Idan undersøger idræts- og foreningslivet i Frederikssund Kommune
Idrættens Analyseinstitut skal give Frederikssund Kommune et indblik i borgernes idrætsvaner. Undersøgelsen skal danne grundlag for kommunens fremadrettede arbejde med idrætsområdet og pege på udfordringer, dilemmaer og mulige indsatser, der kan styrke rammerne for borgernes deltagelse i idrætsaktiviteter.
Frederikssund Kommune ønsker at styrke idræts- og foreningslivet lokalt, og fremtidige indsatser skal tage afsæt i et opdateret billede af idræts- og facilitetsområdets status i kommunen.
Derfor har Frederikssund Kommune bedt Idan om at gennemføre en undersøgelse, som kortlægger borgernes idrætsvaner, samt hvordan idrætsfaciliteterne kan understøtte borgernes aktiviteter både i og uden for foreningerne, herunder i Idrætsbyen i Frederikssund og i den nye bydel Vinge.
Idan vil derfor blandt andet kortlægge borgernes idræts- og bevægelsesvaner på tværs af aldersgrupper, foreningsidrættens omfang og kommunens idrætsfaciliteter. Undersøgelsen ser desuden på en række baggrundsforhold, der har betydning for idrætsområdet i kommunen.
Som en del af undersøgelsen gennemfører Idan også en spørgeskemaundersøgelse og fokusgruppeinterviews blandt kommunens idrætsforeninger. Her er der blandt andet fokus på foreningernes situation og trivsel samt deres opfattelse af faciliteterne. Endelig kortlægger Idan booking, benyttelse og tilgængelighed i kommunens idrætsfaciliteter.
På baggrund af undersøgelsen skal Idan desuden pege på udfordringer, dilemmaer og mulige indsatser, der kan styrke borgernes deltagelse i idræt, sport og motion, øge brugen af idrætsfaciliteterne og styrke samspillet mellem idræt, fritid og sundhed.
Hovedrapporten forventes klar i efteråret 2026, og et supplerende analysenotat med anbefalinger følger primo 2027.
