Dansk idræt skal spille med i kampen for det globale demokrati

Denne artikel er en tilrettet udgave af en artikel, som blev bragt i tidsskriftet Udenrigs.

Med udsigt til et vinter-OL i Beijing og et fodbold-VM i Qatar har det længe ligget i kortene, at 2022 ville føje nye kapitler til historien om det intime samspil mellem sport og politik. Men at begivenhederne ligefrem ville bringe det globale idrætssamarbejde i fare, kunne ingen forudse. 

Det meste af den vestlige verden holdt som ventet sine officielle repræsentanter hjemme, da Kina i februar gennemførte sit vinter-OL i Beijing i skyggen af anklager om folkedrab og brud på internationale traktater. Men ingen lande truede for alvor med at spærre vejen for atleter og idrætsledere. De blev til gengæld – med de kinesiske myndigheders frygt for COVID som alibi - overvåget, kontrolleret og kommanderet rundt med i et hidtil uset omfang. 

I optakten til OL holdt generalsekretær Xi Jinping og præsident Vladimir Putin et topmøde, som banede vejen for, at Rusland for tredje gang på 14 år kunne bryde den såkaldte olympiske våbenhvile. Dette symbolske prestigeprojekt for Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har tilslutning fra et enigt FN og gælder fra ugen før OL åbner og til ugen efter de Paralympiske Lege slutter. 

Da denne højt besungne olympiske fred blev brudt af Rusland i Georgien i 2008 og på Krim i 2014, forholdt IOC sig tavs. Men invasionen af Ukraine den 24. februar i år udløste så stærke protester fra idrætsbevægelsens europæiske kernelande og USA, at IOC måtte markere sig og anbefale alle selvstændige idrætsforbund at udelukke russiske atleter og aflyse arrangementer på russisk grund.  I forvejen var tålmodigheden med russerne tyndslidt, efter at russerne i syv år havde nægtet at vedkende sig deres ansvar for verdens hidtil største dopingskandale. 

Krigen i Ukraine har uden tvivl svækket Ruslands enestående stærke magtposition i international idræt, som tålmodigt er bygget op gennem to årtiers massive investeringer og dygtig lobbyisme i en lang række idrætsforbund. Men vejen tilbage i den olympiske varme er ikke nødvendigvis lang, for hverken russiske idrætsledere eller nationale forbund er omfattet af IOC’s boykot, selv om de er sammenvævede med Putins styre. 

Putin selv har reageret med vantro og forargelse på udelukkelsen af atleterne. Ved et alternativt “internationalt” stævne i marts for de atleter, der blev udelukket fra de Paralympiske Lege i Beijing, fordømte han ”krænkelsen af det olympiske charter, herunder den læresætning at legene er en konkurrence mellem atleter, ikke mellem stater.” 

Ikke alene er dette en tvivlsom sandhed. Det er i tråd med Putins egen tankegang og til hans klare fordel, at olympisk idræt i høj grad er en arena, hvor stater måler sig med hinanden. Fordømmelsen af Rusland stikker ikke dybt i alle dele af verden, hverken i eller uden for idrætten, og splittelsen blandt idrætsledere følger nogenlunde samme linjer som dem der tegner sig i geopolitikken: Mellem en blok af liberale demokratier på den ene side og en blok af autoritære stater på den anden, og midt imellem dem en broget skare af lande, som navigerer efter bedste evne og egeninteresse. 

Også små lande kan få stor opmærksomhed i dette spil. På idrætsscenen kan hverken Kina eller Rusland kan tilskrives æren for, at den folkelige interesse for forholdet mellem sport og politik er vokset dramatisk i de senere år, ikke mindst i Danmark. 

Den ære tilfalder en geografisk dværg - et land lidt større end Sjælland og Fyn lagt sammen - som er placeret i et strategisk vigtigt område og råder over uhyrlige økonomiske kræfter. 

At Qatar er havnet i verdens søgelys og har sikret sig værtskabet for VM i fodbold, er på ingen måde tilfældigt. Det er resultatet af en langsigtet og vellykket strategi for at sikre sig store mesterskaber og indflydelse i flertallet af de 35 olympiske idrætsforbund. Et næste mål er sommer-OL i 2036. 

