Er Super Bowl egentlig så super?

De amerikanske såkaldte ’Major Leagues’ holdes ofte op som et forretningsmæssigt forbillede til efterlevelse i Europa, fordi de er yderst profitable og har en høj grad af jævnbyrdighed. Superbowl-finalen transmitteres til mere end 180 lande, og det anslås, at omkring én milliard seere kigger med. Amerikanerne har tilsyneladende fundet en bæredygtig forretningsmodel. Modsætningen synes at være de europæiske kommercielle sportsgrene, hvor klubberne selv inden for de mest omsættende ligaer har notoriske økonomiske problemer og samtidig er sportsligt polariserede med de samme dominerende klubber i toppen år efter år. Europæerne har aldrig rigtig fundet melodien i økonomisk forstand, mens amerikanerne ikke er blege for at udnævne deres mest populære spil, amerikansk fodbold, til verdens største sport. Noget tyder på, at det er hensigtsmæssigt at kigge over Atlanten efter inspiration?

Men, kan vi egentlig lære noget af amerikanerne? Kan eller bør man omlægge det europæiske system efter amerikansk forbillede? Skal kommercialiseringen, showet og konkurrencen styrkes radikalt, så de europæiske klubber både kan få balance i regnskaberne og endnu flere seere, tilskuere og fans? 

Det korte og umiddelbare svar er set gennem de rent økonomiske briller måske nok ’ja’, men det bliver umuligt at efterligne amerikanerne. Ikke bare af kulturelle årsager, men også af konkurrencemæssige. Det er svært at se europæiske fodboldklubber opnå de samme privilegier som de amerikanske franchises, både hvad angår offentlige subsidier, konkurrenceundtagelser og skattefrihed.  Hele hemmeligheden bag den succesrige amerikanske forretningsmodel er nemlig massive offentlige subsidier i direkte og indirekte form samt en fjernelse af markedsmekanismens stærke konkurrenceelement. Dette er ikke en gangbar og formentlig heller ikke en ønskelig model i europæisk sammenhæng.  Amerikansk kvasi-socialisme Når forholdene i det liberalistiske USA betegnes som ’kvasi-socialistisk’ skyldes det, at ligaerne i stor udstrækning fungerer efter en slags planøkonomi. Kort sagt er der indført en række forhold, der begrænser konkurrencen og sikrer det størst mulige afkast til ejerne.

For det første

er rækkerne i de amerikanske major leagues lukkede. Nye hold tillades kun, hvis franchiseejerne i systemet tillader det – med kvalificeret flertal. Kombineret med en form for eksklusivret til at drive professionel sport i et givent geografisk område har franchisetageren monopol, der giver gode muligheder for at skumme fløden. Antallet af hold i rækken er (næsten) konstant, og hvis afkastet i en given by ikke er stort nok, kan man flytte til et mere lukrativt område. I dag er det i praksis vanskeligt at flytte, men op til 2005 var der 46 ’re-locations’ i de fire store amerikanske major leagues (7 i NFL, 9 i NHL, 12 i MLB og 20 NBA).  En anden og meget vigtigt fordel ved det lukkede ligasystem er, at man ikke kan rykke ud af det marked, hvor man kan tjene penge. Det giver en stor grad af sikkerhed om indtægter, der i øvrigt sikres gennem deling af tv-rettighedspenge på tværs af holdene. I Europa, hvor forskellen på nedrykning og forbliven i rækken kan dreje sig om ganske få point, skaber frygten for nedrykning et ofte økonomisk invaliderende ’rotteræs’ om spillere, hvilket trækker klubbernes lønomkostninger i vejret.

