Idan Artikel 15.05.2006

Tv-portræt: Smal dækning af gymnastik en fordel?

Gymnastik har i årene 1993-2005 siddet på under en halv procent af dansk tv-sport. Danmarks Gymnastik Forbunds formand glæder sig over, at gymnastikken ikke er blevet ødelagt af tv's interesser - endnu.

Skrevet af: Martin Hedal

Gymnastik er næsten usynlig på dansk tv, og udviklingen går mod større og større usynlighed. Siden 1993 har gymnastikken siddet på 0,4% af sportstransmissionerne på de syv største danske sportstransmitterende kanaler, mens 0,3% af DR og TV 2’s sportsnyhedsindslag har handlet om gymnastik. Mens andre idrætsgrene har fulgt et generelt boom i udbuddet af tv-sport de senere år, har gymnastikken tabt yderligere terræn. Gymnastik udgjorde i 2005 0,1% af indslagene i sportsnyhederne på DR og TV 2 og blot 0,4 promille af sportstransmissionerne på de syv største sportstransmitterende kanaler.

 Gymnastiks tv-andel på DR1, DR2, TV 2, TV 2 Zulu, TV3, 3+ og Kanal 5 - 1993-

 2005

 

Eksponering  

Seertid  

 Transmissioner på alle kanaler

0,4%  

0,6%  

 Indslag på alle kanaler

0,2%  

0,3%  

 Nyheder på DR1 og TV 2

0,3%  

0,3%  

Kilde: Sponsor & Sport Analyse/Idrættens Analyseinstitut

Manglende tv-eksponering en fordel?

Både nationalt og internationalt har gymnastikken svært ved at komme på tv. Der er gjort diverse tiltag for at tiltrække sig tv’s opmærksomhed, men uden det store held. Danmarks Gymnastik Forbunds (DGF) formand Hans Christian Bjerg lægger i et kvalitativt interview med Idan op til, at man i gymnastikken én gang for alle indser, at idrætsgrenen aldrig bliver en stor tv-sportsgren og i stedet bruger ressourcerne på at profilere gymnastik andre steder:

”Jeg beklager sådan set ikke den udvikling. Det, øvelsen går ud på, er i virkeligheden at vænne os til, at sådan er det. Og så arbejde derfra om jeg så må sige. Det er jo halsløs gerning. Det bliver ikke til noget. Der bliver brugt for mange ressourcer på det. Og der tror jeg, at vi skal sige, det ikke er der, vi ligger. Vi må være klar over, at der åbenbart ingen er, der gider at se det i fjernsynet.”

Hans Christian Bjerg er i virkeligheden glad for, at gymnastikken ikke har opnået en stor tv-bevågenhed, da det har betydet, at tv’s interesser ikke har ødelagt gymnastikken. Men han er betænkelig ved, hvad man finder på i fremtiden for at tilpasse sig tv:

”Hvis man begynder pludselig at sige, at vi må undvære bommen eller spring over hest eller forkorter en række øvelser, så de kun bliver på et minut eller sådan noget, så er det altså betænkeligt. Men jeg er bange for, at det vil være udviklingen, fordi man er for fokuseret på at få fat i den kage – den del af mediekagen på grund af, at der ligger penge i det – store penge. I det øjeblik gør du et irrationelt indgreb i selve idrætten.”

VM i Danmark, men tv er ligeglade

 De fleste af de timer, tv har afsat til gymnastik i perioden, er gået til DGI’s landsstævner, og disse stævner er også klart de mest populære hos seerne. Faktisk samlede en enkelt af DR-transmissionerne fra landsstævnet i Svendborg i 1994 hele 931.000 seere. Siden har TV2's transmissioner fra landsstævnerne i Silkeborg og Bornholm samlet pæne seertal med 796.000 seere som rekord. Så måske er interessen for gymnastikkulturen i virkeligheden stor i gymnastiknationen Danmark, hvis blot tv-mediets fokus lægges på noget andet end selve de konkurrencemæssige aspekter af sporten.

På en top 10 over de mest sete gymnastiktransmissioner siden 1993 er hele ni af programmerne fra DGI’s Landsstævne. Det ser Hans Christian Bjerg som et tegn på, at tv først og fremmest viser underholdning. Det er sjældent, at DGF bryder igennem tv-muren, og selv ikke et kæmpe idrætsstævne som VM i idrætsgymnastik til oktober i Århus kan lokke tv til:

”Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at vi har haft store problemer med at få tv-dækningen af det der VM på plads. Et verdensmesterskab i Danmark. Der skulle være interesse over hele verden normalt. Det har vi måtte betale for at få en dansk produktion af.”

DR kommer til at fungere som host broadcaster på VM-stævnet, men det kommer til at koste DGF omkring en million kroner. Sådan er realiteterne for en lille tv-sportsgren i dag.