Idan Artikel 05.10.2018

Svømmeanlæg: Svært at gøre alle svømmegæster tilfredse

Det kræver plads, penge og innovative løsninger, hvis man vil tilgodese de mange forskellige slags brugere i et svømmeanlæg. Det viser en ny rapport fra Lokale og Anlægsfonden.

Skrevet af: Jonna Toft

Motionssvømmere vil svømme uforstyrret og hygge sig bagefter. Konkurrencesvømmere stiller krav til, at banerne har de rette mål, og at de kan træne på kanten, og for rekreative badegæster er udfordring, variation og plads til leg vigtigt. Wellnessgæster kan lide saunagus og kolde dyp, og vandsportsudøvere vil gerne kunne træne på baner, der har de rette dimensioner.

Det er en udfordring at bygge svømmeanlæg, der gør de mange forskellige brugergrupper tilfredse. Det viser en ny rapport fra Lokale og Anlægsfonden: ’Hvad er et velfungerende svømmeanlæg’.

Fire svømmeanlæg fra 2012-16 indgår i undersøgelsen: Valby Vandkulturhus, Taastrup Svømmehal, Vejen Idrætscenter og Ringkøbing Svømmehal. De to sidste har Lokale og Anlægsfonden støttet. De fire anlæg har forskellige målgrupper i fokus.

Rapporten fokuserer på brugernes oplevelse og brug af svømmeanlæggene, men belyser også drifts- og udviklingsmæssige perspektiver. Ud over brugerne inddrager evalueringen også projektledere for anlæggene samt livreddere, trænere og andre relevante personalegrupper.

En tredjedel oplever, at andre brugere begrænser dem

Selv om tilfredsheden med svømmeanlæggene generelt er høj, oplever knap en tredjedel af brugerne, at andre brugere begrænser dem. Det sker f.eks. i multifunktionelle bassiner, hvor brugerne må kæmpe om det samme område, og der ikke er en klar opdeling mellem leg og motionssvømning.

Bassiner, der er målrettet specifikke aktiviteter, giver færre utilfredse brugere, men opdelingen betyder også, at færre personer være aktive samtidig.

Rapporten gennemgår aktiviteter, rammer og drift i svømmeanlæggene og giver en række bud på, hvad man skal overveje i opførelsen af nye anlæg.

Læs mere

 
 

Læs artikel hos Lokale og Anlægsfonden: Danskerne stiller store krav til svømmeanlæg