Idan Artikel 22.02.2011

Studierejse til Hamborg

Hamborgs forsøg med nytænkende idrætsfaciliteter og byrum er målet for en studierejse til maj.

Skrevet af: Søren Bang

Hamborg har i de senere år været inde i en rivende udvikling med sine store havne- og industriområder i centrum. Men også de mange bolignære sports- og legepladser og andre rekreative byrum og anlæg har gjort millionbyen ved Elben til en eksponent for nye måder at arbejde med idrætsfaciliteter og byrum på. Den 3.-6. maj bliver det nu muligt at få et førstehåndsindtryk af Hamborgs erfaringer på en studierejse arrangeret i fællesskab af Center for Idræt og Arkitektur og Lokale- og Anlægsfonden. Studieturen kommer bl.a. forbi den internationale byggeudstilling IBS, som fokuserer på bæredygtig og helhedsorienteret byudvikling, ligesom der er arrangeret en rundtur gennem den såkaldte HafenCity. Projektet går for at være det pt. største europæiske byudviklingsprojekt og er sammen med andre byggerier og udviklingsprojekter med til at transformere store dele af Hamborgs indre havneområder til beboelse og rekreative formål. Herudover er der besøg hos flere utraditionelle idræts-, skole- og fritidsprojekter. På programmet står bl.a. et tidligere gasværk, som i dag huser et fitness- og wellnesscenter, en konverteret kirkebygning, et særligt yogagalleri og en af Hamborgs kendte kulturfabrikker.

Lokale guider

Mange af besøgene er med lokale guider. Det gælder også en rundtur i bydelen St. Pauli, der nok er mest kendt for sin fodboldklub af samme navn, men også huser kulturelle hotspots, street-aktiviteter og parklandskabet ’Park Fiction’, der er blevet til i et samarbejde mellem lokale beboere og kunstnere. 

Studieturen henvender sig til alle interesserede, herunder bl.a. arkitekter, kommuner, bygherrer, idrætsorganisationer, foreninger, forskere og studerende. Fra Danmark ledes rejsen af lektor René Kural og projektleder Anne Wagner, begge fra Center for Idræt og Arkitektur under Arkitektskolen i København. Prisen for at deltage er 5.850 kr. inklusive transport og overnatning. Bemærk, at tilmeldingsfristen er forlænget til den 4. april 2011.