Flere andre autoritære og pengestærke stater har ladet sig inspirere og efterligner nu Qatar for at øge deres prestige og legitimitet, både i forhold til deres egne befolkninger og i relationerne til omverdenen.  

Globale forretninger med foreningsfrihed 

Det er ”soft power” på første klasse, og sporten har vist sig at være en sektor, hvor det er let for pengestærke kræfter at trænge ind.  

De store idrætsorganisationer arbejder i en verden med meget få reguleringer og begrænsninger. De fleste har hovedsæde i Schweiz, hvor de nyder godt af skatte- og foreningsfrihed med vide rammer. Indtil for nylig var korruption i forbundenes egne rækker end ikke forbudt ved schweizisk lov. 

Til trods deres not-for-profit status tjener mange af de olympiske idrætsorganisationer formuer som aktører i en meget indbringende international underholdningsindustri, hvor milliarderne ruller til sponsor-, tv- og byggekontrakter.  

De fede forretninger og de frie rammer har ført til en omfattende korruption blandt idrættens topledere efter Oscar Wilde’s devise: ”Jeg kan modstå alt, undtagen fristelse”. 

I det seneste årti har offentlige anklagere og undersøgelsesdommere i og uden for Schweiz i stigende grad rettet søgelyset mod idrættens topledere, men i modsætning til gerningsmændene har de nationale anklagemyndigheder mange begrænsninger på deres samarbejde over grænserne, lovgivningen er ofte svag, og efterforskningen yderst langsommelig. 

Alt er lettere i diktaturer 

Når de olympiske forbund ser igennem fingre med, at stater som Qatar, Saudi-Arabien, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Kina, Aserbajdsjan og Rusland hverken tilbyder sporten autonomi eller foreningsfrihed, skyldes det naturligvis, at disse stater tilbyder enorme investeringer og stabile politiske forhold. 

”Diktaturer kan gennemføre sådanne begivenheder med venstre hånd, de behøver ikke spørge deres folk”, tilstod den tidligere, nu afdøde formand for Det Internationale Skiforbund, Gianfranco Kasper, åbenhjertigt i 2019. 

”Set fra et forretningssynspunkt vil jeg sige: Jeg vil bare tage til diktaturer, jeg ønsker ikke at diskutere med miljøaktivister.”  

Kasper måtte siden beklage sine udtalelser, og retfærdigvis er det ikke kun forstokkede idrætsledere, som baner vejen for de autoritære stater. I de vestlige, demokratiske lande er befolkning og politikere begyndt at trække sig ud af kampen om de store idrætsbegivenheder i protest mod de enorme omkostninger og det pamperi, der er forbundet med dem – men Vesten har ikke formuleret et samlet modspil. 

Da for eksempel Beijing blev valgt som vært for dette års Vinter-OL i 2022, skete det efter en kneben sejr over Almaty i Kasakhstan, som heller ikke er et demokratisk mønsterland. I budprocessen havde byer som Oslo, Stockholm, München, Lviv og Krakow trukket sig efter åbenlys folkelig og politisk modstand. 

Samme tendens ses omkring Sommer-OL. Umiddelbart tegner det nydeligt for IOC, at de næste tre Sommer-OL skal holdes i Paris, Los Angeles og Brisbane i nævnte rækkefølge. Men det hører med i billedet, at IOC efter en række prominente afbud til sidst kun stod med Paris og Los Angeles som ansøgere til OL i 2024. For at undgå flere pinligheder fik Los Angeles tildelt legene i 2028 uden en fornyet procedure. 

Formaninger og anbefalinger 

Om ikke andet viser de kommende OL-værter, valget af Brisbane, at demokratiske lande stadig har en chance, hvis de gider oppe sig og deltage i det politiske lobbyarbejde. Men det kniber gevaldigt. 

Selv har jeg deltaget i utallige møder i EU, Europarådet og UNESCO, hvor regeringerne har udtrykt stærk bekymring over de korruptionsskandaler, der er blevet blotlagt i FIFA og andre internationale idrætsforbund i de sidste 25 år. 

