Pres på korrupte idrætsforbund

Måske er der håb om, at økonomiske fiksfakserier og udemokratiske ledelsesformer får mindre plads i international idræt i de kommende år, og at de ofte nærmest operetteagtige eksempler på dybt korrupte idrætsledere, der driver internationale idrætsforbund som deres personlig ejendom, bliver tilsvarende sjældnere. Ifølge Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen, signalerede interessen for Play the Games seminar om ’The Challenge for Europe in the Governance of Sport’ i Bruxelles den 8. april, at nye tider kan være på vej i toppen af international idræt. Deltagerlisten med over 100 repræsentanter fra organisationer med relationer til de internationale idrætsorganisationer var i sig selv et godt tegn, mente han: ”Fremmødet i dag bekræfter den trend, vi har set i de sidste par år, nemlig en dramatisk stigning i den offentlige interesse for, hvordan sporten styres, især efter afsløringerne af korruption i toppen af international fodbold,” sagde Jens Sejer Andersen ved åbningen af seminaret på Hotel Silken Berlaymont et stenkast fra EU-Kommissionens karakteristiske bygning af samme navn. “Men fodbolden er ikke alene om at have et problem. Siden vi på Play the Games konferencer for 16 år siden begyndte at fokusere på idrætsledelse, har vi gentagne gange hørt journalister, akademikere og ’whistleblowers’ vidne om åbenbar misbrug af tillidsposter i mange andre idrætssammenhænge,” sagde Jens Sejer Andersen og nævnte blandt andet de internationale volleyball- og håndboldforbund som markante eksempler.

EU-støtte til good governance-projekter

Placeringen af seminaret i gå-afstand fra EU-Kommissionen var ikke tilfældig. Mødet markerede afslutningen på det Play the Game-ledede projekt, Action for Good Governance in International Sports Organisations (AGGIS), der sammen med en håndfuld andre projekter om god ledelse i idrætten har modtaget økonomisk støtte fra EU i en projektperiode på 16 måneder. 

Selve AGGIS-projektet bliver udmøntet i et nyt måleværktøj, Sports Governance Observer, der bedømmer idrætsorganisationerne på områder som åbenhed, demokratiske procedurer, interne kontrolmekanismer og solidaritet. Men som seminarets præsentationer fra fire andre EU-støttede projekter viste, er der grøde i debatten om idrætsledelse over en bred front fra lokale græsrodsorganisationer til toppen af de internationale specialforbund: De europæiske olympiske komiteer under EOC, Englands Sport and Recreation Alliance, den internationale breddeidrætsorganisation ISCA og fodboldsupporter-organisationen Supporters Direct er alle ved at afslutte projekter med ambitioner om at fremme bedre idrætsledelse – fra græsrodsidrætten i klubberne til verdensomspændende forbund som FIFA. Det samme er en ekspertgruppe nedsat af EU’s Ministerråd, som senere på året vil indarbejde de EU-støttede projekters anbefalinger i ekspertgruppens rapport.

Større opbakning fra idrætten

Hver især vil de involverede projekter levere anbefalinger og redskaber til en mere åben og demokratisk ledelse i idrættens organisationer. Sådanne initiativer er set før i mindre skala – f.eks. har Den Internationale Olympiske Komité (IOC) udformet sine egne såkaldt ’universelle’ principper for god idrætsledelse, som dog i praksis har haft svært ved at blive omsat til handling i alle led af den olympiske bevægelse. 

Det måske afgørende nye er, at der synes at være stigende lydhørhed blandt ledende idrætsorganisationer over for omverdenens forventninger om, at organisationerne skal holde orden i eget hus. ”Det er tydeligt, at sporten er blevet udfordret både på og uden for banen. Globalt er der mangel på tillid til at spillere og udøvere ikke snyder, ikke fikser kampe eller doper sig, og uden for banen bliver vi i stigende grad konfronteret med en adfærd og opførsel, der er uetisk,” sagde Ingrid Beutler, der er leder af den såkaldte ”Integrity Unit” i de internationale specialforbunds paraplyorganisation, SportAccord. Hun opfordrede samtidig til et tættere samarbejde mellem eksperter og forbund. ”Vi er meget taknemmelige for det arbejde, der er blevet gjort. Det betyder, at vi ikke selv behøver udvikle redskaber og koncepter. (..) Men vi behøver eksperter, der ikke kun vil kritisere os, men også hjælpe os med at komme fremad,” sagde Ingrid Beutler og nævnte konkret AGGIS-projektets ’Sports Gonvernance Observer’ som et brugbart redskab.

Optimisme i IOC

Også sekretæren for IOC’s magtfulde etiske komité, Pâquerette Girard-Zappelli, bakkede op om de EU-støttede projekter, men efterlyste også et mere positivt syn på de fremskridt, der er sket inden for idrætten. 

