Idan Artikel 17.06.2011

Play the Game lægger op til reformer

Mere end 120 oplægsholdere vil diskutere idrættens største udfordringer på Play the Games konference i Køln til oktober, som forventes at trække cirka 400 deltagere.

Skrevet af: Redaktionen

Over 120 internationale oplægsholdere vil diskutere behovet for reformer på en række centrale punkter i den internationale idrætsverden på Play the Games internationale konference den 3.-6. oktober i Køln. Det foreløbige program for den første internationale konference siden fusionen mellem Play the Game og Idrættens Analyseinstitut i januar ligger nu klar. Programmet har tilsagn fra en række højtstående personligheder fra den internationale idrætsverden. På den lange liste af markante oplægsholdere finder man bl.a. IOC-medlem og tidligere præsident for WADA Richard W. Pound, Ingrid Beutler fra de internationale specialforbunds paraplyorganisation, SportAccord, og Anne Schwöbel, leder af Transparency International i Schweiz. De nævnte profiler deltager alle på konferencens sidste dag, som under overskriften ’Change in sport day’ har særligt fokus på, hvordan idrættens organisationer kan bekæmpe problemer med bl.a. korruption og generelt fremme god og sund ledelse. ”Vores mål er ikke kun at engagere alle deltagerne med emner, der optager dem meget. Den seneste uro i FIFA viser endnu engang, at der er behov for at føre debatten om, hvordan international idræt bliver forvaltet, et skridt videre,” siger Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen.

Bred vifte af emner

Konferencen, som forventes at trække cirka 400 idrætsledere, journalister, forskere og studerende, kommer rundt om en lang række af idrættens meget forskellige udfordringer. 

”Vi er taknemmelige over, at vi allerede på nuværende tidspunkt kan præsentere over 100 oplægsholdere, der dækker en bred vifte af emner som megaevents, match-fixing, græsrodsidræt, dopingpolitikker, kønsdiskrimination, fankultur og sport i Mellemøsten,” siger Jens Sejer Andersen. En del af programmet bliver afviklet som workshops i samarbejde med eksterne partnere. Indtil videre drejer det sig om streetfootballworld, Sport and Citizenship, Supporters Direct, the International Sport for Development and Peace Association og the European Journalism Centre.Herudover arrangerer den nationale tyske radiostation, Deutschlandfunk, i samarbejde med Play the Game et medieseminar for sportsjournalister søndag den 2. oktober, dvs. dagen før selve Play the Games konference starter.

Læs mere