Debatindlæg: Er det en udfordring at skabe attraktive idrætstilbud til unge kvinder?

Danmark er et af verdens mest idrætsaktive lande. Vi bryster os af en stærk foreningstradition, en veludbygget infrastruktur til sport og motion, og en befolkning, der i høj grad værdsætter sport og motion som en del af hverdagslivet. Men under overfladen gemmer der sig en ubalance, som er svær at ignorere. 
 
Unge kvinder halter efter deres mandlige jævnaldrende – både i forhold til generel fysisk aktivitet, i forhold til andelen der dyrker sport og motion, og i forhold til mængden af tid de bruger på det. Særligt blandt de 16-19-årige opstår en polarisering, hvor de unge kvinder er mindst aktive, mens de unge mænd bruger allermest tid i denne livsfase.

Internationale studier viser, at kønsforskelle især i ungdommen er en global tendens. Og selvom kvinderne ‘indhenter’ mændene i deltagelsesniveau efter 40 års-alderen, er der grund til at reflektere over, hvorfor denne strukturelle udfordring egentlig eksisterer. Særligt i en tid, hvor de unge kvinder også kæmper med dårligere trivsel og generelt føler sig mere pressede i hverdagen end unge mænd, og hvor sociale medier sætter massiv fokus på en slank og tonet krop.

Hvordan kan det være, at vi i Danmark efter flere årtiers fokus på pigerne og et generelt fokus på at skabe attraktive idrætsmiljøer for unge har svært ved at forme de idrætstilbud, der får piger og unge kvinder til at deltage i højere grad i hverdagen?

Sundhed får hurtigt lov at fylde 

Måske ligger en del af forklaringen i de unge kvinders motiver for at dyrke sport eller motion.

På Idrættens Analyseinstitut har vi udgivet en undersøgelse, der ser nærmere på piger og unge kvinders idrætsdeltagelse på opdrag fra Lokale og Anlægsfonden. Den viser, at unge kvinders begrundelser for at dyrke sport og motion i teenageårene skifter fra ’sjov’, ’fællesskab’ og ’oplevelse af at blive bedre’ til at det handler om at holde sig i form, få en flot krop eller at have et ‘frirum’ i hverdagen. Idrætten bliver med andre ord et middel til at opnå noget snarere end et formål i sig selv. 

Samme tendens ser man også hos drenge og unge mænd, men her er der knap så markant et skifte fra de yngste til de ældste aldersgrupper. 

Motion er svært at organisere i hverdagen

De aktive unge kvinder motionerer i stor stil på egen hånd eller i kommercielt regi, hvor de løber og dyrker fitness, mens andre begrunder deres manglende eller begrænsede deltagelse med, at de ikke kan overskue det eller har svært ved at få det organiseret i hverdagen. 

Det er samtidig interessant, at piger i 10-15 års-alderen i højere omfang end drengene begrunder deltagelse med, at de er der for fællesskabets skyld, mens de unge kvinder i 16-29-års alderen, i højere grad end de unge mænd, anser det at være sammen med venner og familie som en barriere for at dyrke mere sport eller motion.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt unge kvinder ser motion som noget, der skal ’fikses’, så de sociale relationer kan dyrkes uden for konteksten af sport og motion, mens det omvendte er tilfældet for drenge og unge mænd? De unge mænd er mere tilbøjelige til at fastholde motiver som at det er sjovt, at de vil gerne konkurrere og være sammen med venner i forbindelse med sport og motion.

Vigtigt at fokusere på de sociale relationer  

For at løse udfordringerne er det nærliggende at se på, hvilke rammer man kan sætte op for piger og kvinders deltagelse i sport og motion, som gør det nemmere for dem at organisere aktiviteter i hverdagen og kombinere sport og motion med sociale relationer på de præmisser, som appellerer til dem.

Der har været massiv fokus på at skabe motionstilbud de senere år, som netop forsøger at reducere fokus på præstation og konkurrence og gøre idrætten til et frirum. Måske er vejen frem dog ikke så fjern, for imellem de lidt kedelige tal finder man også lyspunkter. Unge kvinder i 16-29 års-alderen er nemlig blevet mere aktive i foreningsregi det seneste årti. En udvikling som dog ikke gælder i samme grad for de 10-15-årige piger.

Det er en positiv udvikling, men tallene viser også, at de unge kvinder stadig halter efter de unge mænd især i foreningskonteksten, og det er stadig vigtigt at være nysgerrige på, hvordan et ’frirum’ for (unge) kvinders sport og motion egentlig ser ud i praksis. Vi skal diskutere, hvordan vi skaber en idrætskultur, hvor unge kvinder i mindre grad er overladt med ansvaret for at organisere aktiviteter selv, og hvor det bliver naturligt at kombinere samvær og hygge med sport og motion.

Spørgsmålet er, hvem der er bedst til at levere på den dagsorden, og om det er muligt at skabe en infrastruktur af tilbud, hvor det er lige så attraktivt og lettilgængeligt for unge kvinder at dyrke kroppen og de aktive fællesskaber i hverdagen, som det er for unge mænd.