Ruslands VM er en moralsk udfordring

Når Rusland på torsdag for første gang er vært for VM i fodbold, er det fire år siden, landet sidst var vært for en af verdens største sportsbegivenheder – de olympiske vinterlege i Sochi, som især huskes for den russiske statsdopingsag, der ifølge verdens antidoping-agentur, WADA, overgik alle tidligere eksempler på nationalstaters snyd med doping i sport.

Men som den VM-aktuelle dokumentarfilm ’A World Cup of Spies’ sætter fokus på, så er historien om Ruslands første olympiske vinterlege og første VM i fodbold også en historie om, at det politiske styre i Moskva tilsyneladende ikke kun har brugt olympisk statsdoping, men også statslig fodboldspionage for at opfylde præsident Vladimir Putins idrætspolitiske mål.

Da Anti Doping Danmarks direktør, Michael Ask, i sidste uge overværede premieren på filmen, som genfortæller en fire år gammel afsløring i The Sunday Times af, at Rusland og England brugte professionelle spioner i kampen om at vinde VM-værtskabet, var det for ham derfor blot endnu en velkendt historie om, at det i international idrætspolitik kan betale sig at tage alle midler i brug – også de ufine.

”Måske er jeg blot blevet kynisk efter 30 års arbejde i politiet,” siger Michael Ask, der i kraft af sin fortid som chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningsenhed har indsigt i politiets efterforskning af mange andre sportsrelaterede forbrydelser end blot doping.

”Men det kommer ikke bag på mig, at der er så mange penge og prestige på spil i et værtsskab for VM i fodbold, at både russerne og englænderne brugte efterretningstjenester til at skaffe oplysninger om modstandernes VM-kampagner.”

Nationalpolitiske interesser

Efter premieren udtalte filmens kontroversielle hovedkilde, ungareren Peter Hargitay, der har et blakket ry i sportsverdenen fra sin tid som VM-konsulent for både England og Australien og som personlig rådgiver for det internationale fodboldforbund FIFA’s korruptionssanktionerede ekspræsident Sepp Blatter, at Australien og Tyskland ligeledes har fået hjælp fra tidligere amerikanske CIA-agenter og den tyske efterretningstjeneste i deres VM-kampagner.

Men selv om det ikke undrer Michael Ask, hvis Australien og Tyskland i lighed med Rusland og England har brugt efterretningstjenester og ambassader i udlandet til at spionere på deres konkurrenter, tvivler han på, at det er en metode, som anvendes af alle sportsnationer:

”I Danmark tror jeg ikke, at der er politisk opbakning til at give de nationale efterretningstjenester mandat til at indsamle og bearbejde oplysninger om danske konkurrenter til værtskaber for store sportsbegivenheder. Men det er ikke overraskende, at der er andre rammer for brugen af efterretningstjenester i større lande.”

Hvorfor ikke?

”Der er store nationale og politiske interesser på spil. Jo større landet er, jo mere sandsynligt er det. Der findes også mange eksempler på, at man i erhvervslivet både bruger diplomatiske kanaler og private efterretningstjenester til at finde ud af, hvad modparten foretager sig. Men så længe det foregår inden for lovens rammer, har jeg ikke noget problem med det.”

Ingen konsekvenser

Men i ’A World Cup of Spies’ understreger chefen for Englands tabte VM-kampagne, den tidligere Labour-minister Lord David Triesman, at det var nødvendigt at involvere tidligere britiske MI6-agenter i kampagnen for at beskytte sig imod indbrud i e-mailkorrespondancer, som han i filmen antyder, at russiske computerhackere stod bag.

