Idan Artikel 10.09.2025

Europarådets nye alliance for god ledelse og integritet i sport vil tæt på idrætsorganisationerne

Alliancens danske formand vil presse på, hvor beslutningerne tages, ved at italesætte problemerne og trække parterne den rigtige vej - uden altid at bruge fløjlshandsker.

Lederne af de internationale sportsorganisationer kan godt begynde at forberede sig på at få besøg af medlemmer af Europarådets nye alliance for god ledelse og integritet i sport. Det siger alliancens formand, Kim Valentin, der er medlem af både Europarådet og Folketinget for partiet Venstre.

Han påpeger, at Europarådet i mange år har manglet en instans til at følge op på de resolutioner, parlamentarikerne laver efter at have undersøgt de samfundsmæssige konsekvenser af problemer på sportsområdet.

Derfor er han meget tilfreds med, at Europarådets kulturkomite i juni i år vedtog at skabe en alliance, der skal være samlingssted for de af Europarådets parlamentarikere i og uden for kulturkomiteen, der ønsker at skabe handling på området, og på sigt kan alliancen måske tiltrække en endnu bredere kreds af aktører på feltet.

Det første skridt for alliancen bliver at lave en handlingsplan for, hvordan de gennem dialog kan flytte noget hos organisationer som f.eks. IOC, FIFA, det internationale atletikforbund, ishockeyforbundet og UEFA:

"Vi skal ud over stepperne og presse på, der hvor beslutningerne bliver taget. Jeg har to år som formand, inden posten går videre, så jeg gerne vil have sat nogle standarder fra start om, hvad vi gør," fortæller Kim Valentin.

Han er lige nu optaget af spørgsmålet om menneskerettigheder i sport, som rækker ud over, hvordan sportens aktører behandler atleter, men også kan handle om menneskerettigheder i de lande, der er værter for store sportsevents som VM og OL.

"I Qatar døde mange arbejdere under stadionbyggerier. Bliver det så det samme i Saudi Arabien eller i Marokko og Tunesien, hvor der skal være VM i 2030? Her holdt vi et møde med FIFA allerede i maj, hvor min kollega Mogens Jensen også var med. Vi pressede på for, at FIFA skulle gøre noget i forbindelse med tildeling af værtskaber, og vi fik det indtryk, at de selv syntes, at de gjorde en del. Det er ikke vores indtryk," siger Kim Valentin.

Han fremhæver, at det er vigtigt at komme tidligt i gang med at påvirke aktørerne omkring f.eks. et VM for at skabe varige forandringer på menneskerettighedsområdet i forbindelse med begivenheden.

"Jo senere, vi kommer i gang, jo mindre indarbejdede bliver forandringerne. Lige nu er der ni år til VM i Saudi Arabien, så hvis man allerede nu laver noget i forhold til arbejdstageres rettigheder, så vil der være ni år til at få det ordentligt etableret," siger Kim Valentin.

Men han retter ikke kun kritikken mod mere autoritære regimer. I Europa skal man også tage sin egen medicin og overholde menneskerettighederne i sport.

"Vi må som politikere ud og sige noget andet end, at 'det lader vi DBU om'. Vi må få fortalt, hvad det egentlig er, der sker rundt om i verden. Som formand er det min opgave at påpege, når der er nogen problemer, og hvad man kan gøre. Vi skal både skubbe og trække de forskellige parter den rigtige vej, der kan vi ikke have fløjlshandsker på hele tiden," fastslår han.

Europarådet kan sætte dagsordener

Jens Sejer Andersen er stifter og seniorrådgiver i initiativet Play the Game, der arbejder for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt, og han byder Europarådets nye alliance varmt velkommen.

”Det er både glædeligt og helt nødvendigt, at de europæiske parlamentarikere engagerer sig i det budskab, som Play the Game har turneret med de sidste mange år: Det er nødvendigt at samarbejde på tværs af landegrænser for at stoppe den stigende infiltration af korrupte og kriminelle kræfter i idrætten,” siger han.

Jens Sejer Andersen har fulgt med i europæisk sportspolitik i mange år og peger på, at selv om Europarådet ikke har nær så mange politiske muskler som EU, så kan rådets politikere lave bindende konventioner, som kan blive til lovgivning, hvis de nationale lande ratificerer konventionerne.

"Europarådet har haft held med at sætte dagsordenen på flere ting inden for idrætsområdet såsom antidoping og sikkerhed for tilskuere, og de var de første til at tage matchfixing og illegalt spil alvorligt. Nu overvejer man, om man også skal have god ledelsesskik indarbejdet i en konvention. Sker det, vil det betyde, at Europarådets lande vil blive inspirereret til at stille egentlige krav til idrætsorganisationernes virksomhed," fortæller han.

Første skridt er at finde penge

Umiddelbart har Europarådet ikke nogen økonomiske midler til at understøtte alliancens arbejde. De penge skal komme fra medlemslandene.

Danmark har allerede besluttet at give 500.000 kr. til arbejdet via et aktstykke fra Kulturministeriet.

"Men kulturminister Jakob Engel-Schmidt har betinget sig, at Danmark ikke kan være den eneste, der giver økonomisk støtte. Jeg har en forventning om, at Norge vil være med, men der også andre lande, som har vist interesse, og som jeg tager en snak med," siger Kim Valentin.

Læs flere artikler om international idrætspolitik

Stanis Elsborg på Idrætsmødet
Idan Opinion 30.04.2025
Stanis Elsborg: Der skal handles nu, hvis idrætten fortsat skal være en kulturbærer for demokrati og fællesskab
Bin Salman
Idan Artikel 02.12.2024
Play the Game har kortlagt Saudi-Arabiens enorme indflydelse på international sport
Jens Sejer Andersen
Idan Kommentar 25.10.2024
Jens Sejer Andersens tale til Europas ministre: "Hvis sport virkelig er et økosystem, har kriminalitet og korruption invaderet det”
Kinesisk svømmer fra dopingsag
Idan PtG Kommentar 31.07.2024
Pillen, der svækker dopingkampens hjerte
Eiffeltårnet i Paris med OL ringe
Idan Artikel 25.07.2024
OL-eksperter fra Idrættens Analyseinstitut og Play the Game
Nicolai Højgaard og Rory McIlroy
Idan IFFT Kommentar 07.05.2024
Stanis Elsborg: "Skal dansk idrætsliv agere platform for Dubai-styrets politiske PR?"
Jens Sejer Andersen og Lars Jørgensen
Idan Artikel 05.02.2024
Doping, korruption og atleters rettigheder: Jubilæumsbog fra Play the Game genbesøger 25 års debatter i international sportspolitik
Play the Game 2022
Idan PtG Artikel 16.01.2024
Play the Game 2024 sætter spot på Paris 2024 og russisk og belarusisk deltagelse