Foreningsidrættens sociale paradoks: Når frivillighed spænder ben for trivslen

Foreningslivet i Danmark bliver ofte fremhævet som en nøgle til at styrke børn og unges trivsel. Hovedorganisationerne står klar med løfter om fællesskab, dannelse og sociale gevinster – og politikerne lytter.

Men virkeligheden i klubberne fortæller en anden historie: Det sociale ansvar er hverken systematisk eller garanteret. Det er en gordisk knude, vi bliver nødt til at tage alvorligt.

En skrøbelig social aktør

På årets Sorømøde blev idrætten fremhævet som en central fritidsarena for børn og unges trivsel. Det er forståeligt. Idrætten kan meget og skaber gode oplevelser for mange.

Idrætsmonitors artikel fra debatten med bl.a. Ayse Kosar Larsen (CUR), Sara Lethan Abild (Get Movin’) og DUF’s forkvinde, Christine Ravn Lund, viste, er der udfordringer med at sikre adgang og fastholdelse – især for dem, der ikke allerede er inde i varmen.

Et konkret eksempel kom på banen fra Sara Lethan Abild: Get Movin’-ambassadører kan tage på besøg i SFO’en, men hvis den lokale klub, eller den konkrete årgang ikke har trænere på spring, er det svært at omsætte SFO-besøg til medlemmer. Det er bl.a. her, at idrætten viser sin skrøbelighed som social aktør.

Frivillighedens vilkårlighed

Det sociale ansvar i foreningslivet er i dag dybt afhængigt af frivillige – ofte forældre til børn, der allerede har kropslige og sociale fordele. De frivillige trænere kan tage på kursus og lære om fællesskab og proces frem for resultat. Men når sæsonen starter, og holdene skal tilmeldes i A-, B- og C-rækker, træder en anden logik i kraft: præstation og niveau.

Og så opstår den klassiske gordiske knude: Der er trænere til A-holdet, måske til B-holdet – men ingen til C-holdet.

Forældrene til C-holdets børn har måske ikke kompetencerne eller overskuddet. Resultatet? En puljeordning, hvor forældre skiftes til at tage med til kamp. C-holdet bliver et gennemgangshold for nye spillere og et sted, hvor mange hurtigt mister interessen.
Systemet svigter dem med størst behov.

DBU Jyllands formand for børneudvalget, Jørgen Rasmussen, skrev i foråret 2025 en opsang til forældre på C-holdene: ”Der findes A-spillere, B-spillere og C-spillere i børnefodbold. Ofte mister forældrene engagementet, hvis deres barn hører til i den sidste kategori. Det er en skam, og den manglende forældreopbakning går ud over børnene.”

Men her fraskriver DBU Jylland sig reelt det sociale ansvar. Hvis ikke forældrene bakker op, kan man ikke garantere børnene gode oplevelser. Det er et system, der bygger på præstationsfællesskaber – ikke på inkluderende fællesskaber.

Et andet eksempel: I min søns håndboldklub har to unge trænere sagt ja til at træne A-holdet på U13. Og de vil som udgangspunkt kun tage med til A-kampe. De får det, som de vil have det, for hvor tit får man lige to unge kompetente trænere til at melde sig frivilligt? Og man kan vel ikke bebrejde dem ambitioner som trænere?

C-holdets forældre har fået besked: Find selv trænere – ellers ingen kampe. Nogle overvejer nu at melde deres børn ud.

Tid til en ærlig debat

Dette debatindlæg er ikke en kritik af de frivillige, klubberne eller hovedorganisationerne. Det er en opfordring til at se virkeligheden i øjnene. Så længe foreningsidrætten bygger på frivillighed, kan vi ikke garantere trivsel og gode oplevelser for alle børn og unge – især ikke dem, der har mest brug for det. Eller kan vi?

Der er behov for en mere ærlig og nuanceret debat om foreningsidrættens rolle. Og vi skal huske, at idræt kun er én aktør blandt mange i et bredere fritidslandskab.

Skal vi lykkes med at løfte trivslen og oplevelsen for alle, må vi tænke i samarbejder med fritids- og ungdomsklubber, anerkende det brede fritidsliv og turde tale om de strukturelle begrænsninger i det nuværende system.