Konkurrencestatslogik er ikke løsningen for eliteidrætten

Ideen om at udsætte danske børn for øget konkurrence er på mode. Ungerne skal i stigende udstrækning disciplineres til en ny global verdensorden med øget konkurrence, og det kræver om nødvendigt pisk og hærdning. Synspunktet møder man nu også med højere stemmeføring inden for idrættens verden.

I en kronik i Politiken forleden gik Kristian Raun Thomsen og Mads Davidsen til angreb på den slappe konkurrencekultur i dansk fodbold og agiterede for, at den kinesiske model på nogle punkter kunne tjene som inspirationskilde.

”Den ensidige kinesiske karrierevej er unægtelig risikabel, men den skaber også atleter, der fra en tidlig alder er pisket til at håndtere det pres, som en benhård konkurrence afføder. I Danmark må vi spørge os selv, om vi er gode nok til at hærde fodboldspillere og forberede dem til et liv i professionel seniorfodbold,” som de skrev.

Samtidig konkluderede de, at det er blevet mere legitimt at tale om elite og konkurrencedygtighed i skole-, erhvervs- og fritidsliv.

”De blødere velfærdsforestillinger om ligeværd og demokratisk dannelse er på retræte, og i stedet hyldes den konkurrencedygtige og opportunistiske person, der kan dedikere sig fuldt ud. I præstationsøjemed kunne det klæde dansk fodbold, hvis denne forestilling i højere grad ville skinne igennem.”

Tidligere har Kristian Raun Thomsen også hævdet, at de danske værdier med fokus på socialt og samfundsmæssigt forsvarlige foranstaltninger til danske eliteidrætsudøvere bygger på en illusion om det ’hele idrætsmenneske', der kan hindre eliteudøverne i at udnytte deres fulde potentiale og skaffe medaljer til Danmark. Spørgsmålet er tema for et seminar på Aarhus Universitet til oktober.

Og en tredje debattør, Rasmus Ankersen, har argumenteret for en ny vej for dansk eliteidræt. Inspireret af Caroline Wozniackis succes ved US Open for nylig foreslog den kommende formand for FC Midtjylland eksempelvis, at Carolines far skulle have en central placering i Team Danmark. Piotr Wozniackis evner til at pace Caroline frem mod toppen kunne institutionen til fremme af dansk eliteidræt lære noget af, argumenterede han.

Sådanne udmeldinger giver indtryk af, at der i sportens verden tegner sig en strømning, der efterlyser et mere snævert fokus på målbar individuel præstation, som man i stigende grad ser det på uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet – og som nævnt ofte med henvisning til, at vi i dag lever i en konkurrencestat. Det er i hvert fald stort set samme medicin, de nye meningsdannere vil ordinere det danske elitesportssystem. Der er for meget sødsuppe og holistisk tilgang.

Historie- og hovedløs kritik er ikke løsningen

Naturligvis er det relevant at debattere om det danske elitesportssystem er hensigtsmæssigt tilrettelagt og vurdere, om man bør justere. Det er sundt at ryste posen og spørge, om talentarbejdet eller andre dele af systemet kan blive bedre. Debatten må være der af hensyn til evaluering og fremsyn. Og man skal selvfølgelig forholde sig til, hvordan andre lande gør tingene.

Problemet med de nye konkurrencestatsideer er imidlertid, at de ofte indsnævrer svaret på den globaliserede kapitalisme til et spørgsmål om individualiseret konkurrence og den enkeltes ansvar for at ruste sig til den.

Hvis viljen til at kæmpe imod nye betingelser i omverdenen ikke er til stede, er det således vigtigt at styrke incitamentsstrukturen omkring den enkelte med både gulerod og pisk. I uddannelsessystemet skal der eksempelvis flere nationale tests og offentliggørelse af resultaterne og mindre ’rundkredspædagogik’. Tidsånden synes at betinge det.

Den nuværende model virker

Sagen er bare, at der ikke er noget, der tyder på, at den nuværende danske elitesportsmodel er i krise. Kigger man nærmere i den internationale forskning, viser det sig nemlig, at personlig dedikation, pisk og gulerod til den enkelte atlet, om ikke er en ubetydelig faktor, så i hvert fald er af faldende betydning for international sportslig succes. 

Derimod synes selve elitesportssystemet opbygget omkring atleten at være afgørende for at få medaljer. Firkantet skåret op kommer det til udtryk på to primære områder: 1) Jo flere midler, der pumpes ind i det elitearbejdet, jo flere medaljer kommer der ud i den anden ende, og 2): Jo bedre vi organiserer og understøtter atleterne, jo mere effektivt kan vi forvandle ressourcer til succes. Ingen individuel atlet eller velmenende fadervilje kan ændre på det forhold i det store billede.

Konkurrencestatsbegrebet – som ønsket om mere pisk og hærdning i elitesporten i en vis forstand er afledt af – er en diagnose af nationalstaters reaktion på bevægelser i retning af stigende globalisering og international konkurrence på viden, ressourcer og varer. Men det er i udgangspunktet ikke et forsvar for denne udvikling og slet ikke et begreb, hvorfra man kan udlede åbenlyst nødvendige løsninger.

Både inden for uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, og nu også på det idrætspolitiske område, sker der ofte en sammenblanding mellem ’er’ og ’bør’. Men ét er diagnose, noget andet er behandlingen, og hvad sidstnævnte angår, er der faktisk meget, der taler for, at vi på eliteidrætsområdet grundlæggende bør fastholde det, vi allerede kender.