”Personligt er jeg ret optimistisk. Situationen i dag kan slet ikke sammenlignes med, hvad den var for 15 år siden. Jeg tror ikke, at vi dengang kunne have haft et møde som i dag,” mente Pâquerette Girard-Zappelli. ”Det afgørende er, at der er en reel vilje hos de international idrætsorganisationer, herunder også FIFA, til at forbedre måden, de bliver ledet på, og på at øve indflydelse på deres nationale forbund. Det er nyt – og det er meget positivt. I dag forstår de internationale idrætsorganisationer, at god ledelse er et ’must’. De har ikke noget andet valg. Så de initiativer, vi har hørt om i dag, kommer på rette tid.” Hun fremhævede, at IOC i dag praktiserer en nul-tolerance-politik over for IOC-medlemmer, der ikke lever op til organisations standarder, og nævnte som eksempel den tidligere præsident for det internationale volleyballforbund, Ruben Acosta, der blev tvunget ud af IOC, fordi han tog kommission af forbundets indtægter fra tv- og sponsoraftaler. Men netop Acosta-sagen viser ifølge Jens Sejer Andersen, at store idrætsorganisationer som IOC stadig kan blive mere aggressive i deres kamp mod korruption. “Det er sandt, at Acosta blev presset ud af IOC, men den gode rapport, som IOC’s etiske komité havde lavet om Acostas, blev lagt på hylden, fordi Acosta selv trådte tilbage og derfor ikke længere blev opfattet som værende under IOC’s jurisdiktion. Så Acosta fortsatte med at malke det internationale volleyballforbund i yderligere fire år. Det viser, hvorfor det er nødvendigt, at relativt stærke organisationer som IOC og SportAccord bruger de redskaber, de har, til at presse mere på.”

Simon Kuper fra Financial Times, som ledede den afsluttende debat, der viste stigende vilje til at diskutere god idrætsledelse blandt idrætsorganisationerne. (Foto: Idan)

Frygt for idrættens autonomi

Den indgroede angst for at miste deres politiske autonomi kan være en af forklaringerne på, hvorfor idrætsorganisationerne ofte er tilbageholdende med at udstille egne problemer og gå i partnerskab med omverdenen om at løse dem. 

Angsten for indblanding møder man i de store sportsorganisationer, men også i mindre idrætsgrene. Mikkel Larsen fra Sport and Recreation Alliance i England advarede for eksempel mod at lade politikere regulere idrætssektoren ud fra forestillinger om, hvad der godt for en stor og ressourcestærk idræt som fodbold. “I så fald ender vi med at få regler, der skyder helt over målet, når det gælder de små idrætsgrene, fordi lovgivning vil være mindre fleksibel end en selvreguleret sektor.” Men som den danske EU-parlamentariker og næstformand i EU-parlamentets udvalg for kultur og uddannelse, Morten Løkkegaard, sagde, er ønsket om at bevare idrætsorganisationernes uafhængighed det bedste argument for at rydde op i egne rækker. ”Vi behøver politisk pres på idrætsorganisationerne for at sikre, at de gør noget selv. Ellers ender vi i en situation, hvor politikere rundt om i verden vil være fristet til at indføre lovgivning på området, og det synes jeg, at vi bør undgå. Problemerne løses bedst af organisationerne selv, men de skal vågne op nu.”

Tålmodighed og vedvarende pres

Bedømt på seminarets indlæg er der tegn på, at flere idrætsorganisationer ved at vågne op.

Ifølge Ingrid Beutler er flere af de internationale specialforbund under SportAccord i dag modtagelige for forandring. Og som Gianluca Monte, policy officer i EU-Kommissionen, pegede på, har EU’s støtte til de forskellige ’good governance’-projekter i sig selv været med til at øge fokus på idrættens ledelsesudfordringer. Under alle omstændigheder vil de senere års øgede indsats mod korruption på det politiske plan og i den private sektor i sidste ende sætte sit præg på idrætten trods indædt modstand blandt nogle idrætsledere, vurderer Sylvia Schenk fra Transparency International. “Selvfølgelig er nogle organisationer stadig tilbageholdende, men vi er nødt til at presse på med en skridt-for-skridt-tilgang. Alt andet vil mislykkes. Vil idrætten blive reformeret? Ja, det er kun et spørgsmål om, hvor lang tid der vil gå. Hvis vi presser mere på, vil det tage kortere tid. Men sporten kan kun reformeres af sporten selv. Sportens autonomi er vigtig, og vi skal finde den rette balance med pres fra politikere sponsor og selvfølgelig medierne.” Men det bedste argument for troen på, at forandring kan lade sig gøre, kan være det enkle, at langt de fleste foretrækker god ledelse frem for dårlig ledelse. Som Jens Sejer Andersen sagde på seminaret: “Det er vores store chance, at Europa ikke har monopol på værdier som åbenhed, demokrati, ansvarlighed og solidaritet. Det er bredt anerkendte idealer i og uden for sporten, som deles af hundredetusindevis af udøvere, trænere og idrætsledere over hele verden.”