De oversete idrætsudøvere kombinerer fællesskab og fleksibilitet

Det er en udbredt opfattelse, at nyere individuelle motionsformer som løb og fitness, der har vundet kraftigt frem, står i modsætning til de sociale fællesskaber, der traditionelt har præget den danske foreningsidræt. Betyder udviklingen, at sport og motion er ved at miste sin rolle som en væsentlig bidragyder af social kapital?

Svaret er nej, hvis man spørger de idrætsaktive selv. Når voksenbefolkningen (16 år+) bliver spurgt om dens holdning til at dyrke idræt alene eller i fælleskab, erklærer et stort flertal sig enig i, at venskaber/social kontakt betyder meget i forbindelse med deltagelse i sport eller motion. Faktisk er det kun ønsket om stor fleksibilitet i tilrettelæggelsen af træningen, der overstiger behovet for sociale relationer, hvilket i sig selv er interessant.

Frihed til fleksible træningstider kan umiddelbart lyde som en udfordring at få til at spille sammen med ønsket om at indgå i sociale fællesskaber. Frihed og fællesskab er to facetter, som i nogle sammenhænge har været opfattet som uforenelige størrelser, men ikke desto mindre er det en kombination, som bliver interessant at udforske nærmere i forbindelse med fremtidens organisering af sport og motion i fritiden, fordi den er så efterspurgt.

Er mænd mere sociale end kvinder?

Kønsforskelle præger kun billedet i mindre omfang, men det viser alligevel nogle interessante tendenser. Mænd er lidt mere orienterede mod sociale fællesskaber end kvinder. Dels betyder sociale fællesskaber mere for dem, når de dyrker sport eller motion, dels har de i større omfang end kvinder valgt en særlig sport eller motionsform på grund af de sociale kontakter, som de får herved. Samtidig betyder det mere for mænd end kvinder, at de kender de personer, som de dyrker sport eller motion sammen med.

Kønsforskellene kan dog forklares med forskellige måder at dyrke sport eller motion på. Mænd er generelt mere tilknyttet holdsportsgrene og deltager i turneringer, hvor det betyder mere, at det er de samme personer, som indgår i holdfællesskaberne. Kønsforskellene forsvinder således, når man kontrollerer for aktiviteternes karakter.

Selvom kvinder er mere til ’individuelle’ aktivitetsformer, kan kvinder ikke ligefrem betegnes som ’individuelle’ i deres tilgang til at dyrke sport eller motion. Flertallet mener stadig, at sociale fællesskaber betyder meget for dem, når de dyrker sport eller motion.

Kvinder er også lidt mere optagede af, at det er rart, når de ikke selv skal tænke på at organisere træningen og oplever, at det er lettere at komme afsted, når træningen ligger på faste tidspunkter.

Den ’individuelle livsfase’

De unge og de ældre befolkningsgrupper orienterer sig mere mod fællesskaber og rutine i deres holdninger til sport og motion end de midaldrende, som i større grad fokuserer på fleksibilitet og er mindre optagede af, hvorvidt aktiviteterne foregår i sociale sammenhænge, selv om det stadig er op mod halvdelen af befolkningen mellem 30 og 60 år, som værdsætter sociale fællesskaber.

Men generelt tyder den øgede tilslutning til fællesskabet blandt de unge og de ældre på, at værdierne omkring sociale fællesskaber spiller sammen med livsfase snarere end at være et uddøende karaktertræk hos de ældre generationer.

De midaldrende, som dyrker meget mere sport og motion i dag, end de samme aldersgrupper tidligere har gjort, har formentlig en mere ’nyttebetonet’ tilgang til sport og motion end andre befolkningsgrupper, hvor det mere handler om at få trænet kroppen og holde sig selv sund på effektiv vis i en travl hverdag. Både unge og ældre mennesker har muligvis (også) andre intentioner med sporten/motionen, hvor fællesskaberne stadig spiller en betydelig rolle.

Dette bidrager til at aflive – eller i det mindste at opbløde og nuancere – myten om, at de yngre generationer i stigende grad sylter fællesskaberne til fordel for at ’dyrke sig selv’.     

Organiseringsform afgør interessen for fællesskab

Holdninger til sociale fællesskaber og rutinepræget versus fleksibel organisering af sport og motion spiller tæt sammen med karakteren af de aktiviteter, man dyrker. Som allerede nævnt deltager mænd oftere end kvinder i holdsportsgrene, som er med til at forklare det større fokus på sociale relationer.

Ser man helt overordnet på holdningsforskelle på tværs af organiseringsform, finder man, at foreningsaktive orienterer sig mere mod sociale fællesskaber og fokuserer mindre på fleksibilitet end andre motions- og sportsudøvere (analysen ser her på ’rene organiseringsformer’, dvs. personer, som udelukkende dyrker sport eller motion i ét regi).

Man finder det omvendte billede blandt selvorganiserede udøvere, mens personer i kommercielle centre er mere splittede.

Der er altså nogle indikationer på, at gængse forestillinger om kommercielle centre som grobund for individualisme og ønsket om udelukkende at varetage egne hensyn er mere nuancerede end som så.

Selvom foreningsaktive er mere orienterede mod fællesskab og rutine end andre aktive, finder man ikke en entydig holdning til individuel contra fleksibel træning blandt medlemmer i kommercielt regi. Snarere kan man tale om en meget sammensat deltagergruppe med gennemsnit lige omkring 50 på de to indeks. Umiddelbart ser det ud til, at kommercielle organiseringsformer tiltrækker personer, som kombinerer sociale og fleksible træningsmuligheder. De mest individuelle og fleksible befolkningsgrupper finder man blandt selvorganiserede udøvere.

Samler man befolkningens svar på de to dimensioner, fællesskab og fleksibilitet, under et, finder man, at den største del af befolkningen foretrækker en kombination af overvejende individuel træning under fleksible forhold (eksempelvis selvorganiseret løb), efterfulgt af overvejende rutinepræget træning kombineret med sociale fællesskaber (traditionel foreningsidræt).

Fremadrettet bliver det interessant at følge udviklingen inden for de forskellige hybrider af organiseringsformer.

Eksempelvis bejler foreningsidrætten til fleksible muligheder gennem mere løse træningskoncepter som fodboldfitness, håndboldfitness eller diverse klippekortsmodeller, mens kommercielle aktører som fitnesscentre brander sig på at kunne levere ’social kapital’ i form af holdtræning med fokus på sociale fællesskaber. Crossfit er et godt eksempel. Samtidig vinder enkeltstående iværksættere frem med forskellige teknologiske redskaber til at lette koblingen mellem fleksibilitet og sociale netværk.

Men det er stadig en stor udfordring at finde idrætstilbud, der for alvor kan udfylde de umiddelbart paradoksale behov for ’fleksible idrætsfællesskaber’ og ’individuel idræt præget af rutiner’.