Sporten er en yndet arena for politiske budskaber

Før de olympiske lege i Berlin august 1936 skrev Danmarks største sportsavis Idrætsbladet, der blev udgivet af Politiken, begejstret i en artikel, at "… det brændende spørgsmål overalt på kontor og fabrik, i skole og på arbejdsplads" var muligheden for at "skaffe sig ferie i begyndelsen af august", og at folk dagligt talte sparegrisens indhold og vejede "chancerne for og imod en rejse til det centrum for alverdens sport, som Berlin vil blive."

Idrætsbladet hævdede sågar, at tyskerne arrangerede fredens olympiske lege, og redaktionen lod sig imponere af OL’s storslåede præg. Et karakteristisk eksempel er sportsjournalist Emil Andersen, der både var medlem af Danmarks Olympiske Komité og redaktør på Idrætsbladet, og som i sin bog fra 1936 skrev:

"I det hele taget var der meget lidt at udsætte på arrangementet og gennemførelsen af dette gigantiske atletikstævne. Og idrætsmændene sørgede for resten. De gjorde det til den store succes, som længe vil bevares i erindringen hos såvel deltagere som tilskuere."

De tyske arrangører havde da også gjort alt for at gemme sig bag en pyntet facade, og tilrejsende tilskuere og idrætsfolk oplevede på nærmeste hold højdepunktet af propagandistisk selvfremstilling i Det Tredje Rige. Op til legene blev kampagner mod jøder indstillet, antijødiske indskrifter på mure og skilte blev malet over, og det stærkt racistiske dagblad ’Der Stürmer’ fik forbud mod at udkomme. OL skulle for alt i verden være en storslået fest, hvor værtslandet kunne præsentere sig som en fredelig og arbejdsom nation og påvirke en hel generation af unge eliteidrætsfolk, ledere og journalister.

Der var dog også kritiske røster at spore op til OL. Blandt kommunister, kulturradikale, arbejderidrætten, jødiske idrætskredse og i den socialdemokratiske presse var der modstand mod, at det nazistiske styre og stærkt militaristisk regime skulle afholde OL i fredens og den mellemfolkelige forståelses navn.

Men på trods af at ikke alle deltog i hyldestkoret over, at det nazistiske Tyskland bød velkommen til 16 dages idrætsfest, så tyder meget på, at de havde succes med deres satsning på at bruge sporten til at skabe et skønmaleri af det nazistiske samfund. Allerede to dage efter legenes afslutning kunne den danske avis Jyllands-Posten i rosende vendinger skrive at "Det i alle henseender vellykkede forløb af Olympiaden i Berlin tegner således en klar sejr for den sande sport i kampen mod den politiske sport."

Det var ikke kun Jyllands-Posten, som var efterladt med en positiv oplevelse ved OL i 1936. Mange idrætsledere, trænere, atleter og journalister blev fascineret af og benovet over Det Tredje Riges idrætskultur og af, at en nation anså sporten for at være så vigtig. Det medførte at der under og efter OL i Berlin i 1936 udviklede sig et tæt samarbejde mellem dansk og tysk idræt, som dannede grobund for det tætte idrætssamkvem, der opstod mellem Danmark og Tyskland under besættelsen fra 1940-1943, som historiker Hans Bonde har vist i sin bog ’Fodbold med fjenden’ fra 2006.

De olympiske lege i Berlin i 1936, der i eftertiden ofte er blevet refereret til som de nazistiske lege, var således ikke en ”klar sejr for den sande sport i kampen mod den politiske sport,” som Jyllands-Posten skrev. Legene i Berlin blev en klar politisk sejr for det nazistiske regime, som demonstrerede, hvordan sportens fascinationskraft kunne bruges som et skalkeskjul.

I dag har styret i Qatar også set sit snit til at bruge sporten politisk. I 2010 fik landet tildelt værtskabet for VM i herrefodbold. Det har skabt en hidtil uset debat om forholdet mellem sport, politik og menneskerettigheder, som har fået vind i sejlene af især to grunde:

For det første beviserne for, at der var korruption i FIFA under tildelingen af VM-værtskaberne for 2018 og 2022. For det andet menneskerettigheds-organisationers og journalisters afdækning af Qatars problemer med at overholde basale menneskerettigheder, særligt i forhold til de mange migrantarbejdere, der er strømmet til siden 2010 for at gøre landet klar til at modtage fans fra hele verden, når VM fløjtes i gang den 21. november 2022.