Og sammenholdt med det moralske hængeparti, den internationale sportsverden har med Rusland efter den russiske statsdopingsag, ser Michael Ask derfor også Ruslands aktuelle værtsskab for VM i fodbold som en stor moralsk udfordring for den internationale sportsverden:

”For alle os, der arbejder på at fremme sportens integritet, er det ærgerligt, at Rusland nu skal afholde VM i fodbold. Men Rusland fik tildelt værtsskabet, inden statsdopingsagen blev afsløret. Desuden er landet en sportspolitisk stormagt, som har meget tætte bånd til både FIFA og IOC. Og derfor har statsdopingsagen ikke fået de store politiske konsekvenser for russerne.”

Hvilke konsekvenser burde statsdopingsagen have fået?

”Både IOC og FIFA har haft rig anledning til at udelukke Rusland, hvis de ville. Men sportens autonomi er et grundlæggende problem. Organisationerne har fået lov til at køre sportens ledelse ud på et spor, som er helt skævt, og det er sket på bekostning af de mange gode kræfter, der arbejder for mere gennemsigtighed og demokrati i sportsverdenen,” siger Michael Ask.

”Europarådet og UNESCO har ganske vist konventioner, der gør det muligt at straffe russerne. Men indtil videre er det gledet ud i ingenting. Mange af EU’s sportsministre arbejder også på at fremme sportens integritet, men de har ingen instrumenter at true med, hvis sportens organisationer ikke retter ind.”

Putins strategi virker

Ifølge menneskeretsorganisationerne Transparency International og Human Rights Watch omfatter Ruslands synderegister i sport endvidere utallige eksempler på undertrykkelse af presse- og ytringsfrihed og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft fra eksempelvis Nordkorea til at bygge de stadioner, VM-slutrunden skal spilles på.

Men når det i en årrække, hvor Rusland tillige har fået international kritik for landets krigsførelse i Ukraine, annektering af Krimhalvøen og indblanding i USA’s præsidentvalg, alligevel er lykkedes Vladimir Putin at øge sit lands idrætspolitiske magt, skyldes det ifølge Michael Ask også, at det er de færreste vestlige nyhedsmedier, der bekymrer sig om Putins idrætspolitiske strategier eller international sportspolitik i det hele taget:

”Det er ufatteligt. Men det, Putin gør, virker jo. Derfor er det også et vestligt samfundsproblem, at verdens nyhedsmedier ikke tilbyder borgerne tilstrækkelig kritisk oplysning om, hvad der foregår,” siger han.

”Putin har formentlig kun opfattet omtalen af den russiske statsdopingsag som lidt støj i vestlige medier. For sagen har ikke haft nogen politiske konsekvenser for Rusland. Han spiller på en bane, der er helt ufarlig for ham.”

Men det er vel forståeligt, at russiske politikere i lighed med politikere i mange andre lande gerne vil have store internationale sportsbegivenheder til deres land?

”Jo, det er helt fair. Men det er problematisk, at kun få stiller spørgsmål ved, om de overholder det internationale samfunds regler.”

Sætter sin lid til politiet

I lyset af den manglende politiske og offentlige interesse for Rusland og andre sportsnationers overtrædelser af internationale regler kan det være svært at få øje på, hvordan det skal lykkes organisationer som Anti Doping Danmark at leve op til deres lovbestemte forpligtelser om at fremme og beskytte sportens integritet.

Men helt så pessimistisk ser Michael Ask ikke på fremtiden, selv om det i alle de efterretningsrapporter, han har læst, fremhæves, at sport er et område, som mange lande i verden nu bruger til at bekrige hinanden i en propagandakrig, der minder om 1930ernes Tyskland, hvor Hitler udnyttede de olympiske lege i Berlin politisk. Han sætter sin lid til politiet:

”Der er heldigvis tegn på, at politiets øgede opmærksomhed på at efterforske forbrydelser i sportens verden virker. Men det er desværre også det eneste, der virker,” siger Michael Ask blandt andet med henvisning til, at politiets efterforskning af korruptionsskandalen i FIFA har ført til, at flere af sagens over 40 sigtede fodboldledere er blevet dømt for økonomisk kriminalitet.