Vesten taber kapløbet om topevents

Globaliseringen har turbomotoren på i idrættens verden. Med tiltagende hastighed flytter de største sportsevents i disse år væk fra den olympiske sports gamle kerneområder som Europa, Nordamerika og til dels Japan, viser en opgørelse fra Idan. For blot 10-20 år siden var det undtagelsen, at de største sportsevents som OL eller VM i fodbold blev afholdt i ikke-vestlige lande. I dag er billedet vendt på hovedet. De mest eksponerede og kommercielt stærke events forlader Vesten til fordel for nye lande med globale ambitioner, voksende økonomier og velpolstrede eventbudgetter. Placeringen af de mest globale megaevents som sommer- og vinter-OL, VM i fodbold, atletik og svømning viser udviklingen: Mens Vesten og Japan tilsammen sad på alle værtskaberne i 1990’erne, tegner disse områder sig for under en fjerdedel af værtskaberne efter 2010 (figur 1).

Figur 1: Placering af fem megaevents (antal events pr. område)

Kun OL i London til næste år og VM i svømning i Barcelona i 2013 står for døren, mens FIFAs nylige tildeling af VM-slutrunderne i fodbold til Rusland i 2018 og Qatar i 2022 samt IOC’s valg af Rio de Janeiro som OL-vært i 2016 er de mest iøjnefaldende eksempler på udflagningen. 

Men også inden for en række økonomisk stærke og meget professionaliserede sportsgrene bliver de mest attraktive events i stigende grad globale. Et eksempel er Formel 1, som rykker mod øst med speederen i bund. Hvor der i 2000-sæsonen blot blev afviklet tre løb i VM-cyklussen uden for Europa, Nordamerika og Australien, var Kina, Singapore, Sydkorea, Tyrkiet, Abu Dhabi og Bahrain ti år senere kommet ind løbskalenderen. Knapt halvdelen af sæsonens 19 løb bliver nu afviklet i ikke-vestlige lande. Et lignende mønster ser man i tennis, hvor især kvindernes professionelle WTA-tour er blevet global. For ti år siden lagde kun Tokyo anlæg til en topturnering uden for Vesten. I 2010 blev fire af de 14 største turneringer inklusive de fire faste grand slam-turneringer spillet i Mellemøsten og Asien.

Kunderne flytter væk

Udviklingen genkender direktør Lars Haue-Pedersen fra det internationale konsulentfirma TSE Consulting, der fra hovedkvarteret i Lausanne og en række regionale kontorer rundt om i verden bl.a. assisterer ansøgere af store sportsevents – fra ansøgere i OL-klassen til mindre organisationer som Sport Event Denmark herhjemme. 

”Helt banalt ser vi det jo ved, at vore kunder flytter væk fra Europa. Hvor vi for fem år siden havde klart størstedelen af kunderne i Europa, har vi nu størstedelen uden for Europa. Vi åbner kontorer i Brasilien, i Qatar, i Singapore, i Nordafrika, men ikke i Europa,” siger Lars Haue-Pedersen. Også i Sport Event Denmark oplever direktør Lars Lundov, at markedet for store sportsevents er blevet større. Det gælder klassiske sportsevents som VM, men også de mest prestigefulde konferencer og møder i den internationale sportsverden. ”Vi oplever en øget konkurrence fra lande, som for ti år siden ikke var event-aktive. Et godt eksempel var, da vi bød på IOC-kongressen. Vi bød flere gange, men da vi vandt værtskabet i 2009 var vi oppe imod Korea, Singapore, Taiwan, Egypten foruden Athen og Riga fra Europa,” siger Lars Lundov.

Det handler om profilering

En forklaring på, at mange lande kæmper om sportsevents, kan være den banale, at flere har infrastruktur og økonomisk råstyrke til at huse dem. 