Sportswashing i øst og vest
Når jeg fremhæver legene i Berlin og VM i Qatar, skyldes det, at det for mange i nutiden står som kerneeksempler på såkaldt ’sportswashing’ – et ord, som i disse år gennemsyrer debatten om autokratiske staters brug af sporten til at renskure deres image og fjerne fokus fra deres menneskerettighedsproblemer.

Brugen af ordet er relativt ny og forekom første gang i forbindelse med European Games i 2015, en europæisk pendant til OL, som fandt sted i Aserbajdsjan. Kort før legene udsendte organisationen Sport for Rights en pressebriefing, hvor man under overskriften ’Sportswashing’ skrev:

"Aserbajdsjan bedriver sportswashing: Styret forsøger at bortlede opmærksomheden fra menneskerettighedssituationen ved dyre sponsorater og ved at være vært for planlagte begivenheder som Formel 1 i 2016, EM i fodbold i 2020 og i juni i år European Games som en aflægger af OL."

Amnesty International engagerede sig også i den sportspolitiske dagsorden, da ngo’en påpegede, hvordan det aserbajdsjanske styre forud for legene slog hårdt igen med trusler, vold og fængslinger, når journalister og menneskerettighedsforkæmpere kritiserede regeringen.

I dag optræder ordet sportswashing i hidtil uset omfang i både danske og internationale artikler, og det norske sprognævn har sågar kåret ’sportsvaske’ til årets ord i 2021. Ordet nævnes i særdeleshed i artikler om fodbold-VM i Qatar og om Saudi-Arabiens køb af den engelske fodboldklub Newcastle United gennem den statslige investeringsfond Public Investment Fund.

Det bruges også om landenes engagement i at afholde internationale boksekampe, Formel 1-løb, klub-VM i håndbold, den spanske og italienske Super Cup i fodbold, e-sport, golf- og tennisturneringer. De netop overståede vinterolympiske lege i Kina har også fået denne betegnelse i artikler og i debatter mellem journalister, idrætsledere, politikere, akademikere og deslige.

På trods af det store fokus på sportswashing, der umiddelbart har øget forståelsen af sport som et politisk redskab, er brugen af ordet ikke uproblematisk. For det første er der tilsyneladende ikke bred enighed om, hvordan sportswashing skal defineres, og hvad det dækker over. Det mudrer debatten til, når vi ikke arbejder ud fra samme forståelse.

For det andet mangler begrebet afgørende nuancer i forståelsen af mange nationalstaters massive investeringer i sportsverdenen. For det tredje giver journalisters, meningsdanneres og politikeres gentagne brug af begrebet indtryk af, at kun autoritære lande kan finde ud af at udnytte sporten i politisk øjemed.

Jeg har formentlig selv brugt begrebet for ofte og i en forkert sammenhæng. Men jeg mener, at i vores forståelse af forholdet mellem sport og politik kan teorien om ’blød magt’ give os et større indblik i, hvorfor mange statsmagter har set deres snit til at bruge sporten som et politisk værktøj.

Teorien blev fremsat af politolog Joseph Nye i 1990’erne og senere udfoldet i bogen ’Soft Power: The Means to Success in World Politics’ fra 2004. Her udvidede han forståelsen af, hvordan magt og magtrelationer ikke alene består af traditionelle faktorer som militær eller økonomisk magt, som i Nyes terminologi går under betegnelsen ’hård magt’.

Ifølge Nye er blød magt derimod evnen til at få, hvad man ønsker, gennem tiltrækning og overtalelse, hvilket gøres muligt gennem anerkendelse af et lands kultur, politiske værdier og udenrigspolitik. Joseph Nye fremhæver, at dem, der fortæller den bedste historie, vil få opbakning og indflydelse, mens krig og tvang vil møde modstand. Joseph Nye understreger samtidig, at en nation opnår størst indflydelse ved at kombinere hård og blød magt i en samlet strategi, som han kalder ’smart power’.

En stor del af de seneste årtiers forskning i blød magt har især haft et udenrigspolitisk perspektiv. Nyere forskning peger dog på behovet for at nuancere begrebet, så det også dækker nationale og regionale perspektiver, hvilket flere af de følgende idrætshistoriske eksempler også vidner om.

