Lav idræt i udskolingen for de kropsligt udfordrede
Kommentar: Når flytningen af en ugentlig idrætstime fra mellemtrinnet til udskolingen skal blive en succes, kræver det et stærkere fokus på fagligt indhold og idrætsfagets karakter. De ældste elever er nemlig mindre motiverede for at bevæge sig og mindre idrætsaktive.
Med den brede politiske aftale om ændringer i folkeskolen vil idrætsfaget fremover fylde en skoletime mindre på mellemtrinnet, mens udskolingen omvendt går en time op fra to til tre skoletimers idræt om ugen.
Hensigten er at få mere fysisk bevægelse i udskolingen og klæde eleverne bedre på til at gå til prøve i 9. klasse, da idræt blev opgraderet til et prøvefag med skolereformen i 2014.
Godt at styrke udskoling
Umiddelbart giver det god mening at styrke bevægelse i udskolingen.
Tal fra ’Danskernes motions- og sportsvaner’, som Idrættens Analyseinstitut jævnligt gennemfører, viser, at eleverne i udskolingen dyrker signifikant mindre sport og motion i fritiden end de yngre elever.
85 procent af eleverne i indskolingen og 84 procent af eleverne på mellemtrinnet svarer ja til at dyrke sport eller motion, mens det tilsvarende tal falder til 74 procent for eleverne i udskolingen. Forskellen er endda endnu større, når det handler om at motionere flere gange ugentligt.
Tal fra 'Danskernes motions- og sportsvaner' viser også, at det kun er 30 procent af eleverne i udskolingen, der 'oplever at lære noget i idrætstimerne', mens niveauet er højere, dog uden at være prangende, i de yngre klasser.
Parallelt hermed er det kun 54 procent af eleverne i udskolingen, der 'kan lide idrætstimerne', mens det ser lidt bedre ud på mellemtrinnet og i indskolingen. Derfor er der grund til at udforske nærmere, hvordan man kan øge læringsudbyttet og oplevelsen af at lære noget i idræt. Der er i det hele taget god grund til at arbejde med, hvordan idrætsundervisningen kan appellere bredere i forhold til de elever, som ikke går til idræt i fritiden.
Danskernes motions- og sportsvaner viser, at idrætsundervisningen er langt mere populær blandt elever, der går til idræt i fritiden, end blandt elever, der ikke bruger fritiden på idræt.
Det er måske ikke så overraskende, men det peger på vigtigheden af, at idrætsundervisningen i skolen adskiller sig væsentligt fra det, der foregår i fritidslivet. Samtidig er der en klar kønsforskel, idet drengene igennem hele skoletiden kan lide idrætstimerne bedre end piger.
Foreninger kan sikre bredere interesse
Et centralt punkt er i den forbindelse, hvad det betyder, at man skruer op for partnerskaber og samarbejder med det etablerede foreningsliv, når det gælder om at bidrage til idrætsundervisningen, som der er tendens til i disse år.
På den ene side kan det give eleverne en bedre oplevelse, når udefrakommende, specialiserede trænere og instruktører præsenterer dem for en aktivitet. På den anden side er der en oplagt risiko for at underbygge eller forstærke en polarisering mellem de idrætsinteresserede og de mindre idrætsbegejstrede elever.
Sådanne tiltag bør derfor have de kropsligt udfordrede elever for øje.
Her kan der samtidig være et potentiale ved at supplere idrætsundervisningen med samarbejder med foreninger, som repræsenterer mindre udbredte aktivitetsformer, som kun få har prøvet på forhånd.
Man finder nemlig en bredere interesse for at prøve nyt i idrætsundervisningen frem for velkendte boldspil, som i høj grad favoriserer idrætsglade drenge, eller gymnastik og dans, som helt generelt favoriserer pigerne.
Denne kommentar er også blevet bragt som et debatindlæg på Altinget: Uddannelse