorater, i takt med at den økonomiske afmatning har udviklet sig til en egentlig global finansiel krise,” hedder det i notatet. Det konstaterer samtidig, at antallet af tilmeldinger har været begrænset siden efteråret. Medio marts havde lidt over 3.200 deltagere tilmeldt sig World Outgames, der løber fra den 25. juli til den 2. august med en bred vifte af idrætslige og kulturelle arrangementer på programmet. Henvendelsen til den københavnske kulturborgmester og arrangementets økonomiske problemer vil blive diskuteret på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 26. marts.