Idan Artikel 26.11.2017

Play the Game 2017 åbner med rekorddeltagelse

Næsten 450 deltagere vil i de kommende dage diskutere idrættens udfordringer på Play the Game 2017 i Eindhoven. Det er ikke længere tabu at tale om skyggesider som korruption og doping, sagde Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen, ved åbningen af konferencen. Men tavshedens lov hersker stadig mange steder, advarede han.

Skrevet af: Søren Bang

Med op mod 450 deltagere slår Play the Game 2017 alle tidligere deltagerrekorder, når den tiende udgave af den idrætspolitiske konference fra søndag til onsdag sætter idrættens største udfordringer til debat i hollandske Eindhoven.

Centralt står klassiske Play the Game-temaer som doping, matchfixing og korruption i idrætten, men også innovation og nye idrætstrends som e-sport har fået plads i programmet, som byder på mere end 200 talere.

Konferencen finder sted i en periode, hvor flere og flere medier, regeringer og idrætsorganisationer har fået øjnene op for de problemer, som har fulgt idrætten i mange år og på alle niveauer.

”Mange spørgsmål, der blev opfattet som tabu for ti år siden, er nu kommet på den internationale dagsorden,” sagde Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen, i sin åbningstale, hvor han trak tråde tilbage til den første konference i 1997.

”Men trods de mange forandringer, vi har set siden 1997, forbliver den største udfordring den samme: Vi skal blive ved med at bryde tavsheden, hvor og når den blokerer os fra at forstå virkeligheden og finde løsninger på, hvordan vi får et bedre liv med idræt og fysisk aktivitet.”

Jens Sejer Andersen advarede mod, at de mest følsomme problemer stadig mødes med tavshed i store dele af international idræt og nævnte som et af flere eksempler de nylige dødstrusler fra tidligere højtstående idrætsledere i Sydamerika og Rusland mod vidner og whistleblowers, herunder Grigory Rodchenkov, den tidligere leder af Moskvas dopinglaboratorium, der har været med til at afsløre den systemiske doping i Rusland.

”IOC, vogterne af menneskelig værdighed og et harmonisk samfund, har reageret som i så mange tilfælde før. Med tavshed. Ikke et ord fra IOC-præsidenten, ikke et ord fra administrationen, ikke et ord fra den nyligt valgte foormand for IOC etiske komité, forhenværende FN-generalsekretær Ban Ki-Moon. Er de ligeglade? Støtter de en sådan tone? Eller er de lige så bange for deres personlige sikkerhed som alle andre russiske whistleblowers,” spurgte Jens Sejer Andersen.

Behov for at øge tempoet

Han blev efterfulgt af Snežana Samardžić-Marković, generalsekretær for demokratiudvikling i Europarådet, som understregede vigtigheden af at styrke en god og transparent ledelse af idrættens organisationer.

“Regeringer har udtrykt et ønske om se principperne for god ledelse udfoldet i idrætssektoren. Den samme forventning har idrætsudøvere, sportfans og borgere generelt. Flere og flere klubber og forbund tager skridt til at forbedre åbenhed, deltagelse og ansvarlighed. Der er et momentum. Mit budskab er, at vi er nødt til at øge tempoet,” sagde Snežana Samardžić-Marković.

Hun pegede samtidig på arbejdet med at sikre, at idrætten er tryg for såvel børn som voksne, som en vigtig prioritet for Europarådet. Det omfatter også forebyggelse af seksuelt misbrug af børn inden for idrætten.

Bred støtte til konferencen 

Konferencen er ud over at modtage støtte fra en række danske og udenlandske organisationer også blevet støttet af den hollandske regering med 100.000 euro og af bystyret i Eindhoven.

Ved åbningen fortalte rådmand Wilbert Seuren fra Eindhoven, hvordan byen måtte genopfinde sig selv, da man i 1980’erne mistede op til en tredjedel af alle arbejdspladser efter lukningen af bl.a. Philips’ fabrikker.

Det skete bl.a. med en satsning på innovation, teknologi og sport, og Wilbert Seuven fremhævede, hvordan byen i dag har en befolkning, hvor 70 pct. dyrker sport mindst én gang om ugen, og som samtidig huser en bred vifte af idrætsaktiviteter, herunder et stærkt streetsportsmiljø.

Det innovative idrætsmiljø i Eindhoven kommer også i centrum på Play the Game 2017, som byder på næsten 50 sessioner og arrangementer frem til onsdag aften.

Læs mere

 
 
Følg den brede dækning af konferencen på playthegame.org.
Se konferencens temaside med link til fotos og livevideo på Youtube.