Idan Artikel 02.02.2012

Udnyt det frivillige overskud

Over 250 mennesker havde sat hinanden stævne til DIF’s udviklingskonference ’Det frivillige overskud’ for at høre nærmere om frivillighed i foreningerne, og hvordan man sikrer endnu flere frivillige hænder fremtiden.

Skrevet af: Ditte Toft

Rekruttering af frivillige til idrætslivet var i centrum, da Danmarks Idræts-Forbund, DIF, indbød til udviklingskonferencen ’Det frivillige overskud’ den 23. januar i Idrættens Hus i Brøndby. Det er vigtigt at italesætte, at frivilligt arbejde er udtryk for overskud, lød det fra DIF’s bestyrelsesmedlem Susan Roulund ved konferencens åbning. Frivilligt arbejde sikrer ikke alene foreningerne arbejdskraft, men er også kilde til begejstring hos de frivillige. ”Når vi taler om det frivillige overskud, så tegner der sig nogle billeder, nogle muligheder for og i frivilligheden. Så måden, vi taler om tingene er vigtig. Ændrer vi måden, vi taler om tingene, ændrer vi som regel også opfattelsen af tingene, oplevelsen af tingene,” sagde Susan Roulund. De mere end 250 deltagere fra især kommuner og specialforbund kunne tage råd og anbefalinger med fra konferencen, som bød på offentliggørelse af rapporten ’Fremtidens frivillige foreningsliv i idrætten’. Budskabet fra rapportens forfatter, Trygve Buch Laub fra Idan, var, at selvom det er svært at rekruttere og fastholde frivillige, så er frivilligheden ikke under afvikling. Foreninger, som oplever de største vanskeligheder, kan i rapporten finde inspiration hos dem, der klarer sig bedre. Tallet 8,5 var omdrejningspunkt for oplægget, for 8,5 pct. er den andel af idrætsforeningerne, som har en bevidst strategi for at rekruttere frivillige, og de 8,5 pct. oplever, at det er nemmere at rekruttere frivillige end gennemsnittet af foreninger.

Alle kan og skal hjælpe foreningerne

Med afsæt i Frivillighedsundersøgelsens konklusioner, gik DIF-formand Niels Nygaard tæt på de perspektiver og muligheder, der kan få endnu flere til at tage del i det frivillige arbejde, uanset om det er at lære børn at holde på en tennisketsjer, at hjælpe ved et motionsløb eller at lave regnskab. 

Ifølge DIF-formanden er det vigtigt at gøre det attraktivt at yde en indsats rundt i DIF’s forskellige foreninger, hvor børnerige foreninger oplever andre problemstillinger end foreninger med mange voksne motionister, og håndboldklubber kæmper med andre udfordringer end kajakklubber. ”Først og fremmest kan vi sige, at der ikke er én trylleformular, én måde at gribe tingene an på. Vi er nødt til at tage afsæt i, hvilke typer foreninger vi taler om. Hvad er det for opgaver, vi som Danmarks Idræts-Forbund kan gøre noget ved? Hvad er det specialforbundene kan gøre noget ved, og hvad er det, kommunerne kan arbejde med?” sagde Niels Nygaard. Kommunerne har ifølge Niels Ny­gaard ansvar for at sikre foreningerne gode rammevilkår. Her åbner DIF’s kommende frikommuneforsøg i seks kommuner for forsøg med rammevilkår som aflønning af frivillige, nye måder at tildele faciliteter på og forsøg med foreningssekretariater. Forsøgene skal bane vejen for nye løsninger, der på sigt kan gavne alle landets kommuner. Men også indadtil i DIF og specialforbundene er det nødvendigt at tage initiativer for frivilligheden.Her har DIF pålagt de 61 specialforbund at udarbejde frivillighedsstrategier, der hver især tager højde for de enkelte idrætters karaktertræk og særlige udfordringer. Derudover kommer udarbejdelse af en værktøjskasse med redskaber til, hvordan foreningerne griber det frivillige arbejde an, samt intensiveret fokus på uddannelsesområdet, hvor der bl.a. skal arbejdes mere med foreningernes kompetenceudvikling.

Frivillighed anno 2012

Udviklingskonferencen blev afsluttet med en politisk debat på kommunalområdet med deltagelse af Thomas Bach, bestyrelsesmedlem i DIF, Jørgen Pontoppidan, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Mariagerfjord Kommune, Kent Magelund, formand for Idræts- og Fritidsudvalget i Brøndby Kommune, Peter Rysz Jensen, kulturchef i Rødovre Kommune og Anders Munch Skovgren, leder af Idræt og Fritid i Gentofte Kommune. 

På dagsordenen var en diskussion af udsagnet om, at yngre forældregenerationer ikke gider yde en frivillig indsats. Ifølge Peter Rysz Jensen afleverer for mange forældre bare deres børn til idræt, og de bør i større grad pålægges at yde en frivillig indsats i børnenes foreninger. Myten mødte modsat ikke stor opbakning fra Anders Munch Skovgren, som tværtimod oplever stor opbakning til frivilligheden, og at mange forældre trods en travl hverdag byder ind – mange med nye kompetencer og kontakter. Anders Munch Skovgren blev bakket op af Thomas Bach, som lagde vægt på, at frivilligheden har ændret sig, og at yngre generationer ikke binder sig til foreningsarbejdet hele livet på samme måde som de ældre generationer. ”En af de myter, vi har fået afkræftet med denne undersøgelse, er, at folk ikke vil være frivillige. Det vil de gerne! Men de vil gerne være det på en anden måde. De vil være det på en måde, som passer til det hverdagsliv, vi lever i 2012, og ikke det som man levede i 1960,” sagde Thomas Bach.

Socialt ansvar med kommunal opbakning

Foreningernes potentiale til at løse sociale opgaver, og hvorvidt kommunerne kan pålægge foreningerne socialt arbejde, blev også taget op. Et klart budskab var, at den type af opgaver i foreningerne skal være drevet af lyst. 

Ifølge Anders Munch Skovgren er det vigtigt, at foreningerne kan se meningen i at indgå samarbejde med kommunen. Samtidig bør kommunerne ikke påtvinge foreninger sociale opgaver, da det risikerer at udpine frivilligheden, hvis foreningerne ikke oplever at have det nødvendige overskud til ekstra opgaver. En vigtig pointe fra Thomas Bach var her, at en fodboldtræners forpligtelse er at være fodboldtræner. Så er kommunernes opgave at hjælpe med de rigtige ressourcer i form af f.eks. pædagogisk personale til at bakke op, hvis det er nødvendigt for at idrætsforeningen kan yde en social indsats. Dagen bød også på en række parallelsessioner, der satte fokus på forskellige aspekter af frivilligheden, som ledelse, rekruttering og teknologi til at understøtte frivilligt arbejde. Oplæg fra de mange parallelsessioner og plenumoplæg kan hentes her.

Læs mere om frivillighed i idrætten