Idan Artikel 17.10.2007

WADA’s vicepræsident trækker sig

Den franske favorit til at overtage præsidentposten i WADA, vicepræsident Jean-Francois Lamour, har overraskende trukket sig med en hård kritik af det internationale antidopingagentur.

Skrevet af: Søren Bang

Opdateret den 22. oktober 2007

WADA’s vicepræsident, Jean-Francois Lamour, har trukket sig som kandidat til at overtage præsidentposten, som bliver ledig, når canadieren Dick Pound som planlagt trækker sig tilbage på det internationale antidopingagenturs verdenskonference i Madrid om fire uger.På et pressemøde tirsdag den 16. oktober meddelte den 51-årige franske favorit til præsidentposten, at han trækker sig fra alle opgaver i organisation, herunder sin nuværende vicepræsidentpost.Dermed er vejen til præsidentposten åben for den tidligere australske toppolitiker John Fahey, som efter sommerferien overraskende meddelte sit kandidatur.

Vred over mangel på støtte

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP spillede netop Fahey sene kandidatur en vigtig rolle i 51-årige Lamours beslutning om at trække sig.

Han anklager således både WADA-præsident Dick Pound og tidligere WADA-vicepræsident Brian Mikkelsen for utilstrækkelig opbakning i det pludseligt opståede politiske spil om præsidentposten.Samtidig kommer den tidligere dobbelte olympiske mester i fægtning med en række kraftige udfald mod WADA, som han anklager for at være ineffektiv og letpåvirkelig over for lobbyvirksomhed.”WADA har taget et skridt tilbage. Vi er sat ti år tilbage,” sagde Jean-Francois Lamour ved pressemødet, hvor han samtidig bebudede, at han vil arbejde for et nyt europæisk antidopingagentur, som skal være mere nyttigt og effektivt.

Ingen forståelse hos WADA

Den nuværende præsident, Dick Pound, kalder i en kommentar til det amerikanske nyhedsbureau AP Lamours beslutning og anklagen om manglende støtte for uforståelig. I en pressemeddelelse på WADA's hjemmeside går han samtidig hårdt i rette med Lamours kritik.

Der har i WADA været en bred forståelse for, at den næste præsident skulle komme fra regeringssiden, og Lamours valg som vicepræsident var således første skridt mod præsidentposten. Men selv om Faheys pludselige kandidatur af Lamour ses som et brud på en underhåndsaftale, er der ifølge Dick Pound intet formelt at komme efter.”Hvorfor var han (Lamour) ikke klar til at gå i valgkamp? Der har aldrig været nogen garanti for, at han ville være den eneste kandidat. Europa må være lidt skuffet over, at den mand, man havde udpeget og satset på, blot har opgivet,” siger Dick Pound til AP, der heller ikke forstår kritikken af WADA. "Han har været en del af det i flere år og vicepræsident, og jeg har aldrig hørt ham sige, at det går den gale vej. Jeg ved ikke, hvad han bygger det på.”Dick Pound afviser samtidig idéen om et europæisk dopingagentur med henvisning til, at den ikke falder i tråd med ambitionerne om at sikre en globalt harmoniseret indsats mod doping.Opstillingsfristen til den snart ledige præsidentpost er allerede passeret. Dermed synes John Fahey, der i dopingpolitiske sammenhænge er uprøvet, at være sikker på at afløse Dick Pound efter verdenskonferencen i Madrid den 15.-17. november.