Idan Artikel 30.04.2015

Udviklingsforum skifter navn

Idrættens Analyseinstituts initiativ for at dele ny viden og skabe netværk i idrætssektoren skifter navn til Idan Forum.

Skrevet af: Martin Hedal

Idrætssektorens Udviklingsforum hedder fremover Idan Forum. Det nye forum har fået en særskilt temaside med den direkte adresse www.idanforum.dk. Samtidig er der oprettet en LinkedIn-gruppe eksklusivt for medlemmerne af forummet.

Med navneskiftet bliver Idrættens Analyseinstituts kaldenavn Idan nu integreret i forummets navn. Forummet vil fortsat have undertitlen Idrætssektorens Udviklingsforum.

”Navnet afspejler, at Idan producerer en masse viden, som vi gerne vil udvikle og dele i direkte dialog med et bredt udsnit af idrætssektoren. Samtidig signalerer undertitlen 'Idrætssektorens Udviklingsforum', at initiativet henvender sig til alle dele af en idrætssektor i hastig forandring og altså ikke kun de 'etablerede' aktører,” siger Henrik H. Brandt, direktør i Idrættens Analyseinstitut.

Farverig gæst til næste arrangement

Idan Forum tager hastigt form, og næste arrangement bliver mandag den 8. juni i København, hvor blandt andre The Color Run gæster forummet. Det fulde program for dagen kommer snart.

Idan Forum har pt. ca. 40 medlemmer. Idan tilstræber, at netværket skal vokse til 50-60 medlemmer i 2015. Interesserede er meget velkomne til at kontakte projektleder for Idan Forum, Martin Hedal på martin.hedal@idan.dk.