Skolereformen har ikke ført til krise i foreningslivet

Der er endnu ingen grund til at lade alarmklokkerne ringe i foreningslivet i halen på den nye folkeskolereform. Sådan lyder de overordnede resultater i Center for Ungdomsstudiers undersøgelse af foreningslivet efter reformens første år.

Advarslerne mod færre foreningsmedlemmer pga. lange skoledage lød forud for reformen, men langt størstedelen af foreningerne (73 pct.) ikke har oplevet et fald i medlemstallet et år inde i skolereformen, viser undersøgelsen, der bygger på spørgeskemabesvarelser fra 1.612 idrætsforeninger. Resultatet bliver understøttet af en undersøgelse blandt unge i udskolingsklasserne 7.-9. klasse, der viser, at seks ud af ti er foreningsaktive, hvilket er samme andel som i 2010.

29 pct. af udskolingseleverne angiver dog, at de har fravalgt aktiviteter som følge af den lange skoledag, men ifølge undersøgelsen er det nærmere én blandt mange faktorer for frafald i den aldersgruppe, hvor der generelt er et betydeligt frafald pga. prioritering af bl.a. skole, venner, kærester, fritidsarbejde mv. Undersøgelsen viser i tråd med tidligere undersøgelser, at det i særlig grad er piger og elever fra de ældste klasser, der vælger idrætsforeningerne fra.

Faldende medlemstal er blot ét af flere frygtede scenarier blandt idrætsforeningerne efter folkeskolereformen. Men undersøgelsen viser, at det også kun er et mindretal af foreningerne, der oplever gener på en række andre parametre som ændrede træningstider, mere begrænset adgang til faciliteter og sværere at rekruttering af frivillige. 

Samarbejde under udvikling

I skolereformen ligger både krav om, at skolerne skal åbne sig over for det omkringliggende samfund og integrere mere bevægelse og fysisk aktivitet i skoledagen. Derfor har undersøgelsen også set nærmere på samarbejdet mellem idrætsforeningerne og skolerne.

Undersøgelsen viser, at 35 pct. af de undersøgte skoler samarbejder med skoler, mens yderligere 12 pct. er i gang med at etablere samarbejde. I alt vurderer notatet på baggrund af undersøgelsen, at der er blevet etableret cirka 300 nye samarbejder.

Forud for reformen blev mulighederne for at ’brande’ og markedsføre idrætsforeningerne i skolen fremhævet positivt, og især nicheidrætter oplever ifølge undersøgelsen fremgang i medlemstal. Sammenlignet med de store foreningsidrætter henvender de sig i større grad til de såkaldte ’sene startere’, der ønsker at være aktive med andre på deres niveau, men også den gruppe, der er droppet ud af de store idrætter, finder vej til nicheidrætterne, hvor de ikke nødvendigvis oplever samme selektion som i de store idrætsgrene.

En udfordring for samarbejdet mellem idrætsforeninger og skoler er dog ifølge undersøgelsen det forskellige tankesæt de to institutioner imellem. Eksempelvis oplever nogle foreninger det at byde professionelt ind på lærernes fagområde som en trussel mod foreningernes kerneværdi: frivillighed. Og i forlængelse heraf ligger også en potentiel konflikt mellem de forskellige drivkræfter bag de frivillige og lærernes arbejde. Drivkraften er oftest begrænset til aktiviteten i sig selv hos de foreningsidrættens frivillige, hvor der ligger mere i skolernes formål med idrætsundervisningen.

Notatet peger desuden på et overset potentiale i foreningernes motivation for at indgå samarbejde med skolerne. I samarbejdet med skolerne ligger nemlig også muligheden for at udvikle foreningen, når den møder andre fagligheder, der kan være med til at udfordre foreningens forståelser og praksis. 

Projektet ’Skole og foreningsliv i bevægelse’, som baggrundsnotatet indgår som en del af, er et samarbejde mellem Center for Ungdomsstudier, Danmarks Idrætsforbund og DGI. Projektet har modtaget støtte fra Nordea-fonden.