Selv om tonen løbende skærpes, vedtager EU og Europarådet stadig ikke andet end alvorlige formaninger og venlige anbefalinger. De orker tilsyneladende ikke at bruge de muskler de har en tid endnu, i og med at Europa stadig er et væsentligt økonomisk, politisk og kulturelt kraftcenter for topidrætten. 

Både EU og Europarådet kunne koble de partnerskaber og tilskud, som idrætten efterspørger, til klare kriterier for ”good governance”. Begge kunne kræve forbedringer af sportens eget retssystem, som i dag styres suverænt af IOC uden tilstrækkelig sikkerhed for krænkede parter. Og begge har midlerne til at forlange, at sportens organisationer tager konkrete skridt til at bremse hvidvask, trafficking, skatteunddragelse og andre aktiviteter i moderne sport, der undergraver demokrati og retssamfund. 

Europa virker handlingslammet, og forandringer i sportens organisationer sker stort set kun, når USA’s myndigheder træder i aktion – som da for eksempel FBI i 2015 slog til mod FIFA’s kongres i Schweiz og indledte de retssager, der fik mange internationale idrætsledere til at tænke sig om en ekstra gang. At man kan komme i fængsel for at være korrupt, var ikke en tanke der havde faldet dem ind. 

Betydning for demokratiets tilstand 

Men hvorfor skal Danmark blande sig i udviklingen af international idræt? Vi har jo selv styr på sagerne med høj idrætsdeltagelse, et stærkt civilsamfund og en eliteidræt der ledes med hensyntagen til det hele menneske. 

Det kan der gives flere gode grunde til.  

Hvis man helt overordnet er bekymret for demokratiets tilstand i verden i dag, er det ikke en god idé at overlade så vigtig en platform som idrætten til autoritære kræfter. Ikke alene giver de store begivenheder værtslandene mulighed for at promovere deres værdisæt og historiesyn via tv og internet, selve idrætten er også en arena, hvor normer og værdier er til konstant forhandling, på og uden for banen. 

Et andet overordnet hensyn gælder kampen mod korruption og kriminalitet på verdensplan. Den samlede sportsindustri udgør i de fleste undersøgelser 2-3 procent af bruttonationalproduktet, og hvis så vigtig en sektor vedbliver at være et frirum for grå og sorte spekulanter, vil det naturligvis svække retstilstanden i det øvrige samfund.  

Også dansk eliteidræt kommer under pres , hvis olie- og gasrige stater uhæmmet får lov at lægge det niveau idrætten skal foregå på. Se bare på udviklingen i europæisk fodbold, hvor klubber med ubegrænsede ressourcer fra især Mellemøsten (og indtil for nylig Rusland) dominerer totalt. 

Af hensyn til danske eliteatleters ve og vel er vi også nødt til at interessere os for, hvilke miljøer vi sender dem ud i. Er det et idrætsmiljø, der ser igennem fingre med doping, matchfixing og andre former for manipulation med den fair konkurrence? Eller er det transparent og demokratisk? 

Endelig er det danske foreningsliv også påvirkeligt. Det normer og idealer der formidles i mediernes idrætsbillede, præger på godt og ondt hverdagen i mange foreninger. Ambitiøse idrætsledere vil tage bestik af, hvad der skal til for at begå sig på højeste niveau. 

En mere aktivistisk linje 

Med andre ord er der både udenrigs- og idrætspolitiske grunde til at føre en mere aktivistisk linje med demokratiske værdier som omdrejningspunkt. 

Noget tyder på, at regeringen også er indstillet på det. I slutningen af 2021 kom kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen hjem fra Bruxelles med underskrifter fra 21 EU-lande samt Island og Norge på en opfordring til de internationale idrætsorganisationer om at arbejde med ”mere gennemsigtighed, demokrati og menneskerettigheder”. 

Dette ønsker regeringen at følge op på, og det bliver også nødvendigt. Ret beset har både EU-landene og de nordiske lande flere gange tidligere lavet tilsvarende udtalelser.  