Politisk engagement i sportsverdenen er dog ikke altid ensbetydende med styrkelse af en nations bløde magt. Den enorme eksponering, som følger med, kan også skabe så meget negativ omtale, at det gør ondt værre, og man dermed mister sin tiltrækningskraft eller indflydelse.

Teorien om blød magt giver en større forståelse af, hvorfor stater – både demokratiske og autokratiske – lægger enorme summer i sportsbegivenheder. For når mange lande i dag investerer i eliteidræt og i store sportsbegivenheder, skyldes det i høj grad forsøget på at opnå blød magt. Idrætshistorien er rig på eksempler på, hvordan sporten er blevet brugt som et politisk værktøj ikke mindst i håb om at vinde goodwill både internationalt og i sin egen befolkning, men også til at skabe nye diplomatiske forbindelser, netværk og alliancer.

Ved at inddrage teorien om blød magt undgår vi også afarter af sportswashing såsom kunstwashing, musikwashing eller andre kulturformer, som kan tilknyttes en washing-endelse.

Den kolde krig i arenaen

Efter 2. Verdenskrig blev storpolitikken præget af den kolde krigs fronter mellem øst og vest. Det førte til intens kappestrid ved adskillige olympiske lege, som blev en central kampplads for de to stormagter USA og Sovjetunionen. Kernen var at skabe blød magt ved at overbevise verdens befolkninger om, at man stod for det mest attraktive samfundssystem, som i et sportsligt perspektiv handlede om, hvem der kunne producere de bedste atleter.

Sporten havde i særdeleshed også storpolitisk dimension. De to stormagter udnyttede bl.a. åbningsceremonien ved deres værtskab for henholdsvis OL i Moskva i 1980 og i Los Angeles i 1984 til at fremvise deres rumpolitiske ambitioner. Mens sportslig succes symboliserede menneskets ypperste formåen, var et lands færden i rummet et billede på menneskehedens største teknologiske bedrifter.

Ved åbningsceremonien i Moskva i 1980 sendte to sovjetiske kosmonauter en hilsen til publikum og tv-seerne via en direkte forbindelse fra rummet. Fire år senere var det amerikanernes tur, og her fløj en mand i astronautkostume og med en JetPack på ryggen ind over og landede på det olympiske stadion.

Under den russiske præsident Vladimir Putin har vi set en kontinuitet fra Sovjetunionen til det moderne Rusland i form af satsningen på elitesport og rumteknologi, som er blevet to helt centrale nationale markører for Putin. De to sfærer bruges ikke mindst til at markere sig over for den vestlige verden og demonstrere russisk overlegenhed, men også i dannelsen af en ny national identitet under Putins styre.

I de seneste to årtier er der dukket en ny udfordrer op på den sportslige og rumpolitiske slagmark. Den kinesiske præsident Xi Jinping er nemlig blevet besat af sin egen ”rumdrøm” og tanken om, at vejen til verdensherredømmet går gennem rummet.

Den kinesiske statsmagt har store rumpolitiske ambitioner, hvilket blandt andet indebærer ideen om at bygge en base på månen og en bemandet mission til Mars. Også her bliver sporten brugt til at kommunikere det budskab, hvilket skete både i åbningsceremonien ved OL i Beijing i 2008, den kinesiske overleveringsceremoni i 2018 og via maskotten for de vinterolympiske lege i Beijing 2022, der foruden at være en panda og spille på pandadiplomatiet også er udklædt som en astronaut.

Briternes modsvar ved OL i London 2012

Åbningsceremonien ved OL i Beijing 2008 fremstod som en stramt styret og eksekveret ceremoni med brugen af artister rekrutteret fra militæret, fremhævelsen af konfuciansk inspireret statsloyalitet og ikke mindst den præcise udførelse af alle ceremoniens kunstneriske indslag, hvor introen står som en af de mest spektakulære scener i den olympiske bevægelses historie. Her trommede 2008 perkussionister med militær præcision, hvilket ikke var tilfældigt, da samtlige trommeslagere var fra Folkets Befrielseshær.

Ved OL i London fire år senere skabte den verdensberømte filminstruktør Daniel Boyle et fascinerende show, der slog til lyd for vestlige værdier om et åbent og tolerant samfund i en hyldest til velfærdssystemet, kvindefrigørelsen, multikulturalisme og civile rettigheder. Og menneskerettighedsaktivister var med til at bære det olympiske flag.

