Idan Artikel 21.04.2009

Spillemarked skal liberaliseres

Regeringen vil give udenlandske spiludbydere mulighed for at udbyde sportsspil, kasinospil og poker gennem en delvis liberalisering af spillemarkedet.

Skrevet af: Søren Bang

Regeringen vil nu forberede et lovforslag, der ophæver Danske Spils monopol på sportsspil som Oddset. Samtidig vil poker og kasinospil på nettet blive lovliggjort i Danmark under regulerede former, mens Lottespillene fortsat vil være beskyttet af monopolet. Ifølge Skatteministeriet skal den delvise liberalisering ske gennem indførelsen af et licenssystem, som vil give udenlandsk spiludbydere mulighed for lovligt at etablere sig på det danske spillemarked på lige vilkår med Danske Spil, hvis selskaberne underlægger sig dansk kontrol og danske regler. Hvordan disse regler i detaljer kommer til at se ud, er endnu ikke afklaret. Men ifølge Skatteministeriet vil målsætningen være at sikre en bedre beskyttelse af spillere, undgå økonomisk kriminalitet gennem spil samt sikre et fortsat provenu til udlodning til almennyttige formål, herunder idrætten.

Lavere afgift

Overskuddet til bl.a. idrætsformål vil man sikre gennem en spilafgift, som skatteminister Kristian Jensen forudsiger vil blive sænket til 15-20 procent af nettoomsætningen. Det vil i givet fald være på niveau med afgiften i England og Italien, men noget over afgiften på fem procent i Malta, som flere selskaber opererer fra. 

Hvis spilleselskaber uden dansk licens ikke skal udkonkurrere selskaber med licens kræver det derfor en mere effektiv afskærmning af det danske spillemarked. I Jyllands-Posten peger Kristian Jensen på, at det nuværende reklameforbud skal håndhæves mere effektivt, men mere radikale indgreb kan komme på tale. ”Vi overvejer at blokere for pengeoverførsler til de pågældende spilleselskaber og visning af deres hjemmesider,” siger han.

Tilfredshed i idrætsorganisationer

Danske Spil er i de senere år kommet under både økonomisk og juridisk pres i takt med, at udenlandske online-bookmakere har etableret sig på det danske marked, og der er blevet rejst tvivl om, hvorvidt det det danske spillemonopol strider mod EU’s regler. 

Regeringens udspil bliver derfor positivt modtaget af såvel oppositionen, Danske Spil samt DIF og DGI, der både er overskudsmodtagere og aktionærer i Danske Spil. ”Det bliver rart at få rene linjer efter så mange års usikkerhed. Samtidig får vi lov til at udbyde poker og kasinospil, som vi ikke kunne tidligere,” siger administrerende direktør i Danske Spil, H.C. Madsen til Jyllands-Posten. Her bakker også formændene for DIF og DGI samt Socialdemokraternes idrætsordfører, Flemming Møller Mortensen, op om en delvis liberalisering. ”Jeg kan ikke se dette som en politisk kampplads. Beløbsmodtagerne i kultur- og idrætslivet har været pressede over de faldende tipsmidler, og det er på tide at reagere,” siger han.