For det andet

søger de amerikanske ligaer størst mulig grad af kompetitiv balance. Argumentet, der har løftet en række konkurrencelovsmæssige undtagelser for ligaernes franchises er, at størst mulig lighed mellem holdene alt andet lige skaber størst efterspørgsel efter produktet. Lighed er nødvendig for forretningsmodellen, der søges opnået gennem reguleringer af talentefterspørgslen, f.eks. ved at sætte loft over antallet af kontraktspillere (’rooster limits’). Tidligere var der også lønlofter, hvilket alt andet lige skaber en mere moderat lønudgift, når efterspørgslen på talent er begrænset.  ’Rookie-draft’-reglen, der gør, at de dårligst placerede franchises i sidste års turnering kan vælge de bedste talenter fra collegeholdene til dette års turnering, siges også at være til gavn for den kompetitive balance, men sikrer reelt mod konkurrence om spillerne klubberne imellem.  Hvis flere klubber samtidigt kunne byde på en spiller, ville det – som i den europæiske kontekst – drive spillerlønningerne (dvs. klubbernes lønomkostninger) i vejret. Dét er begrænset med Rookie-drafts. Transfers, der er blandt de store udgiftsposter i europæiske klubber, er stort set ikke-eksisterende i USA, hvor skift mellem spillere typisk er byttehandler, der ikke giver samme konkurrence mellem holdene om spillerne som i professionel europæisk sport. En såkaldt ’luxury tax’ i nogle af ligaerne sætter kronen på værket. Bruger man for meget på lønninger, koster det i bøder til ligafællesskabet.  En tredje og meget betydende årsag til de amerikanske franchisetageres glæde ved planøkonomien, er at skatteborgerne yder store bidrag til klubberne. Amerikanske studier viser, at trusler om ’re-location’ effektivt har fået lokale bystyrer og myndigheder til at opføre eller modernisere NLF-stadions for skatteyderpenge i meget vid udstrækning. Ifølge den amerikanske blogger og forfatter, Gregg Easterbrook er op mod ”(…) 87 procent af de totale anlægsomkostninger for NFL-stadions betalt af skatteydere – ikke af NFL eller klubbernes ejere”.  Ifølge den Amerikanske forsker Judith Long fra Harvard University, der har undersøgt størrelsen af subsidierne, har Buffallo Bills, Cleveland Browns, Houston Texans, Kansas City Chiefs, Jacksonville Jaguars, New Orleans Saints, San Diego Chargers, St. Louis Rams og Tamba Bay Buccaneers overskud på stadion-subsidier alene.  Typisk bygges stadions for offentlige kroner, mens alle reklamerettigheder, billetsalg, parkeringsafgifter og catering overgives stort set uden modydelser til de residerende franchises. Aktuelt undersøger EU-Kommissionen statsstøtte til stadionanlæg og arenaer i Europa, men graden af statsstøtte synes alt andet lige markant mindre i professionel sport i EU-landene end i USA. Endelig og for det fjerde nyder de amerikanske franchises en række undtagelser fra den amerikanske konkurrencelovgivning. Set i forhold til salg af tv-rettigheder er forholdene i relation til den europæiske kontekst ikke noget særsyn med fælles salg, men den såkaldte ’regionalisering’ af dækning er atypisk. NFL kan fx forlange, at en given tv-station, der har rettighederne til at vise amerikansk fodbold, skal vise NFL-kampe af hold, der ligger op til 50 kilometer væk, hvis det spiller. Og kun dét – også selvom andre mere spændende sportskampe måtte blive vist samtidigt. Dette giver en god dækning for NFL-hold, der ikke er i top, men reglen er ikke i overensstemmelse med normal konkurrenceret i USA, og er i praksis en ’restraint of trade’, ifølge Easterbrook.  Europæisk fuldblodskapitalisme Sat over dette planøkonomisk-lignende system, fungerer de europæiske ligaer under meget hårdere konkurrencemæssige forhold og deregulering.  Rækkerne i ligaerne er åbne med stor usikkerhed om indtægter til følge. Klubberne omfordeler ikke i samme udstrækning som NFL deres tv-indtægter og har ikke geografisk monopol på deres virksomhed. De kan ikke kontrollere visningen af deres produkt på samme måde som amerikanerne, og alle reguleringer på arbejdskraft er fraværende, så længe spillerne har oprindelse i indre marked. Bosman-dommen fra 1995 fjernede de største arbejdsmarkedsrestriktioner til gunst for spillerne, men ikke for klubberne, der nu effektivt konkurrerer transferbeløb og spillerlønninger op i niveau. Og det bliver kun ’værre’. Herhjemme har der været skærpet interesse for fodbold fra konkurrencemyndighedernes side, og senest har Kommissionen åbnet sager angående konkurrenceforvridende støtte til spanske og hollandske fodboldklubber. Offentlige subsidier i form af eftergivelse af skattegæld, køb af stadions til overpriser eller andre former for direkte eller indirekte offentlige tilskud bliver sandsynligvis sværere at gennemføre i fremtidens Europa. 

