Idan Artikel 14.11.2007

Ny fitnessuddannelse på vej

Fra sommeren 2008 bliver det efter alt at dømme muligt at tage en statsanerkendt uddannelse målrettet fitness og wellness-sektoren.

En ny rapport fra et arbejdsudvalg under undervisningsministeren peger på behovet for korte statsanerkendte uddannelser målrettet fitness- og wellness-sektoren. Selvom de nye uddannelser fortsat er på tegnebrættet, er det planen, at uddannelsen som fitnessinstruktør skal udbydes af erhvervsskolerne inden for rammerne af erhvervsuddannelsesloven allerede fra sommeren 2008.Ifølge rapporten bliver uddannelserne inden for fitness og wellness såkaldte ’vekseluddannelser’, hvor eleven skiftevis er på skolen og i praktik. Centrale elementer i uddannelserne vil bestå i læren om fysiologi, anatomi, ernæring og kost. Dertil vil de få forretningsmæssige kompetencer i forhold til salg og service.Samtidig står det klart, at uddannelsen til fitnessinstruktør bliver en ny selvstændig kort uddannelse, mens uddannelsen inden for wellness oprettes i forbindelse med den nuværende kosmetikeruddannelse.

Fra sommerferiejob til karrieremulighed

Baggrunden for oprettelsen af en statsanerkendt uddannelse bunder ifølge arbejdsgruppen dels i behovet for certificering og en harmonisering af uddannelserne, dels i fitness-sektorens udtalte behov for politisk og folkelig anerkendelse. 

De kommende landsdækkende uddannelser vil således skulle konkurrere med og supplere de mange private uddannelsestilbud, som fitness-sektoren selv har etableret. Målet for uddannelsen er overordnet set det samme som de private – nemlig at ”gøre den enkelte fitnessinstruktør i stand til at vejlede og sammensætte individuelle træningsprogrammer for forskellige målgrupper.” Selve uddannelsesforløbet kommer dog til at stække sig over væsentligt længere tid end de private uddannelser. Hvor den typiske fitnessinstruktøruddannelse i privat regi er op til 40 timer, vil den nye uddannelse ifølge rapporten have en varighed på minimum 1½ år inklusive et obligatorisk grundforløb på 20 uger og cirka 10 ugers obligatorisk skoleundervisning på hovedforløbet. Rapporten regner med en indfasningsperiode på tre år med et årligt optag på 10-15 pladser stigende til cirka 60 pladser pr. år på længere sigt. Arbejdsudvalget anbefaler samtidig, at HK og Dansk Erhverv nedsætter et fagligt udvalg, der i fremtiden vil stå for at aftale arbejds- og lønvilkår for de kommende statsuddannede fitnessinstruktører.