Idan Artikel 15.04.2021

Altinget blander sport og politik i et nyt medie med premiere i maj

Altinget Idræt har fokus på idrætspolitik og skal både dække historier fra den store scene og de politiske diskussioner om idrætsforhold på den danske hjemmebane.

Skrevet af: Kirsten Sparre

I begyndelsen af maj er der premiere på nichemediet Altinget Idræt, som skal sætte fokus på idrætspolitik.

“Der er mange stærke medier, som dygtigt dækker sporten. Men der er ikke andre med et benhårdt fokus på idrætspolitikken. Vores rolle bliver ikke at dække kampen på banen. Vi dækker kampen mellem beslutningstagerne," siger Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, om den nye satsning.

Ligesom Altingets andre nicher kommer Altinget Idræt til at følge hele den politiske proces fra udspil til høringsfase og forlig. Mediet bliver også et forum, hvor sportens organisationer og klubber kan føre den politiske debat om dansk idræt både på amatør- og professionelt niveau.  

”Der er masser af politik i sport. Fra beslutningen om at bygge nye fodboldbaner i en kommune til kampen mod doping, matchfixing og hasardspil. Der er politik i, om danske OL-deltagere skal foran i vaccinekøen. Og på den helt store klinge: de store sportsbegivenheder som Tour de France og EM i fodbold, der udfordrer infrastrukturen og lægger beslag på mange offentlige midler,” siger Jakob Nielsen. 

Idrætssektoren har stort journalistisk potentiale

Jens Sejer Andersen, der er international chef i Play the Game og konstitueret direktør for Idrættens Analyseinstitut, er glædeligt overrasket over, at et nyt medie melder sig på banen i den idrætspolitiske debat.

”Selv om de daglige nyhedsmedier har oprustet deres idrætspolitiske dækning betydeligt og med høj kvalitet i de senere år, er der stadig masser af idrætspolitiske emner og synsvinkler, som ikke får den dækning, de fortjener,” siger han.

Jens Sejer Andersen peger på, at idræt er en sektor, som engagerer hundredtusindvis af danskere i den daglige drift, og som har en enorm politisk, kulturel og økonomisk gennemslagskraft.

”Sektoren rummer et stort journalistisk potentiale. Bedømt ud fra Altingets øvrige meritter er der grund til at tro, at det nye medie kan være med til at forløse det potentiale og styrke både viden og debat om idrætspolitikken,” siger han.

Fra VM i Qatar til kommunalt stadionbyggeri 

Redaktør for Altinget Idræt bliver Rasmus Løppenthin, der tidligere har været redaktør for Altinget Udvikling, og som i flere år har været journalist på Altinget Civilsamfund.

Han fremhæver en eventuel dansk deltagelse i VM i Qatar 2022 som et af de emner, det nye medie kommer til at dække.

"Den kommende tid vil vi selvfølgelige skriv om den politiske dimension af EM i København, ligesom formandsvalget i Danmarks Idrætsforbund er vigtigt for os. Og så kommer man ikke udenom, at VM i Qatar kan blive den største idrætspolitiske game changer nogensinde. Derfor vil vi selvfølgelig dække det intenst," siger Rasmus Løppenthin.

"Men vi skriver ikke kun historier fra den store scene. Vi dækker også uro på bestyrelsesgangene i det lille specialforbund eller konsekvenserne af et kommunalt stadionbyggeri," siger han.  

Ud over Altingets klassiske, neutrale journalistik om temaer, der fylder på idrætsområdet, vil det nye nichemedie også skabe overblik gennem kalender- og navnestof og nem adgang til de sager og spørgsmål, der rører sig politisk.