UEFA’s nye 'financial fairplay-program' søger samtidig at stramme op i den økonomiske ansvarlighed, så klubberne – det er i det mindste målet – kan konkurrere på mere lige vilkår uden brug af ’finansiel doping’. Den tyske Bundesliga har vist en profitabel vej med stram licensregulering, dog inden for rammerne af et system, hvor afkastet skabes på mere markedsmæssige vilkår bedre balancere udbud og efterspørgsel og dermed tjener forbrugerne, og ikke en lille ’feudal-klasse’ af virksomhedsejere som i USA.

Den ungarske økonom Jarnos Kornai, som i 1970’erne skrev om det knaphedsfænomen, der herskede bag jerntæppet, pegede på, at årsagen til knapheden var en ødelæggelse af markedsmekanismens dynamik til ugunst for den generelle samfundsmæssige velstand.  I den kvasi-socialistiske amerikanske kontekst er problemet selvsagt ikke knaphed, men effekterne er stort set de samme: Tab af samfundsmæssig velstand og effektivitet, fordi få franchise-ejere skummer en overnormal profit på bekostning af forbrugeren af produktet. Skatteborgerne betaler gildet via forskellige former for direkte og indirekte subsidier samt fravær af konkurrence, som driver prisen på produktet i vejret i forhold til, hvad den ville have været, hvis markedet havde fungeret mere effektivt.  I praksis er der tale om en kartellignende situation, hvor alt er indrettet på at optimere klubejernes afkast, og hvor politisk lobbyisme har været et effektivt redskab til yderst gunstige forhold for kongeejerne af amerikansk professionel sport.

Hvad kan Europa lære af amerikansk pro-sport?

Hvordan, må man så spørge, er det lykkedes at skabe en så gunstig situation for så få i USA? Hvordan har et fåtal af franchiseejere fået så gunstige forhold, at politikere og omverdenen i et af de mest kapitalistiske lande i verden lægger sig fladt ned uden at stille spørgsmål? Det forekommer ikke rationelt, og meget tyder da også på, at langt mere irrationelle forhold danner baggrunden for en i amerikansk sammenhæng omvendt verden af regulering og planøkonomi. Hvad angår sporten specifikt kan der peges på i hvert fald to centrale forhold, der gør spillet til den absolut vigtigste sport på den vestlige side af Atlanten, og som har banet vejen for det planøkonomiske paradis.

Identitet

For det første udtrykker spillet den amerikanske mentalitet i genuin forstand. Det er en sport ’of mosts’. Mest udstyr, de (fysisk) største spillere, den største mængde udenoms personel, den mest komplekse taktik, det mest kulturelt omsiggribende fænomen og mest omfattende i form af dækning og transmittering. I amerikanernes selvforståelse, er kun verdens rigeste – og i den forstand – verdens største nation i stand til at mønstre det setup, der skal til for at levere et 24-7-365 show i den mest ressourcekrævende sport i alle henseender.  Amerikansk fodbolds betydning er så gennemgribende, at værtsskabet af et professionelt NFL-hold er vigtigt for byernes selvidentitet, og det kan mærkes i alle dele af bysamfundene. De monstrøse stadions er de amerikanske byers katedraler, ofte centralt beliggende som fysiske by-ikoner. Fodboldholdene er byernes image, og når det går godt er det ifølge Easterbrook et i overført forstand tegn på byernes succes og skæbne. Værtsbyernes identitet er tæt sammenvævet med holdet. 

