Idan Artikel 02.09.2011

Seks byer kæmper om OL i 2020

IOC har offentliggjort navnene på de seks byer, som har meldt deres interesse for at afholde sommer-OL i 2020. Fra Europa lægger Madrid og Rom billet ind på legene, hvis placering bliver afgjort i 2013.

Skrevet af: Søren Bang

Den internationale Olympiske Komité (IOC) er klar med listen over byer, som ved fristens udløb den 1. september havde meldt sig til udskilningsløbet om at blive værtsby for de sommerolympiske lege i 2020. Det drejer sig om følgende seks byer:

  • Baku (Aserbajdsjan)
  • Doha (Qatar)
  • Istanbul (Tyrkiet)
  • Madrid (Spanien)
  • Tokyo (Japan)
  • Rom (Italien)

Byerne går nu ind i den første fase i udvælgelsesproceduren, hvor IOC har særligt fokus på, om byerne teknisk set er i stand til at organisere en event af OL’s størrelse og lever op til de formelle krav. IOC’s eksekutivkomité foretager denne første sortering på sit møde i maj 2012, hvorefter de tilbageværende  byer får status af officielle kandidatbyer.Herefter skal kandidaterne fremlægge detaljerede OL-projekter, som bliver gennemgået af en særlig bedømmelseskomité under IOC, hvis endelige evalueringsrapport indgår i beslutningsgrundlaget, når IOC på sin generalforsamling den 7. september 2013 i Buenos Aires sætter navn på værtsbyen i 2020.

Rutineret ansøgerfelt

Det er et rutineret felt, som denne gang forsøger sig. Tokyo og Rom var værter for OL i henholdsvis 1964 og 1960, og alle seks byer har i de senere år uden held prøvet at få OL-værtskabet.

Senest tabte Madrid og Tokyo den afsluttende afstemning, da IOC på sin session i København for to år siden besluttede at lægge OL i 2016 i Rio de Janeiro. Også Doha og Baku bød på legene i 2016, men formåede ikke at få status af officielle kandidatbyer og komme til afstemning.Blandt de seks byer er Istanbul den mest hårdtprøvede ansøger med fire tidligere bud på OL fulgt af Madrid med tre tidligere ansøgninger.