Allerede i 2013 udarbejdede EU-landene et sæt anbefalinger om ”good governance in sport”, og under det hollandske EU-formandskab i 2016 vedtog man en erklæring om at fremme integritet og menneskerettigheder ved store sportsevents. 

Hvis ikke disse resolutioner ledsages af mere håndfaste krav, ryger de direkte i arkivet, både i EU og i idrættens hovedkvarterer.  

Dansk idræts kvaliteter som ”soft power” 

En mere aktivistisk linje i dansk international idrætspolitik bør have større ambitioner end blot at sikre et modspil til de autoritære staters mangeårige offensiv.  

I dansk idræt og foreningsliv ligger en række kvaliteter, som der er massiv efterspørgsel på i store dele af verden. Overalt er regeringerne bekymrede over befolkningens faldende fysiske aktivitet – ikke bare på grund af omsorg for de store massers livskvalitet, men også af frygt for den regning der skal betales, når den passive livsstil udmønter sig i de kendte velfærdssygdomme: Overvægt, diabetes, hjertekarsygdomme med mere. 

I det hele taget er breddeidrætten stærkt undervurderet som medspiller i Danmarks ”soft diplomacy”. Lande som Norge og Schweiz har idrætten tænkt med i deres udviklingspolitiske arbejde, mens idræt ikke indgår i Danidas forestillinger om civilsamfund.  

Den dansk baserede idrætsorganisation ”International Sport and Culture Association”, har opfundet begrebet ”Grassroots sports diplomacy” og argumenterer for, at en større udveksling af viden og erfaringer vil ”åbne flere døre for folk til at deltage og i sidste ende føre til mere inklusion i idræt og fysisk aktivitet, samtidig med at det fremmer diplomatiske relationer og bredere politiske målsætninger”. 

En strategi i tre spor 

Igennem mere end ti år har Play the Game foreslået, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget samles om en idrætspolitisk strategi, som skal række mange år frem og kunne spænde over flere forskellige målsætninger. Den skal naturligvis udformes i samarbejde med de aktører i idrætten, som har ekspertisen, engagementet og ofte også det politiske ansvar for at udføre de specifikke opgaver.  

Vi foreslår, at man lægger en strategi i tre spor.

• Forbundssporet: Mere demokrati og transparens i de internationale idrætsorganisationer er en forudsætning for at komme korruption og andre dårligdomme til livs. Danmarks Idrætsforbund har forpligtet sig på demokratisk aktivisme i sin nye internationale strategi, og også DBU har hævet indsatsen. Vi foreslår, at der lægges faste rammer for den løbende opdatering og dialog, der må være mellem regering og folketing på den ene side og DIF, DBU og de øvrige 61 specialforbund på den anden side.
  
  
• Det mellemstatslige spor: Regeringens og Folketinget må lægge en sammenhængende, værdibaseret indsats i EU, Europarådet, UNESCO og lignende instanser. Danmark kan sætte sig i spidsen for en alliance af lande, der ønsker at skærpe kravene til governance og menneskerettigheder i idrætten. De to første spor understøtter hinanden i at lægge pres på de internationale idrætsorganisationer.
  
  
• Udviklingssporet: Her skal alle aktører på banen. Dansk idræt rummer en enorm viden om fysisk aktivitet og bevægelse for alle målgrupper, træner- og lederuddannelse, udvikling og drift af idrætsfaciliteter, styrkelse af civilsamfund, antidoping, byplanlægning, outdoor-aktiviteter og meget mere. Kunne man ikke – i samarbejde mellem Udenrigsministeriet og Kulturministeriet – afsætte midler til en ramme, som DIF, DGI, Dansk Firmaidræt, ISCA og andre aktører kunne udfylde?

I international idræt kæmpes der ikke blot om hæder og medaljer på de store arenaer. I kulissen raser en kamp om, hvilke værdier der skal præge vores samfund og samarbejde – en kamp mellem demokrati og autokrati - og det er på høje tid, at Danmark melder sig ind. 

God kamp!

Denne artikel er en tilrettet udgave af en artikel, som blev bragt i tidsskriftet Udenrigs.