Frivillighedens styrker og
svagheder skal kunne diskuteres – også i breddeidrætten

Tak til DBU Jylland for deres svar på mit debatindlæg om, at vi ikke kan garantere trivsel for alle børn og unge, så længe foreningsidrætten bygger på frivillighed. Det er tydeligt, at vi deler en grundlæggende respekt for foreningsidrætten og de mange frivillige, der hver dag skaber fællesskaber. Men det er også tydeligt, at vi ser forskelligt på, hvad en ærlig debat om frivillighedens rolle kræver.

DBU Jylland skriver, at min præmis er forkert, og at frivilligheden ikke kan kritiseres for ikke at levere, fordi det er en ’kæmpe ressource, som er drevet af det nære og meningsfyldte, der bidrager positivt til samfundsregnskabet’.

Men det er netop pointen: Vi bliver nødt til at tale om, hvad der forventes af frivilligheden og de frivillige, og hvad der skal til for at gøre fritidslivet endnu mere rummeligt, hvis vi reelt vil kaste fritidslivet ind som en del af løsningen på kriser om alt fra trivsel og skærme til ensomhed.

Der er ingen tvivl om, at fritidslivet kan meget for mange. Ret beset er næsten ni ud af ti børn en del af foreningslivet på et tidspunkt, inden de fylder 10 år.

Men hvis vi gerne vil hjælpe de sidste procenter – de to til tre børn i hver klasse, som ikke blev sendt til idræt af deres forældre tidligt i livet, eller hvis vi vil øge tiden med aktivitet og socialt fællesskab væk fra skærmene – så kan vi ikke nøjes med at sende flere penge til det frivillige foreningsliv, fordi de vil nok fortsætte med at reproducere det nuværende system. Måske kunne vi i stedet tale om, hvordan vi optimerer?

Ulighed i idræt starter tidligt i livet

Data fra den seneste undersøgelse af danskernes motions- og sportsvaner viser en meget tydelig forskel på at blive tilmeldt et fritidstilbud i alderen 3-6 år afhængig af forældrenes egen idrætsstatus.

Idrætsaktive forældre melder langt oftere deres børn til et fritidstilbud end ikke-aktive forældre. Forældrenes egen idrætsstatus er faktisk mere afgørende end forældrenes uddannelsesniveau. Dertil kommer, at det, at være tilmeldt et organiseret fritidstilbud, ikke nødvendigvis er lig med mange timer ugentligt.

Og forældrenes betydning for børnenes deltagelse er især stor i fodbold, mens der næsten ikke eksisterer forskelle i gymnastik eller spejder. Der er over dobbelt så stor sandsynlighed for at blive tilmeldt fodbold i 3-6-årsalderen, hvis man også har idrætsaktive forældre. Disse børn har altså 3-4 års forspring, når nogle af klassekammeraterne i en lidt højere alder forsøger at melde sig til fodbold.

For nogle af de nyankomne bliver det en god oplevelse at komme ind i foreningen, mens andre vil blive mødt af en forening, hvor dem på A-holdet får mere opmærksomhed. De kan i højere grad være sikre på at have en træner, de får måske tilbudt flere træningspas om ugen, og der vil være et mere fasttømret socialt fællesskab på A-holdet. Her er forældrene også vant til at bakke op, fordi de selv er en del af en idrætskultur.

Vigtigt at se på kulturer og dynamikker

Med mit debatindlæg tillod jeg mig at italesætte denne dynamik, som eksisterer i det danske foreningslandskab, fordi det er helt legitimt at overveje, hvad vi skal gøre for at skabe bedre og mere trivselsfremmende fritidstilbud for de børn, som ikke allerede oplever det gode ved foreningsidrætten.

Jeg kritiserer ikke mennesker eller det frivillige foreningsliv, men påpeger, at der er en kultur, som bliver reproduceret igen og igen, fordi strukturen dikterer det. Går du til fodbold, er hele omdrejningspunktet en turneringsstruktur, hvor kampe spilles hver weekend, og hvor det, der foregår til træning, handler om at inddele i niveau med det formål at vinde på søndag.

DBU Jylland skriver, at vi ikke kan garantere trivsel for alle. Det er jeg enig i. Men vi kan godt diskutere, hvem der har størst risiko for at falde igennem sådan en struktur, og hvordan vi som samfund – og som fritidssektor – kan tage ansvar for dem.

Det kræver, at vi tør se på de steder, hvor frivilligheden ikke slår til. Ikke for at aflive den, men for at styrke den.

Hvordan kan vi gøre frivilligheden mere rummelig?

Hvis vi vil sikre en mere inkluderende børne- og ungeidræt, må vi arbejde aktivt med at støtte og udvikle de frivillige. Det kræver uddannelse (og dannelse) med fokus på inklusion og mangfoldighed. Og det kræver frivillige, som er optaget af noget andet end at præstere.

Dette er langt fra ny viden og noget som, idrætsorganisationerne også har gentaget igen og igen. I det lys kan man jo reflektere over, hvorfor det er så vanskeligt at rekruttere frivillige, der brænder for C-holdet?

Handler det måske om, at der mangler samarbejde mellem foreninger og professionelle aktører som pædagoger i SFO, fritids- og ungdomsklubber? Om at sætte fokus på et mangfoldigt tilbud af fritidsaktiviteter? Om at sætte fokus på mere aktiv og uformel leg efter skoletid? Eller mangler der anerkendelse og synliggørelse af det frivillige arbejde, der ikke handler om at høste medaljer øverst på sejrsskamlen?

En bredere samtale

Når vi taler om breddeidræt, må vi også tale om bredde i ansvar. Det er ikke nok at sige, at frivilligheden er en gave. Vi må også spørge, hvem der får den, og hvem der står udenfor.

Derfor gentager jeg min opfordring: Lad os tage en ærlig og nuanceret debat om frivillighedens rolle og opgave i løsningen af samfundsmæssige udfordringer. Ikke for at svække den – men for at sikre, at den også fremover kan være en stærk og inkluderende kraft.