Eventaktive lande som Brasilien, Qatar, Kina og Korea er f.eks. alle præget af voksende økonomier. Omvendt er de fattige afrikanske lande syd for Sahara på nær det rigere Sydafrika helt fraværende på eventlandkortet. Men hvorfor bruge milliarder på stadionfaciliteter og events i lande, der ofte på trods af den økonomisk vækst kæmper med store sociale udfordringer, og som økonomisk stadig har et hul at lukke til Vesten? Ifølge Lars Haue-Pedersen handler det i høj grad om at ændre vestlige fordomme og positionere sig globalt. ”Når folk tænker på Qatar, tænker de på store events og vilde arrangementer, hvorimod Saudi Arabien bare står for islamisk konservatisme. Landene vil gerne ses som moderne. De hader den stereotype opfattelse, man har af dem i den gamle verden. Men det tager lang tid at blive moderne; det er nemmere at influere på omverdenens opfattelse – og her hjælper sport og sportsevents,” siger Lars Haue-Pedersen. ”De er en måde at lave et shortcut i den måde, som andre ser på én. Man kan rykke år frem i løbet af tre uger. Folk ser i dag lidt anderledes på Sydafrika (vært for fodbold-VM i 2010, red.), end de gjorde for et år siden. Er det nok? Ja, det tror jeg faktisk. De har en masse fodboldstadioner, der står tomme og vil forfalde fra nu af. Men det er peanuts i forhold til en forøgelse af eksporten på en halv pct.” Ønsket om at spejle sig i Vesten kan samtidig forklare, hvorfor de største events med mest mediebevågenhed og prestige også er de mest attraktive. Det gælder ikke mindst Formel 1, der som tilbagevendende begivenhed er særligt attraktiv. ”Formel 1 er et klassisk eksempel på det, der sker. Formel 1 står på mange af de nye markeder som det mest cool, og samtidig giver det ikke kun giver mediebevågenhed i den weekend, det køres. Man kommer med i ’klubben’. Man får et stempel på, at ens land eller by ’er noget’. Det er utroligt vigtigt for et lille land som Abu Dhabi eller Bahrain at være med i Formel 1, for derfra kører man videre til Japan, til Melbourne, til England,” siger Lars Haue-Pedersen.

Europa sidder stadig på mindre events

At der på de nye eventmarkeder er mest fokus på megaevents, fremgår også af Idans opgørelse. Fraregner man de største events og ser på eventlaget nedenunder, er udviklingen mindre dramatisk (figur 2). 

Figur 2: Vesten står stadig stærkt i de øvrige VM-events

Vesten har stadig fat i cirka syv ud af ti VM-events i de sommerolympiske discipliner, der i opgørelsen er suppleret med enkelte events uden for det sommerolympiske program. En andel, der har været nogenlunde konstant siden 2000. Det kan ændre sig i de kommende år, men geografiske, klimatiske og kulturelle forhold arbejder imod en globalisering af alle idrætsgrene. F.eks. kræver alpint skiløb sne og bjerge, hvilket – endnu da – er en barriere for selv den mest sportsglade oliesheik. Desuden kan tilknytningen til en særlig idrætskultur virke dæmpende på eventspredningen. Amerikansk fodbold, baseball og cricket er gode eksempler.

Tilbage til 'moderskibet'

Men generelt har det større marked for sportsevents styrket eventudbyderne, typisk de internationale specialforbund, der har fået flere kunder i butikken – kunder, der ofte kommer fra lande med centraliserede og hurtige beslutningsgange og en tilsvarende svag demokratisk opposition. 

Samtidig kan udviklingen svække Vestens indflydelse i international idræt. ”De lande, der arrangerer store events og investerer meget i sporten, vil begynde at søge indflydelse i organisationerne,” vurderer Lars Haue-Pedersen, der kalder Mohamed Bin Hammams kandidatur ved det kommende FIFA-præsidentvalg et lysende klart eksempel. Men de ombejlede megaevents kan løbe ind i problemer, hvis bevægelsen væk fra Vesten går for stærkt. For det er stadig Vesten, som gennem sponsorer og tv-rettigheder sidder tungt på sportens indtægtsgrundlag, og det er stadig tilknytningen til den vestlige verden, der kaster glans over de store events. ”Værdien af eventen risikerer at falde. Måske har FIFA begået en stor fejltagelse ved at lægge to VM’er efter Brasilien ud i det, man kan kalde nye markeder. Det kan måske blive dødsstødet for fodbold-VM, for 90 pct. af indtægterne til fodbold kommer stadig fra Europa. Fans kan begynde at sige, at det der VM er sådan noget underligt ulands-udviklingshjælp, og man vil overhovedet ikke tage dertil,” siger Lars Haue-Pedersen, der mener, at de store events med mellemrum skal tilbage til ’moderskibet’, dvs. Vesten, og tankes op. ”Det var jo VM i Tyskland, der gav energi og fokus tilbage til fodbold-VM. Det var altså ikke Sydafrika. Det er derfor ikke godt for Rusland, at VM kommer til dem efter at have været i Brasilien og Sydafrika. Det er sådan lidt second class i forhold til prestige. Så jeg tror, at FIFA begik en fejltagelse.”