Debatindlæg: Boykot VM i USA! Nej. Jo. Nej. Jo.

Debatindlægget er første gang gang bragt i Journalisten.dk 29. januar 2026. 

Vi har set det før. OL i Beijing. EM i Ukraine. Vinter-OL i Sotji. VM i Rusland. Og naturligvis VM i Qatar – uden sammenligning den mest debatterede sportsbegivenhed i moderne tid.

Nu snurrer pladespilleren igen. Politikerne siger, at det er DBU’s ansvar og beslutning. DBU siger, at de ser situationen an, at herrelandsholdet endnu ikke er kvalificeret, og at en eventuel boykot i sidste ende er politikernes afgørelse.

Fans, kommentatorer og meningsdannere forsøger at finde et ståsted, mens medier og journalister grundlæggende stiller det samme velkendte spørgsmål: Boykot – ja eller nej? En velkendt sang og et velkendt valg mellem sort eller hvid.

Det er en enkel, konfrontatorisk og klikbar ramme. Men den er også dybt utilstrækkelig. Når journalistikken grundlæggende reducerer en kompleks idrætspolitisk problemstilling til boykotspørgsmålet, risikerer læsere og lyttere at stå uoplyst tilbage – og i den henseende har journalistikken spillet fallit.

Iveren efter at diskutere boykot er i sig selv prisværdig. Det er sundt, at vi i Danmark tager idrætspolitik alvorligt. Og VM i Qatar var et vendepunkt, hvor både debatniveauet og den journalistiske dækning blev mere nuanceret. Der blev omsider talt om magt, ansvar og strukturer i de organisationer, som styrer verdens mest populære sportsgrene.

Derfor er det så nedslående, at vi – også journalistisk – tilsyneladende starter helt forfra. I præcis den samme rille som altid.

For diskussionen om boykot af VM i herrefodbold 2026 – som i øvrigt vil ramme VM’s sagesløse medværter, Mexico og Canada – er allerede ved at blive trukket ned i den samme endeløse og forudsigelige skyttegravskrig: Enten er man for boykot og moralsk renhed, eller også er man imod og dermed villig til at sælge ud af værdierne.

Den ramme er ikke bare idrætspolitisk fattig. Den er også journalistisk uambitiøs.

Hvis vi vil tage idrætspolitik alvorligt, kræver det, at journalistikken flytter blikket væk fra den rituelle boykotdebat og hen mod den internationale idrætspolitiske virkelighed, som VM er en del af. Det kræver, at medier sætter fokus på FIFA, på organisationens enorme magt, lukkede beslutningsprocesser og manglende demokratisk kontrol. Og det kræver, at medierne undersøger, hvorfor værtskaber igen og igen havner i hænderne på stater, hvor fodbolden træder i baggrunden og bliver en større brik i en politisk agenda.

Her ligger et afgørende journalistisk ansvar.

Det gælder også dækningen af, hvordan sport bruges politisk under Donald Trump – og i USA’s politik mere generelt. Også på de breddegrader er sport et redskab til national selviscenesættelse, magt og fortællingen om styrke. VM 2026 bliver ikke blot en fodboldfest, men en del af et politisk projekt, hvor sporten bruges til at samle, mobilisere og legitimere.

Derfor har medierne et særligt ansvar. For det er ikke ligegyldigt, hvordan VM-slutrunden og FIFA dækkes, hvornår debatten aktiveres, og hvilke spørgsmål der stilles. Når journalistikken vælger konfliktformatet frem for kontekst, ender den med at reproducere det ritual, den burde gennemskue.

Derfor vil jeg appellere til, at danske medier bruger den fornyede energi til at stille langt mere ubehagelige – og langt mere relevante – spørgsmål.

Hvordan kan FIFA fortsat operere uden reel politisk eller juridisk kontrol? Hvorfor accepterer fodboldforbund igen og igen præmissen om, at “sport og politik ikke må blandes”, når fodbolden tydeligvis allerede er dybt politiseret? Og hvorfor ender det så ofte med, at atleter og fans forventes at påtage sig det synlige moralske ansvar, mens de afgørende beslutninger træffes et helt andet sted og langt tidligere i processen?

Og hvorfor har vi fortsat ingen klar national strategi for disse spørgsmål, sådan som Play the Game har opfordret til i mere end ti år?

Det vil klæde medierne – og i næste led også DBU, politikere, meningsdannere og fans – at insistere på den samtale. Ikke fordi boykot nødvendigvis er forkert. Og ikke fordi boykot nødvendigvis er rigtigt. Men fordi journalistikken svigter sit ansvar, hvis verdens største sportsbegivenhed igen reduceres til et simpelt ja-eller-nej-spørgsmål.

En mere oplyst debat er en forudsætning for bedre beslutninger – og vil måske endda føre til handlinger, der rækker længere end endnu en symbolsk markering, som hurtigt glemmes, når VM først begynder. For også her kender vi ritualet: Når først bolden ruller, forstummer debatten – og den kritiske dækning i medierne.