Militær patriotisme

USA er en stærk militærstat. Spillets opbygning – en form for erobring af land – dets taktikere (generaler) og praktikere (soldater) danner i sin totalitet et billede på amerikansk patriotisme og militær overlegenhed. Ifølge Easterbroock kan amerikanerne lide ideen om, at når man står sammen, så opnår man noget. Der er ledere og underordnede, der skal passe ind i systemet, men når hierarkiet er på plads, spiller klaveret en fælles patriotisk melodi. Sådan står nationen sammen i krisetider, fx når nationens hegemoni skal forsvares i verdens brændpunkter. Da terroren viste sit grimme ansigt d. 11. september 2001, og USA blev ramt på hjemmebane, var det en såret nation, der måtte genopfinde sit ydre fjendebillede. Ud af et sløret netværk af en svært definerbar fjende, var det ikke nemt. Den amerikanske politolog Michael Silk anfører i hans bog, Cultural Politics of Post-9/11 American Sport blandt andet, hvordan sport, film og anden populærkultur fik en opgave i at genoprette den amerikanske selvforståelse i tiden efter terroraktionen. Silk viser fx, hvordan Disney-filmen ’Miracle’ omdefinerer virkelighedsbilledet i lyset af 11. september og opstiller den nye fjende. Filmen, hvor det amerikanske ishockey-hold overvinder USSR ved vinter OL i 1980 i Lake Placid, tager således amerikanerne tilbage til en mere simpel tid med klarere fjendebilleder. Ved dels at projicere sejren op som et håb om fremtidig amerikansk genrejsning efter 11. september og dels at nedtone den kolde krigs russiske modstander – via filmens tegning af en slags kold krig uden kommunister – opstår der ifølge Silk en forståelsesramme, hvor det bliver nemmere at putte terrorister ind som et nyt billede på en trussel, som tidligere kom fra øst.  Amerikansk fodbold er aldrig blevet spillet mod en international modstander, så hockey-analogien er nødvendig og ideen den samme. Sport er en kamp mod en modstander, der skal overvindes. Når individ og hold sejrer i fælles harmoni, skaber den en fællesskabsfølelse, et ’release’ fra den trussel om nederlag, man har gennemlevet frem til sejren var i hus. Sejren er et billede på rygraden i amerikansk selvforståelse. Der kan peges på andre grunde til, at amerikansk fodbold og andre de store prof-sportsgrene i USA nyder meget lukrative forhold.  Imidlertid er der ikke meget at lære. Forholdene for de amerikanske franchises vil aldrig blive aktuelle i den europæiske sammenhæng. Dertil er europæerne måske mere rationelle, og opmærksomme på konkurrencebegrænsende forhold – som de, der er på spil i USA. Selvom offentlige subsidier formentlig altid vil være en del af også europæisk sport, vil Kommissionen formentlig fremover have et skærpet øje på om de store europæiske prof-klubber modtager ulovlig offentlig støtte, om de betaler nok i leje på de stadions, de spiller på, og modsætte sig eventuelle kommende krav om sportslige særregler fra de store fodboldklubber med henvisning til ’sportens specificiteter’. Hvad vi til gengæld kan lære af den amerikanske kontekst, er at fuldblodskonkurrence sjældent giver overskud. Den europæiske fodbold har i mange år kørt med store underskud og stigende gældsrater, og uden en dæmpende regulering vil det formentlig fortsætte. UEFA’s ’financial fairplay-program’, er udarbejdet med henblik på at imødekomme det økonomiske overforbrug og er ifølge Kommissionen kompatibelt med EU's konkurrenceret. Om programmet i sidste ende vil få den tilsigtede konsekvens er usikkert, men indtil videre er det positivt, at man i den europæiske kontekst vil begrænse de offentlige subsidier på den ene side, og samtidig forhindre uholdbart overforbrug i klubberne på den anden.