Idan Artikel 15.11.2006

Fodboldvold skal undersøges

Justitsministeren vil forebygge supportervold i dansk fodbold. En bevilling er på vej til danske forskere.

Forskere ved Center for Idræt, Aarhus Universitet, har modtaget en bevilling til et projekt, der har til formål at undersøge strategier, der kan forebygge fodboldvold i Danmark. Projektet består i en systematisk gennemgang af videnskabelig litteratur omhandlende emner, der kan have indflydelse på, hvorledes aktiviteterne omkring en fodboldkamp forløber.

Hovedvægten vil være anlagte og formulerede strategier fra politiets side, der har været genstand for videnskabelige undersøgelser, men også formulerede strategier fra arrangørernes, og herunder kontrollørkorpsets side, vil blive undersøgt i den udstrækning, der foreligger litteratur om emnet.

Sigtet er, at den indsamlede viden kan give politiet og kontrollørerne flere redskaber at basere deres strategier på.

Nyt netværk styrker forskningen

 Arbejdet med projektet gennemføres under et nyoprettet netværk, Nordisk Netværk for Fodboldforskning, der består af forskere og analytikere fra Norge, Sverige og Danmark. Netværkets formål er at analysere fodboldens udvikling i de nordiske lande med henblik på at stimulere til en faglig offentlig debat om idrætten til gavn for både idrætten og samfundet.