Idan Artikel 15.01.2006

Tipstjenesten satser på flere nye spil

Tipstjenesten, der finansierer de store idrætsorganisationer, går i offensiven med nye spil og et nyt navn for at imødegå den stigende udenlandske konkurrence. Samtidig viser en ny undersøgelse, at mange unge mænd er grebet af poker.

Skrevet af: Søren Bang

Fire gange så mange nye spil om året, gambling på mobiltelefonen og mulighed for at indgå væddemål på kampe, som er i gang.

Det er ifølge Børsen opskriften fra Dansk Tipstjeneste, som med en kraftig stigning i spilleudbuddet vil ruste sig mod den stigende konkurrence fra udenlandske bookmakere som Ladbrokes, Bet24 og Betfair.

Samtidig skifter Dansk Tipstjeneste til foråret navn til Danske Spil A/S som en konsekvens af, at tipsomsætningen i dag udgør under fem procent af den cirka ti milliarder kroner store omsætning

Over for avisen begrunder tipstjenestens direktør, H.C. Madsen, den nye offensiv med, at der efterhånden foregår en regulær grænsehandel på spilområdet med udbredelsen af spil over internettet og mobiltelefoner.

”Vores position er stærkt truet. Den vil vi med alle midler beskytte,” siger H.C. Hansen.

Han mener, at de udenlandske konkurrenter har en konkurrencefordel over for Dansk Tipstjeneste, der betaler cirka 2,2 milliarder kroner om året i statsafgifter og til uddeling blandt sine overskudsmodtagere. Cirka en halv milliard kroner går til DIF og DGI.

Stigning i pokerspil

 Dansk Tipstjenestes udmelding falder sammen med en undersøgelse fra Ugebrevet A4, der viser, at det for alvor er kommet på mode blandt unge mænd at spille. Det gælder ikke mindst poker.

65 procent af de unge mænd mellem 16 og 25 år har ifølge A4’s undersøgelse spillet om penge. Fire ud af ti spiller poker eller benytter sig af bookmakerspil på internettet. Hver tiende af de unge mænd, der spiller, har lånt penge for at kunne spille. Og enkelte spiller for meget store beløb.

Udviklingen bliver af eksperter i ludomani kaldt stærkt bekymrende. Men heller ikke tipstjenestens nye spil bliver positivt modtaget, selv om Dansk Tipstjeneste bevidst har fravalgt at tilbyde casino- og pokerspil.

Ifølge Michael Bay Jørsel fra Center for Ludomani er der cirka 40.000 ludomaner i Danmark, og det tal vil efter hans vurdering stige, når tipstjenesten udbyder op til otte nye spil om året, heraf flere hurtige spil.

”Det er ikke nødvendigvis godt, at man kan gå online hele tiden via en mobiltelefon og spille,” siger han til Børsen.

Undergraver troværdighed

 Dansk Tipstjenestes mere offensive strategi øger måske også risikoen for politiske og juridiske angreb på monopolet.

Bl.a. mener medlem af Europaparlamentet Karin Riis-Jørgensen fra Venstre, at tipstjenesten med sine satsninger og store reklameudgifter er med til at underminere argumentet om, at statsmonopolet begrænser udbredelsen af spil og derfor bør opretholdes.

Den holdning ligger på linje med de kommercielle bookmakere, der afviser, at de statslige monopoler tager særlige sociale hensyn. Omvendt peger tipstjenesten på og statsejede spilleselskaber på, at en liberalisering af spillemarkedet kun vil øge forbruget af spil.