Idan Artikel 01.07.2013

Vækstteam vil fremme sportsevents

Regeringens vækstteam for turisme og oplevelsesøkonomi anbefaler at fremme antallet af sportsevents i Danmark og udarbejde en national eventstrategi.

Skrevet af: Søren Bang

Internationale begivenheder inden for kultur, viden og sport har en positiv effekt på turismen og er med til at brande Danmark. Med disse to argumenter anbefaler regeringens Vækstteam for Turisme og Oplevelsesøkonomi i sin afsluttende rapport at styrke indsatsen for at tiltrække internationale sportsbegivenheder, kongresser og andre events til Danmark. Ifølge vækstteamet bør regeringen gøre støtten til Sport Event Denmark permanent for at sikre, at Danmark kan tiltrække og gennemføre store internationale sportsbegivenheder på både elite- og breddesiden.

Ønsker national eventstrategi

Samtidig foreslår vækstteamet, at der udarbejdes en national eventstrategi, der skal styrke og samle indsatserne på eventområdet og udnytte disse mere strategisk i forhold til markedsføring og branding af Danmark. Konkret nævner vækstteamet EM i fodbold 2020 som et muligt nationalt samlingsprojekt blandt flere. 

Vækstteamet blev nedsat af Erhvervs- og Vækstministeriet og har haft til opgave at udarbejde konkrete anbefalinger til initiativer, som kan styrke vækstvilkårene inden for dansk turisme og oplevelsesøkonomi. Anbefalingerne på event- og sportsområdet indgår derfor i en større afrapportering med hovedfokus på at styrke den brede turisme. Teamet har været sammensat af brancherepræsentanter og eksperter fra turisme- og eventsektoren, herunder Lars Lundov , der er direktør i Sport Event Denmark.