Det er der flere årsager til.

Mærkværdig sammenligning

For det første er den del af historien, som ’konkurrencestatsideologerne’ ikke fortæller, den simple, at der bag Wozniacki eller andre danske sportsstjerner står masser af stræbsomme talenter, der aldrig blev til noget, og som aldrig kommer til at tjene penge i et omfang, der bare nærmer sig noget, man kan leve af, når karrieren er forbi.

Allerede sammenligningen med Kina i forhold til fodbold – som Raun Thomsen og Davidsen laver – er ude af proportioner. Danmark ligger i øjeblikket nr. 26 på FIFA’s nationsrangering. Kina er nr. 97. Hvordan en markant lavere rangeret nations elitemodel kan tjene som argument for en skærpet DBU-model henstår uforklaret.

Det er selvindlysende klart, at stærke økonomiske incitamenter i et marked med kolonner af talent i reservepuljen øger kampen for overlevelse. Men det er jo en underlig måde at stille problemstillingen op på. Etisk er løsningen heller ikke holdbar. Overudbuddet af talent i Kina bliver udnyttet til gunst for systemet, ikke for atleternes blå øjnes skyld.

Skal Danmark være konkurrencedygtigt i international elitesport, er det nødvendigt med god organisering, ressourcer og smart anvendelse af dem. Vi hverken kan eller skal piske os til resultater. Den virkelige konkurrencedygtighed kommer nemlig kun, hvis der er programmer, der understøtter og aktivt hjælper ’konkurrencestatens sportssoldater’ til at kompensere for den stigende internationale konkurrence. Herunder forsikrer dem mod de negative konsekvenser af den.

Det sker i Danmark ved at give elitesportstalenterne uddannelse, adgang til nye teknologier og forskningsresultater.

Hvorfor er det så vigtigt med flere medaljer?

For det andet må man helt grundlæggende spørge, hvor vigtigt det er at øge konkurrencedygtigheden på sportsområdet. Hvad er meningen med flere medaljer set fra et samfundsperspektiv?

Store elitesportsresultater får ikke flere til at dyrke idræt varigt. Elite skaber ikke pr. automatik bredde.

Økonomisk set giver store elitesportsbegivenheder aldeles marginale bidrag til værtsnationernes BNP – hvis de ikke er deciderede underskudsforretninger dækket af offentlige kasser – og heller ikke herhjemme er selv den mest professionaliserede sportsgren, fodbold, andet end en yderst marginal branche.

Ganske vist nyder den enorm medieopmærksomhed, som i øvrigt langt overstiger, hvad dens økonomiske størrelse berettiger til, men alligevel har klubberne vanskeligt ved at profitere af eksponeringen. Alle danske superligaklubber, høj som lav, har været i alvorlige økonomiske vanskeligheder én eller flere gange i løbet de sidste 15 år.

Tilbage står, at elitesport primært tilfører samfundet nogle svært målbare kulturelle gevinster som fascination, national identitet og fællesskabsfølelse ud over idrættens egenværdi. Disse kvaliteter skal ikke forklejnes, men hvor høj en pris vil vi betale for dem?

Den danske models berettigelse

Da eliteloven resulterede i oprettelsen af Team Danmark i 1984 var en del af baggrunden vigende resultater. Det tæller naturligvis. Men en stor del af rationalet var også, at elitesporten har en egenværdi, der vil få ambitiøse talenter til at dyrke deres sport, fordi det giver dem personlige og positive oplevelser, omverdenen samtidig kan knytte an til.

Af skyldigt hensyn til tiden efter karrieren – der i øvrigt kan slutte ganske brat, hvis en skade sætter talentet ud af spillet – blev der indlagt en række sociale og samfundsmæssige hensyn i lovgivningen. Disse hensyn var en forudsætning for, at lovgivningen overhovedet mønstrede et flertal i Folketinget.

Uden krav om en sideløbende uddannelse eller forberedelse på overgangen til en civil karriere vil enhver form for statslig elitemodel derfor også miste en stor del af sin kultur- og idrætspolitiske legitimitet. Dét er vigtigt at holde fast i, uanset om tidsånden lige nu måske er en anden.

Resultaterne er gode

Sidst, men ikke mindst, går det her i trediveåret for Team Danmarks virke faktisk fremad for dansk eliteidræt. Den danske konkurrenceevne på idrætsområdet er bredt set stigende i en situation, hvor den internationale konkurrence er skærpet. Samtidig har Team Danmark medvirket til at sikre, at de støttede eliteatleter generelt er veluddannede og dermed godt rustet til tiden efter elitesportskarrieren.

Der er faktisk ikke noget, der tyder på, at den såkaldte leverpostejsagtige tilgang er en fiasko.

Man kan tværtimod argumentere, at modellen burde holdes frem som et billede på, hvordan man på én gang fastholder sin konkurrencedygtighed, samtidig med at man beskytter det enkelte individ mod de utilsigtede konsekvenser af globaliseringen.

Så i et bredere perspektiv er den danske elitesportsmodel måske i virkeligheden brugbar som inspirationsmodel for håndteringen af de bredere udfordringer i konkurrencestatstiderne.

I hvert fald er der ingen grund til at ændre en succesfuld model til et forrået udskilningsløb, hvor selv de få vindere risikerer at stå tilbage som tabere. I kulturpolitisk perspektiv er det både uholdbart og ufrugtbart at opgive ambitionen om at fremme det hele idrætsmenneske.