Idan Artikel 02.08.2016

Svendborg Gymnastikforening: 1.000 nye medlemmer på tre år

Store innovative idrætsforeninger vil via netværk og kvalitetsaktiviteter spille en stor rolle lokalt og regionalt i fremtiden, vurderer udviklingschefen i den prisvindende Svendborg Gymnastikforening.

Skrevet af: Martin Hedal

Store idrætsforeninger, der professionaliserer administrationen, skaber luft til innovation i organisationen og indgår strategiske samarbejder lokalt og regionalt, vil vi se meget af de kommende år. Det vurderer Jacob Kramer, udviklingschef i Svendborg Idrætsforening, der har oplevet en medlemsvækst fra 1.400 til 2.400 på tre år:

"Det kommer bl.a. flere steder i gymnastikken. Der er f.eks. fuld fart på i Helsinge, Roskilde, Randers, Aarhus, Køge og Ollerup, og der bliver ansat flere og flere i gymnastikken. Jeg tror, at foreningslivet bliver mere og mere professionelt for at gøre det sjovere og nemmere at få det frivillige til at vokse."

Han ser store, udviklingsorienterede idrætsforeninger som en vigtig del af nøglen til at fremme sundheden lokalt og regionalt fremover. De vil i den rolle i hans øjne bl.a. blive de store idrætsorganisationers forlængede arm ud i samfundet. Aktiviteter og tilgængelighedSvendborg Gymnastikforening vandt Danskernes Idrætspris 2014 - bl.a. for at skabe attraktive rammer for idrætten i Svendborg og omegn. En del af foreningens medlemsboost skyldes da også nye, flotte faciliteter i form af SG-Huset, som blev etableret i 2013 med betydelige fondsmidler involveret, men det er langt fra den eneste forklaring:

"Organisatorisk gjorde vi noget, der har været afgørende. Man delte foreningen op i fem mindre afdelinger, der kunne være tættere på de aktiviteter, de syntes var interessante. Dermed var der flere, der var med til at lave aktiviteter, og derfor har vi også fået flere aktiviteter. Og så flyttede vi økonomien med derud, så man kunne træffe beslutningerne selv. Det har været en stor succes og skabt variation og bredde i aktiviteterne. Det er der, man laver økonomi og får medlemstallet til at stige," forklarer Jacob Kramer.

Det har bl.a. skabt aktiviteter som OpenGym med åbent hus hver søndag, SFO-spring, hold for specialskoler og motions- og fitnesshold med tre måneders-abonnement. Samtidig har Svendborg Gymnastikforening åbnet faciliteterne i den udstrækning, det var sikkerhedsmæssigt forsvarligt:

"Alle trænere har fået en nøgle til huset, og de kan selv sende mails til deres hold. Det er ikke halinspektøren, der låser af mere. Hvis nogen stadig er aktive, når han går, lukker de sig bare ud," siger Jacob Kramer. Kommunen er med Svendborg Gymnastikforening arbejder tæt sammen med skoler, kommunen, idrætsorganisationer, andre foreninger m.fl. Det er en bevidst strategi, men det har også krævet sine kampe at passe ind i systemet som progressiv forening:

"Svendborg Kommune er langt fremme på idrætsområdet. Man har tænkt stort og anderledes, og det har givet pote - bl.a. med Svendborg-projektet i skolerne. Alligevel er man, når man starter en dialog med kommunen, i en kasse, der hedder frivillig forening. Skal man noget andet end det, skal man godt nok vise, at man kan levere. Det har vi gjort, og vi er gået fra at være en lidt irriterende gymnastikforening, der kom og bankede på døren, til at blive nogen, man kommer og spørger til råds. Vi har fået fem henvendelser om kommunale sundhedsprojekter siden jul," nævner Jacob Kramer.

Med sit konstante udviklingsfokus har Svendborg Gymnastikforening heller ikke tænkt sig at slappe af nu. En stor sportsfestival, højere grad af digital integration og måske flere faciliteter er et lille udsnit af drømmene, som skal realiseres de kommende år. Derudover vil kvalitet og variation i aktiviteterne altid være et hjertebarn i den sydfynske gymnastikforening.  

Mere info

 
 

Artiklen om Svendborg Gymnastikforening er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.

Besøg Svendborg Gymnastikforenings hjemmeside.