Debatindlæg: Åndelig oprustning uden kroppen er demokratisk tomgang

Debatindlægget er første gang gang bragt i Altinget Idræt 13. januar 2026. 

Da DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen ved DGI’s årsmøde 2025 pegede på idrætsforeningernes rolle i den åndelige oprustning og vigtigheden af folkeoplysning, ramte hun en nerve, som rækker langt ud over foreningslivets egne cirkler.

Ordene kalder på eftertanke – og tiden er inde til at tydeliggøre, hvilken rolle idrætten kan og bør spille i vores samfund.

Begrebet “åndelig oprustning” har hurtigt fået en politisk ladning. I den offentlige debat er det blevet koblet til kampånd og en “indre forsvarslinje” mod en ydre fjende. Skepsissen lod da heller ikke vente på sig. For hvad er det egentlig, vi opruster? Og til hvad?

Som professor Svend Brinkmann har advaret, ligger der en risiko i at gøre ånd til våben, en indre forsvarslinje, hvor vi kan komme til at skade det, vi egentlig siger, vi vil styrke. Den bekymring deler jeg.

Men jeg vil tilføje én pointe, som desværre sjældent får plads i de brede samtaler om ånd og kultur:

Når talen falder på åndelig oprustning, omtales ånden ofte, som om den svæver frit – løsrevet fra den krop, der bærer den. Uden kroppen mister ånden sit praktiske fodfæste og sit demokratiske potentiale.

Den glemte sammenhæng mellem krop og ånd

I antikken blev krop og ånd ikke opfattet som adskilte størrelser, men som et sammenhængende hele. Gymnasiet var et gymnasion: et dannelsesrum, hvor fysisk træning, tænkning og samtale var uløseligt forbundet. Kroppen var en uundværlig del af erkendelsen og af menneskets dannelse.

Det moderne gymnasium har arvet navnet, men i vid udstrækning glemt kroppen.

Som historikeren Hans Bonde har påpeget, er nutidens uddannelsesinstitutioner i høj grad blevet rene åndsanstalter, hvor kroppen må nøjes med et par timer i idrætssalen.

Det er ikke kun et spørgsmål om skoleskemaer; det er et kulturpolitisk spørgsmål om, hvad vi mener et menneske skal kunne, og hvilke erfaringer vi anser som dannende.

Allerede i 1908 advarede den danske idræts- og seksualpioner J.P. Müller mod en ensidig åndsdyrkelse, hvor kroppen reduceres til transportmiddel for hovedet.

Han pegede på en lille, men sigende sproglig forskydning. I antikken sagde man om et dårligt oplært menneske, at han har hverken lært at læse eller svømme. I dag nøjes vi med at sige, at man hverken kan læse eller skrive. Kroppen er gledet ud af horisonten som erkendelsesvej.

Derfor bliver “åndelig oprustning” et tomt begreb, hvis vi ikke samtidig taler om det kropslige og om idrætten som et af de rum, hvor erfaring, dømmekraft og dannelse udvikles i praksis.

Idrætten som demokratisk værksted

Det handler ikke kun om oplysning – om at vide mere. Det handler om at kultivere demokratiske dyder. Som Aristoteles formulerede det, bliver vi ikke født dydige, vi bliver det ved at øve os.

Dyder og værdier kan kultiveres mange steder i samfundet. Men idrætten har et særligt rum og potentiale, hvor de kan stilles skarpt og omsættes konkret – ikke som flotte ord i en strategi, men som noget, man mærker i kroppen: at tabe og rejse sig, at vinde med mådehold, at respektere en modstander, at acceptere en regel, man ikke selv har lavet.

Derfor bør idrætten tænkes ind i samtalen om åndelig oprustning. Ikke fordi idrætten er løsningen på alle samfundets problemer, men fordi den tilbyder noget sjældent: et konkret rum, hvor mennesker lærer at møde modstand, tage del og tage ansvar – uden at opløse fællesskabet.

Men her må vi også være ærlige. I en stadig mere digital, professionaliseret og gennemkommercialiseret sportsverden bliver idrættens dannende rolle ikke stærkere af sig selv.

Derfor er det ikke nok at hylde idrætten som fællesskab, folkeoplysning og demokrati. Vi må også kaste et kritisk blik på, hvordan idrætten faktisk forvaltes – hvem der sætter rammerne, hvilke interesser der dominerer udviklingen, og om de værdier, vi taler om, også leves i praksis.

