Inkluderende fritidsliv for alle – fra viden til varig forandring
Kom med til webinar 30. oktober, hvor vi lancerer en ny vidensplatform lavet med støtte fra Grundfos Fonden, der samler dansk og international viden om idrætsdeltagelse, motiver, barrierer og metoder til at arbejde mere inkluderende blandt forskellige målgrupper, som ofte står længere fra fællesskaberne.
I de seneste årtier er der udviklet et væld af projekter, indsatser og partnerskaber, som skal understøtte deltagelse i fritidslivets fællesskaber blandt mennesker i udsatte eller sårbare positioner.
Samtidig er der opbygget omfattende viden fra forskning, evalueringer og praksiserfaringer.
Men hvordan får vi gjort den eksisterende viden lettere at finde, bruge og omsætte til varige løsninger?
Det skal vi sammen blive klogere på fredag den 30. oktober kl. 9.30-10.30, når vi inviterer til webinaret ’Inkluderende fritidsliv for alle – fra viden til varig forandring'.
Her lancerer vi med støtte fra Grundfos Fonden en ny vidensplatform om inkluderende idræt, der samler dansk og international viden om idrætsdeltagelse, motiver, barrierer og metoder til at arbejde mere inkluderende blandt forskellige målgrupper, som ofte står længere fra fællesskaberne.
På webinaret præsenterer vi centrale konklusioner, herunder at den største udfordring ikke længere er mangel på viden.
Den største udfordring er, hvordan vi organiserer os omkring den viden, vi allerede har, og hvordan vi skaber bedre rammer for at omsætte eksisterende viden til mere sammenhængende, bæredygtige og virkningsfulde indsatser.
På webinaret får du:
Introduktion til den nye vidensplatform
Et overblik over den samlede viden på området
Indblik i de mest markante tværgående konklusioner
Refleksioner fra centrale aktører på området
En afsluttende drøftelse af, hvad næste skridt kan og bør være
Webinaret henvender sig til:
Kommunale medarbejdere og ledere inden for fritids-, kultur-, social-, beskæftigelses-, sundheds- og børn- og ungeområdet
NGO'er og civilsamfundsorganisationer, der arbejder med deltagelse, inklusion og fællesskaber
Idrætsorganisationer, specialforbund og paraplyorganisationer
Lokale foreninger, idrætssamvirker og frivillige aktører
Projektledere og udviklingskonsulenter med ansvar for indsatser målrettet udsatte eller sårbare målgrupper
Fritidsvejledere, brobyggere, koordinatorer og andre nøglepersoner, der arbejder med at skabe adgang til fællesskaber
Fonde og puljeansvarlige, der investerer i sociale og fritidsrettede indsatser
Forskere, analytikere og studerende med interesse for inklusion, idræt og fællesskaber