Idan Artikel 27.06.2022

Play the Games 25 års jubilæumskonference er skudt i gang

Play the Game 2022 er en markering af 25 år med at samle interessenter inden for sportens verden for at diskutere og finde løsninger på problemer i international idræt. Udfordringen er ikke længere at bryde tavsheden omkring problemerne, men at kvalificere de voksende debatter i idrætsmiljøet.

Skrevet af: Redaktionen

I dag åbnede den 12. Play the Game konference i Odense. 350 deltagere vil de kommende dage debattere nogle af de mest presserende spørgsmål, som sportens verden står over for i dag – lige fra manglen på menneskerettigheder i sport over kvindelige atleters skæbne i Afghanistan til det presserende behov for reform af den internationale sportsdomstol (CAS) og tabet af troen på antidopingsystemet efter den russiske dopingskandale.

Debatterne kommer til at foregå med udgangspunkt i oplæg fra 160 journalister, akademikere, atleter, NGO’er og idrætsledere, som er rejst til Danmark fra hele verden for at deltage i den fire dage lange konference.

Play the Game 2022 markerer samtidig 25-året for initiativet og ideen med at samle forskere, journalister og andre sportsaktører for at tale om, hvordan man løser de mange problemer i international sport.

"Personligt led jeg under illusionen om, at så snart problemerne med korruption, doping og misbrug blev bragt frem i offentligheden, ville nogen begynde at tackle dem, og de ville snart svinde ind. Nå, men her er vi så 25 år senere, meget rigere på erfaringer og noget fattigere på illusioner,” sagde international chef for Play the Game, Jens Sejer Andersen i sin åbningstale.

Mens problemerne i sporten ikke alle er blevet løst i løbet af de sidste 25 år, kan Play the Game ikke længere kalde sig ’hjem for de hjemløse spørgsmål i sport’, fordi tavsheden er brudt på mange spørgsmål.

”For 25 år siden åbnede jeg vores konference med at sige ’det er vores opgave at bryde tavsheden’. Nu hvor tavsheden er brudt, er det måske mere korrekt at sige: 'Det er vores opgave at skære igennem støjen’ og sikre, at den enorme vækst i debatten om integritet i sport bliver ledsaget af en tilsvarende vækst i kvaliteten,” siger Jens Sejer Andersen.

Play the Game vil livestreame flere hovedsessioner fra konferencen på hjemmesiden playthegame.org for at give flere mulighed for at følge med og lære af de mange oplæg.

Livestreamingen kan tilgås fra konferencesiden, og billeder fra konferencen vil løbende blive opdateret på Play the Games flickr-konto.

Find mere fra Play the Game 2022