Uden ansvarlig forvaltning risikerer idrætten at miste netop det dannelsespotentiale, vi forventer, at den skal bære.

Demokrati skal øves – også med kroppen

De danske idrætshøjskoler har historisk været laboratorier for forbindelsen mellem krop, kultur og demokrati. I dag står de – sammen med resten af idrætten – med en oplagt mulighed og et ansvar for tydeligere at formulere, hvad netop deres særlige idrætspraksis kan bidrage med i en tid, hvor åndelig oprustning igen er på dagsordenen.

Jeg ved det, fordi jeg selv har stået dér. På Gerlev Idrætshøjskole mødte jeg forbindelsen mellem bevægelse og ånd – ikke som en smuk metafor, men i praksis.

Gerlev – inspireret af blandt andre professor emeritus Ove Korsgaard og den nu afdøde idrætsfilosof Henning Eichberg – lærte mig, at kampen mellem to udøvere kan være et civiliserende møde med et demokratisk dannelsespotentiale.

I dansen, i kampen, i legen, i fællesskabet og i dialogen lærer vi at tåle uenighed og at finde regler, der gør det muligt at være sammen – også når vi er modstandere.

Når to udøvere står over for hinanden – begge med viljen til at vinde, men med respekt for regelrammen – opstår der en disciplineret form for uenighed. Det er dér, civiliseringen begynder. Det er dér, demokratiet og dannelsen bliver kropsligt.

Som Eichberg har formuleret det: Kultur sidder ikke kun i hovedet, den sidder i kroppen. Kroppen er vores måde at være i verden på. Gennem bevægelse, rytmer, sansninger og modstand udvikler vi orientering, identitet og dømmekraft.

Som i antikken skal demokrati ikke kun tales frem fra talerstolen. Det skal erfares kropsligt. At alle frie mandlige borgere kunne stille sig op bag startsnoren ved de græske sportslege var en konkret kropslig erfaring af lighed. Den politiske lighed på folkeforsamlingerne udviklede sig i tæt samspil med denne kropslige praksis. Demokratiet blev øvet, mens det blev formuleret.

At dyrke idræt gør os ikke automatisk til demokratiske væsner. Og kropslige erfaringer kan ikke blot mekanisk overføres fra håndboldbanen til arbejdspladsen eller den politiske debat. Men kropslige erfaringer kan forme vores forståelse af dialog, modstand og respekt, også dér hvor samtalen ellers er brudt sammen.

Derfor skal idrætten ikke blot ses som aktivitet, men som et demokratisk værksted, som nu må tales frem i det åndelige oplysningsprojekt.

Idrættens chance i det åndelige projekt

Ideen om åndelig oprustning rummer derfor en mulighed for dansk idræt, hvis man tør tage den alvorligt og give den indhold. En mulighed, der rammer direkte ned i den danske idrætstraditions kerne: det intime forhold mellem ånd og krop, mellem leg og kamp, mellem fællesskab og demokratisk dannelse.

Denne mulighed stopper ikke ved Danmarks grænse, men kan også gøre sig gældende i en international brydningstid, hvor der i disse år udspiller sig en intens kamp om idrættens værdier og om, hvilken retning den skal tage i de kommende årtier.

Det er en verden præget af korruption, magtmisbrug, overgreb, kriminalitet og autoritære staters brug af sport som politisk redskab – ofte med værdimæssige sigtelinjer langt fra den idrætskultur, vi i Danmark historisk har bygget vores foreningsliv og folkeoplysning på.

Hvis vi vil være et samfund, der kan stå for noget – også internationalt – må vi spørge: Hvilke rum og interaktioner danner os – og hvordan? Hvilke sammenhænge former vores fælles dømmekraft? Hvilke miljøer kultiverer vores evne til at leve med uenighed uden at knække fællesskabet?

Her kommer idrætten ind. Ikke som pynt eller et hyggeligt appendiks til “det rigtige samfund”. Men som et af de steder, hvor åndelig, kropslig og demokratisk dannelse stadig kan finde sted i praksis.

Måske er det idrættens vigtigste bidrag i en ny tid: At minde os om, at demokrati ikke først og fremmest er en holdning, men en måde at være sammen på. En livsform og en livslang øvelse med et kropsligt udgangspunkt og som igen må gøres centralt i den nyudsprungne debat om åndelig oprustning.