Idan Artikel 06.10.2006

Sportsdirektør stopper

Susanne Hedegaard stopper som sportsdirektør i Team Danmark. Det sker som led i indkøringen af en ny struktur i eliteidrætsorganisationen.

Skrevet af: Søren Bang

Efter 17 år i Team Danmark er Susanne Hedegaard fratrådt sin stilling som sportsdirektør.

Fratrædelsen er en konsekvens af organisationens nye, fladere struktur, som bl.a. indebærer, at sportsdirektørstillingen helt nedlægges.

”Jeg har haft mange gode år i Team Danmark – og jeg har nydt at være med i en periode, hvor dansk eliteidræt har udviklet sig særdeles positivt. Jeg respekterer naturligvis bestyrelsens og den nye direktørs beslutning om, at Team Danmark fremover skal have en fladere struktur med kun én direktør,” siger Susanne Hedegaard Andersen i Team Danmarks pressemeddelelse.

Her begrunder Team Danmarks nye direktør Michael Andersen samtidig fratrædelsen med, at der ikke vil være arbejdsopgaver, som modsvarer Susannes Hedegaard mange faglige kompetencer, når sportsdirektørstillingen nedlægges.

Fratrædelsen kommer på den baggrund ikke uventet. Desuden var Susanne Hedegaard ansøger til stillingen som direktør, men måtte se sig slået af Michael Andersen, der tiltrådte den 1. september.