Med ønsket om at opnå blød magt blev Storbritannien præsenteret som en uhøjtidelig nation med fokus på briternes bidrag til den internationale pop- og rockscene (The Beatles), til børnelitteratur (Harry Potter) og selvfølgelig til sport.

Det løsslupne udtryk blev krydret med et stænk britisk selvironi, hvor dronning Elizabeth i et videoklip optrådte sammen med Daniel Craig som James Bond på Buckingham Palace. Rundt om det olympiske stadion kredsede James Bond og en statist klædt ud som dronning Elizabeth i en helikopter, inden de sprang ud og udløste deres faldskærm. Og så var scenen sat for, at den rigtige dronning til stor jubel kunne gøre sin entré på stadion og præsenteres af stadionspeakeren.

Som i alle olympiske ceremonier blev de mørke sider af nationens historie udeladt. I en britisk kontekst vil det blandt andet sige imperialisme, kolonialisme, slaveri, undertrykkelse af Irland og industrialiseringens bagside: forurening og børnearbejde.

Den Internationale Olympiske Komité giver ikke bare værtsnationen den mest efterspurgte tv-platform med en rækkevidde på millioner af seere til at udtrykke politiske dagsordener. Værtsnationen får også mulighed for at omskrive dele af sin historie til et mere attraktivt narrativ.

VM i Qatar 2022

Om kort tid skal hele verden opleve fodbold-VM i Qatar. Ørkenstaten er i nyere tid et af de lande, som har investeret mest i sportsverdenen, og har også en af de mest komplekse og veltilrettelagte sportslige strategier. Som en del af den meget ambitiøse udviklingsplan ’Qatar National Vision 2030’ fremhæver Qatar selv, at landet skal fremme en blød magtstrategi. Den bløde magt har også det formål at gøre Qatar attraktivt for investorer og turister og ikke mindst medvirke til at skabe gode militære alliancer i tilfælde af uro i regionen. Og sporten har fået en central rolle i styrets strategi om blød magt, der især ses udtrykt gennem jagten på værtskab for store internationale sportsbegivenheder.

Qatars imageforbedrende aktiviteter gennem sport indebærer også investering i sportsindustrien, udvikling af eliteatleter, oprettelsen af fodboldakademiet Aspire med forgrening til Afrika, store sportslige sponsorater ikke mindst gennem det statsejede flyselskab Qatar Airways og købet af den franske storklub Paris Saint-Germain i 2011, der sidenhen har tiltrukket den ene store fodboldstjerne efter den anden.

Derudover har Qatar også investeret i sportstøjsmærket BURRDA og diverse tv-rettigheder til Al Jazeera Sport samt skabt det globale tv-netværk af sportskanaler kaldet BeIN Sports, hvor man kan følge mange af de største sportsgrene og turneringer. Qatar søger også indflydelse ved at danne sportsorganisationer på regionalt, kontinentalt og internationalt niveau, herunder International Centre for Sports Security, Sports Integrity Global Alliance og Qatar Anti-Doping Laboratory, der alle promoverer Qatar som en international forkæmper for sportens integritet inden for områder som korruption og doping.

I håb om at fremstille Qatar så attraktivt som muligt har landet i de seneste år intensiveret sine aktiviteter lige fra reklamer fra flyselskabet Qatar Airways med personligheder som Lionel Messi og Neymar til at udnævne David Beckham til ambassadør for VM-slutrunden. Og sådanne tiltag vil vi formentlig kun se flere af, jo nærmere vi kommer slutrunden i november.

Som historien viser, hersker der ingen tvivl om, at sport er et yndet politisk værktøj.

Det nye er, at der er kommet flere pengestærke aktører til, som tilmed har et anderledes værdisæt, end vi bryster os af på vores breddegrader. Sporten vil også i fremtiden blive en værdipolitisk kampplads, og med inspiration fra den kinesiske krigsfilosof Sun Tzu bliver det afgørende spørgsmål, hvem der formår at skabe den bedste fortælling.

For som Sun Tzu skrev: "Krigens ypperste kunst er at undertvinge sin modstander uden kamp."

En kamp om blød magt.

Artiklen er en lettere redigeret udgave af en artikel, som første gang bragt i Politiken Historie.