Idan Artikel 13.12.2010

Schweiz vil undersøge korruption

Efter de seneste korruptionsafsløringer i FIFA vil Schweiz undersøge, hvordan korruptionen kan mindskes i landet, der huser verdens største idrætsorganisationer.

Skrevet af: Ditte Toft

Schweiz er endnu en gang kommet i verdens søgelys efter afsløringer af korruption i det internationale fodboldforbund, FIFA, der som så mange andre internationale sportsorganisationer har hovedsæde i landet. Det er langt fra første gang, at en af de store idrætsorganisationer med hovedsæde i Schweiz bliver anklaget for korruption, og anklagerne bekymrer, indrømmer den schweiziske sportsminister Ueli Maurer. Tidligere har bl.a. også Den Internationale Olympiske Komité, IOC, været indblandet i korruptionssager, der vakte international opmærksomhed. Ueli Maurer har efter de seneste måneders medieblæst om korrupte medlemmer af FIFA's eksekutivkomité bedt det schweiziske forbundsministerium for sport (Bundesamt für Sport, BASPO) igangsætte en undersøgelse af korruptionen i de internationale specialforbund med hovedsæde i landet med henblik på at finde måder at bekæmpe den, skriver nyhedsbrevet Inside the Games.

Organisationer med særlige regler

”Det er klart, at Schweiz er forpligtet til at gøre noget for at bekæmpe korruption, når vi har mange internationale organisationer med hovedkvarter i Schweiz. Vi ønsker at vise et godt eksempel ved at løse dette problem. Men at løse dette spørgsmål bliver ikke nemt, når vi har organisationer med deres regler, nationale og international lovgivninger og globale problemer,” sagde Ueli Maurer på en pressekonference den 7. december.

Op mod 50 store internationale idrætsorganisationer, herunder IOC, FIFA og UEFA, har deres hovedsæde i Schweiz. Idrætsorganisationerne er som selvstændige 'foreninger' i Schweiz fritaget fra en række at landets love og regler, herunder også love mod korruption.

Kritik af Schweiz

En anden ekspert i korruption, den tidligere leder i Verdensbanken med ansvar for bl.a. antikorruption, Daniel Kaufmann, som nu er seniormedlem af tænketanken Brookings Institution lyder kritikken, at Schweiz tilbyder ly for ugennemsigtige og dårligt styrede organisationer. 

”Schweiz har tilladt FIFA og andre internationale sportsorganisationer at arbejde uden nogen form for gennemsigtighed,” sagde Daniel Kaufmann sidste måned til magasinet Market Watch.