Data kan vise vejen, men nogen skal tage det næste skridt for at få børn med i fællesskaber

"Hvad skal vi bruge data til? Skal vi ikke bare komme i gang med at handle?"

Spørgsmålet faldt fra scenen, da Lene Thomsen, sekretariatschef i Børn og Unge i Viborg Kommune, fik ordet på konferencen 'Fra fritidsliv til folkesundhed: Sådan kan data styrke kommunernes indsats', som blev afholdt af Idrættens Analyseinstitut med støtte fra Sundhedsstyrelsen.

Lene Thomsen holdt oplæg i en session om børn og unges deltagelse i fritidslivet, og hun ville ikke afvise data, men ønskede i stedet at udfordre antagelsen om, at mere viden nødvendigvis fører til bedre løsninger.

For mens kommuner og organisationer bruger stadig flere kræfter på at kortlægge børn og unges fritidsliv, er det langt fra givet, at ny viden i sig selv fører til forandring. Tværtimod pegede sessionens to oplæg på, at den afgørende udfordring ofte er at få eksisterende viden omsat til fælles handling.

Problemet er ikke altid mangel på data

Hos organisationen Brobold har man god erfaring med netop at samle og koble eksisterende data om børn og unges deltagelse i fritidslivet. Og for dem er svaret ikke nødvendigvis flere undersøgelser, men bedre brug af den viden, der allerede findes.

Ifølge analyse- og projektudviklingsmedarbejder i Brobold, Aske Tybirk Kvist, ligger data om børns og unges fritidsliv ofte spredt hos kommuner, foreninger, skoler og sociale indsatser. Hver aktør sidder med en del af puslespillet, men sjældent med det samlede billede.

"Der er brug for, at man begynder at klumpe de eksisterende data sammen. Altså lægge alle de her ting oven på hinanden med udgangspunkt i et sted og sige: Hvilken fælles forståelse og fælles handlekraft kan vi få ud af det?," fortalte han.

Et eksempel er boligområdet Lundtoftegade på Nørrebro i København, hvor Brobold kortlagde omkring 40 aktører, som alle på den ene eller anden måde arbejder med børn og unges fritidsliv i og omkring området. Mange havde samme målgruppe, men ikke nødvendigvis et fælles billede af udfordringerne eller kendskab til hinandens indsatser.

Resultatet kan være parallelle aktiviteter og tilbud, der risikerer at overlappe hinanden, frem for at understøtte hinanden.

For at skabe et bedre billede arbejder Brobold blandt andet med geografiske kortlægninger, hvor medlemsdata fra foreninger kobles med oplysninger om skoler og lokalområder.

Det gør det muligt at få øje på mønstre, som ellers let drukner i regneark og enkelttal. Kortlægningen kan for eksempel identificere områder, hvor få børn er medlemmer af en lokal forening, eller hvor børnene søger langt væk fra deres eget nærmiljø for at dyrke deres fritidsinteresser.

Data giver ikke i sig selv forklaringen, understregede Brobold. Men de kan hjælpe lokale aktører med at stille de rigtige spørgsmål og skabe et fælles udgangspunkt for handling.

Vi ved allerede nok til at handle

Hvis Brobolds budskab var, at eksisterende data skal samles bedre, var Viborg Kommunes pointe, at man nogle gange allerede ved nok.

Her var budskabet, at der allerede findes rigeligt med viden om betydningen af fællesskaber og fritidsaktiviteter.

"I dag ved alle, at sunde fritidsfællesskaber er en beskyttende faktor. Om det er to børn eller tre børn eller ti børn, det er sådan set ikke så vigtigt," sagde Lene Thomsen.

Viborg Kommune deler dog Brobolds syn på, at hverken foreninger, skoler, kommunale forvaltninger eller data kan skabe forandringer alene. Kommunen har derfor sat gang i indsatsen Fælles om Fællesskaber, hvor kommunens skoler samarbejder med fritidsforeninger, borgerforeninger, virksomheder, sociale organisationer og den kommunale forvaltning om at skabe et netværk omkring de børn og unge, der er i risiko for at miste fodfæstet i fællesskaberne.

For kommunen handler indsatsen mindre om at kende det præcise omfang af problemet og mere om at sikre, at de voksne omkring børnene ved, hvem de skal kontakte, når et barn har brug for støtte.

"Det, der er vigtigt for os, er, at I kommer til at forstå, at det her er en fælles opgave," lød det fra Lene Thomsen.